Aktuelt · Litteratur · Medier og internet
Facebook: kulturdebatter i maj
Skal vi have et nyt ord for public service? Skal mediestøtten fratages JP/Politikens Hus? Er De sataniske vers kedelig? Hvad skal der stå i socialdemokraternes nye program? Kommer Stampes kunstklub op at stå? Der var mange åbne spørgsmål i maj.
Public service = ?
Kulturministeren skriver i et opslag:
Sidste sommer satte jeg en kasse øl på højkant til den, der kunne finde et godt alternativ til ordet ”public service”. Vi har fået mange gode bud – tak for dem. Men vi vil gerne have endnu flere at vælge imellem. Vi afslører vinderen fredag den 17.juni på Folkemødet i Dansk Journalistforbunds telt, kl 16-17.
Vi venter så spændt på et nyt ord – og først og fremmest om det bliver et ord, som kan fortrænge “public service”.
Mogens Jensen (S) skriver:
Vi må frem mod et nyt medieforlig drøfte om det er rimeligt at store, overskudsgivende mediemastodonter som ex. JP/Politikens hus skal have så mange millioner i offentlig mediestøtte, mens andre, nye medier enten ikke kan få støtte eller får meget lidt. Vi kunne jo indføre et Robin Hood-princip…Nyt socialdemokratisk program
Mogens Jensen er ved at skrive til et nyt socialdemokratisk principprogram:
“Hvilken betydning har kultur i vores samfund idag? Og hvad skal der stå om det i Socialdemokraternes principprogram?”, er det spørgsmål vi stiller os selv og repræsentanter for kulturlivet i Danmark på Socialdemokratiets kulturkonference.Vi andre må vente på svarene.
De sataniske vers og Hamlet
Naser Khader (Kons.) havde i maj et par opslag om litteratur:
Salman Rushdies “SATANISKE VERS” er en temmelig kedelig roman. Jeg tror faktisk ikke jeg gider se den som teaterstykke. Jeg kæmpede virkelig med at komme igennem bogen. Hvor mange af jer, der har bogen i reolen, har læst den?
MEN MEN MEN romanen er en af verdens vigtigste bøger. Blandt andet fordi “fatwaen” gjorde det klart, at der findes helt andre måder at opfatte og praktisere religion på. Islamisterne krævede særstatus for islam, de muslimske tabuer skulle nu påduttes andre, og forestillinger om religiøs krænkelse og trusler om at føle sig religiøst krænket, blev nu en realitet – og en del af hverdagen. Desuden påmindede fatwaen os om, at man ikke kan tale sig til rette om alting.
De mange kommentarer bekræfter Naser Khader i, at De sataniske vers er kedelig og meget svær at komme igennem. Der er også enighed om, at bogen er vigtig.
Om Hamlet skriver Naser Khader:
At være eller ikke at være araberI året 1608 ankom skibet ”Red Dragon” til det lille sultanat Al-Mahra og Socotra, som i dag er Yemen. Skibets kaptajn var William Keeling, og han lod sine besætningsmedlemmer spille det nyskrevne skuespil ”Hamlet” til ære for sultanen, som var kommet på besøg. Shakespeare har altså været opført i den arabiske verden allerede inden, han døde, men der skulle gå 300 år, før hans skuespil blev oversat til arabisk.
Den første arabiske oversættelse var af ”Hamlet” og så dagens lys i 1893…Opslaget fører ikke til mange kommentarer – men de få der er, er tydeligvis ganske nedladende i forhold til arabisk kultur i sig selv. Naser Khader svarer ikke på disse kommentarer.
Stampes kanon
Zenia Stampe (Radikale) havde dette opslag:
Senere i dag skal jeg tale ved en konference om litteraturens rolle i samfundet. Jeg har derfor lyst til at spørge jer herinde: Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig og hvorfor? Jeg vil være taknemmelig for dit svar!Hvad der i øvrigt skete ved litteraturkonferencen, eller hvad hun sagde, melder Facebook intet om. Men opslaget gav i løbet af samme dag ikke mindre end 363 forslag til god litteratur. Forslagene var vidt forskellige, men naturligvis mange forslag som ses på andre anbefalingslister. Der skulle hermed være rigeligt med læseforslag til de nærmeste år.
Successen gav Zenia Stampe lyst til at udforske sporet videre.
VIL DU VÆRE MED I MIN KUNSTKLUB?Det er overvældende og fortæller noget om, hvor meget kunst og kultur kan røre os, og hvor vigtigt et arbejde vores kunstnere og kulturformidlere udfører. Svarene fortæller mig også, at der er mange, der savner kunsten i deres hverdag. Og som hungrer efter den samtale, som kunsten åbner for.
Derfor har jeg besluttet mig for at lave en kunstklub her på min Facebook-side. To gange om måneden lægger jeg et kunstværk op – et digt, en sang, en video, en novelle, et maleri, en skulptur el. lignende. Forudsætningen er selvfølgelig, at det er frit tilgængeligt, og at vi ikke bryder nogen rettigheder. Vi diskuterer, hvad vi hver især får ud kunstværket – og hvilke refleksioner, det eventuelt lægger op til om menneske og samfund.
Jeg tror, at det kan blive spændende, og jeg håber, at kulturen kan bidrage med en mere reflekteret og mindre polariseret demokratisk samtaleform. For lige så vigtigt, det er med en fri debat, hvor fronterne trækkes op. Ligeså vigtigt er det, at vi har et fælles rum til refleksion og perspektiv.
Jeg har derfor to spørgsmål:
For det første: Har du et forslag til det første kunstværk, vi skal diskutere?
For det andet: Har du lyst til at være med?
Opslaget giver 89 kommentarer, som er altovervejende positive til at deltage i kunstklubben, også med forslag til værker man skal diskutere.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. til 31. maj 2016. Du kan selv følge opslagene ved at skrive “Kultur- og medieordførere (Liste)” i Facebooks søgefelt (kræver, at man er logget ind på Facebook). Her samles alle opslag fra 12 kultur- og medieordførere. Listen kan følges, uden at man behøver at tilkendegive, om man følger listen – endsige like’ de enkelte politikere. Man kan følge listen ved øverst til højre at klikke på værktøjstegnet, pil og Følg liste. Ordførerne forholder sig til mange andre emner end kultur, du må selv skimme listen for det, der interesserer dig. For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medieordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter mange andre steder.