Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Marts 2003


Kulturbro over urolige vande


Fremtiden er helt og aldeles uvis for den stort tænkte dansk-svenske kulturbiennale Kulturbro. Biennalen vil helt sikkert ændre karakter, hvis der overhovedet bliver en biennale i 2004

I bølgeskvulpet efter Kulturby 96 og den nye Øresundsbro besluttede statslige og regionale myndigheder på begge sider Øresund at igangsætte en kunstnerisk funderet biennale, første gang år 2000. (Se Søndag Aften arkiv). Hensigten med den såkaldte Kulturbro var at skabe store kunstneriske begivenheder, som skulle trække publikum fra begge sider af Øresund. Kulturbroens egne evalueringer viste dels, at initiativet havde givet enestående projekter, dels at publikum i højere grad end før krydsede sundet (se Søndag Aften arkiv).

Til biennalen i år 2000 samlede man 70 mio kr fra offentlige myndigheder, i den efterfølgende år 2002 var budgettet på 30 mio kr. Til den tredje planlagte biennale forventes 12 mio kr. Halvdelen af pengene kommer fra Københavns kommune, den anden halvdel fra Region Skåne. Men selv om man har afsat pengene, er der stor usikkerhed om, hvad pengene skal bruges til.

Kulturbrosekretariatet er blevet slanket, sekretariatslederen stopper snart, medarbejdere er ophørt og sandsynligvis vil man flytte fra de nuværende lokaler. I Kulturbroorganisationen har man konkluderet, at der var for mange arrangementer og at pengene i for høj grad blev brugt med spredehagl. Derfor lægger Kulturbroens bestyrelse op til, at 2004-biennalen kun skal omfatte en håndfuld projekter, som til gengæld skal være meget markante. Kulturbroorganisationen vurderer, at en sådan ændring af profilen vil blive bakket op fra potentielle sponsorer, som dermed også vil blive mere synlige.

Savner politisk opbakning

Men det er langt fra sikkert, at der vil blive flere Kulturbro-biennaler. På tværs af samtlige partier i Københavns kommune rejses spørgsmålet om Kulturbro-biennalen overhovedet er den rigtige måde at skabe øget kulturelt samvirke på tværs af Øresund. Det er faktisk umuligt at finde politikere, som udtaler sig begejstret om de hidtidige Kulturbro-biennaler. Jo, om enkelte udstillinger og forestillinger. Men det samlede projekt skaber ikke entusiasme. Når regnskabet for 2002-biennalen i løbet af foråret offentliggøres med et underskud i millionklassen, må man forvente, at den sidste rest opbakning til Kulturbroen forsvinder.

Politikerne ønsker tilsyneladende at starte diskussionen helt forfra: hvis vi skal skabe øget integration mellem Skåne og København, hvordan gør vi så det bedst. På idéplanet overvejes tanker som "turpas", kombinationer af billetter og broafgift/færge. At ændre projektet til en filmfond har også været nævnt. For en del har de hidtidige biennaler været for elitært og for lidt rettet mod den brede befolkning. Overvejelserne går også i retning af om det er publikum eller kunstnere der skal flyttes over sundet.

Dialog med svenskerne?

Diskussionerne i Københavns kommune viser, at man ikke tror på en biennale i 2004, 2006 etc. Man ønsker nye tanker, men savner den idé som kan begejstre. Det er svært at tro på overlevelse for et offentligt initieret projekt som gang efter gang falder i tilskudsmidler og samtidig savner politisk opbakning.

Formelt set skal Kulturbroens videre skæbne afklares blandt budgetforligspartierne i Københavns kommune (S, SF, Radikale, CD, Enhedslisten). I løbet af de kommende måneder vil man forsøge at afklare sine holdninger.

Men man skal også enes med den skånske side. Det er måske signifikant for projektet, at den københavnske diskussion "hvordan skal vi integrere kultur" netop kun er københavnsk. Den svenske side vil først blive præsenteret for den danske rådvildhed ved et møde midt i marts. Man må derfor forvente, at det først er i forsommeren man vil afklare, om der også fremtidig er en Kulturbro.

Læs også:
Publikum gungrer over broen
KULTURBRO 2002 ORBRUTLUK
Sponsorerne blev væk
Kulturbro i politisk vakuum

Søndag Aften 03/2003

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.