I de sidste 10-15 år har man set, hvordan danske kunstmuseer ønsker at være med til at sætte den kulturelle og kunstneriske dagsorden i samfundet. Dette ses mest tydeligt i museernes opprioritering af kunstformidlingen og dialogen med publikum, men også i museernes interesse i at udstille samtidskunst.

I 1990'erne har kunstmuseet fået nye muligheder og betingelser, hvor det hverken kan eller ønsker at fungere som kunstens verdslige tempel. Den store udfordring her ved årtusindskiftet er derfor, hvordan kunstinstitutionen bedst løser sin opgave som videnslaboratorium.

Det er ikke alle, som er tilhængere af kunstmuseets opprioritering af kunstformidlingen og dets stigende interesse for publikums behov og forventninger. En del mener, at museet skal forblive et "tempel" for kunst og hævder, at det nuværende kunstmuseum ikke er et videnslaboratorium, men snarere et kulturtivoli eller et begivenhedscenter.

Sidstnævnte kritikere ser udviklingen som kunstens og kulturens definitive forfladigelse, hvor instrumentalisering og indholdstomme kassesucces'er spænder ben for den æstetiske opbyggelighed og fordybelsen i den europæiske/danske kulturarv, som museet tidligere stod som garant for.

Når kunstmuseerne idag opprioriterer formidlingen af kunsten og vægter publikumsoplevelsen, bør det ikke opfattes som resultatet af en evolutionær udviklingsproces, der har nået sit ultimative højdepunkt i 1990'erne. Museets historiske udvikling fra Antikken til idag har viser, at institutionen altid har vekslet mellem en kulturskabende og en kulturbevarende funktion. I visse perioder har museet fortrinsvis haft en oplysende og debatskabende rolle, dvs. haft karakter af et forum, og i andre perioder har institutionen "lukket af" for offentligheden og vægtet museets rolle som kulturarvens tempel.

Hvis museernes interesse i at være udadvendte og formidlende ikke skal ende i en forfladiget form for kunstformidling, er det vigtigt, at man opprioriterer den kvalitative formidling. Kvalitet er denne forbindelse et vidt begreb, men hovedsagen må være, at kunstmuseerne tænker langsigtet. Hvis publikum ikke blot skal opleve, men også skal lære og udvikle et selvstændigt forhold til kunsten, er det vigtigt, at museumsformidlingen bliver tænkt og tilrettelagt som langsigtet uddannelse. Kunstmuseerne bør derfor først og fremmest satse på at intensivere og optimere uddannelsesaspektet ved kunstformidlingen.




Næste artikel

[Uddannelse][Publikum][Formidling][Historie]

Søndag Aften 0198

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.