Står det til ledelsen af det berlinske teater, Volksbühne, og den i Berlin bosiddende arkitekt Francis Kéré, skal der etableres et mobilt teater i en hangar i den nedlagte Tempelhof-lufthavn.
Det mobile teater skal “parkere” i en flyhangar, men rulles ud på startområdet, når der er forestillinger. Der skal være plads til 1.000 siddende tilskuere. Den mobile scene anses især som velegnet til eksperimenterende teater, danseforestillinger og koncerter. Man må formode, at eksperimenterende scenekunstnere, vil blive tiltrukket af mulighederne for et fysisk samspil med den omkringliggende lufthavn.