Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
August 2003
Kultur - eller HUR?
HURs Kulturredegørelse kan bedst ses som et krav om professionalisering af kultursektoren, så den bliver bedre til at imødekomme de turist- og erhvervsformål, man mener er det væsentlige
CulturCommentar:
Hovedstadens Udviklingsråd har kulturpolitisk magt. I dag er den stækket af det danske patchwork-system af kulturstøtte fra mange kilder. Men står det til HUR skal dette system forenkles (for institutionernes skyld), hvilket om få år kan gøre HUR til den mest magtfulde kulturpolitiske instans i Danmark - efter Kulturministeriet.
I HURs ledelse, Udviklingsrådet, er kun 2 af de 11 medlemmer i øvrigt med i amternes kulturpolitiske udvalg. Det store flertal i HUR er primært engageret i infrastruktur, især trafikpolitik, men også i visionen om at placere København på Europakortet.
For kulturlivet betyder det en sekundær rolle, som delvis kan forbedres, hvis HUR etablerer et egentligt Kulturudvalg, som det foreslås i HURs Kulturpolitiske redegørelse. Uanset et sådant Kulturudvalg vil kultursektoren være sekundær i HUR.
Skidt med borgerne
Målene med danske kunstlove er typisk at fremme kunstens udbredelse her til lands. Der er som dominerende hovedregel et demokratisk hensyn, at sikre kunstens tilgængelighed for befolkningen. Dette understøttes af
de kulturpplaner mange af Hovedstadsområdets kommuner og amter har vedtaget. Det er helt gennemgående i disse planer, at det er kommunens borgere man skal sikre kulturelle oplevelser og muligheder for udfoldelse.
Dette demokratiske hensyn bryder Kulturplanen fra Hovedstadens Udviklingsråd afgørende med. HURs kulturplan har det strategiske mål, at udvikle tilbud, som kan "fastholde og styrke konkurrenceevnen på turisme og erhvervsområdet i forhold til andre europæiske regioner".
Ud fra dette perspektiv vil en styrkelse af HURs kulturpolitiske engagement samtidig opprioritere aktiviteter for turister. På sigt vil teatrene (som spiller på dansk) få svært ved at prioriteres, ligesom dansk litteratur er aldeles uinteressant.
At ride på en succes
I Danmark har filmproduktion primært været støttet af Staten. Kommuner og amter har haft en minimal rolle. Nu overvejer HUR at gå ind i filmstøtte, bl.a. med denne konstatering:
Denne succes er skabt på grundlag af en politisk beslutning i 1999, hvor folketinget bevilgede 450 mio. kr. ekstra til produktion af danske film over en fire-årig periode.
Sludder. Filmsuccesen er skabt på grundlag af kunstnerisk vilje og gennemslagskraft samt driftige entreprenører. Det offentlige har hjulpet til. Og bølgen af danske succefilm startede langt før 1999, dogmeprojektet startede eksempelvis i 1995. Redegørelsens syn på den danske filmsucces er et glimrende eksempel på redegørelsens syn på sammenhængen mellem offentlige beslutninger og det kunstneriske virke.
Redegørelsen ser kunstnerisk succes, som noget man kan planlægge. Ikke noget som er afhængigt af de konkrete kunstnere og disses evner og viljer. Naturligvis kan støtte fra det offentlige hjælpe til, men der eksisterer ikke garantier for succes.
Samtidigt er dette planlægningssyn udtryk for HURs syn på kulturprioriteringer: Der skal prioriteres, hvor der er størst sandsynlighed for succes, succes målt som indtægter eller antal publikummer, ja allerhelst efter antal udenlandske publikummer.
Helst ikke på dansk
Og her har vi dansk teaters næste problem. Danske teatre spiller jo næsten udelukkende på dansk. Heldigvis for teatrene føler HUR et ansvar, fordi HUR er ansvarlig myndighed for DST-teatrene. Hvis HUR ikke havde dette ansvar, kunne man sagtens forestille sig en regional kulturplan uden teatre. Det er påfaldende, at HURs teaterambitioner ikke er på vegne af de eksisterende "almindelige" voksenteater. Derimod kan HUR forestille sig et stort børneteater (i et af de snart nedlagte DST-teaterhuse) og en stor dansescene. Børneteatret begrundes med dansk børneteaters stærke internationale status og dansen begrundes i det internationale potentiale i samspillet med fyrtårnet Den Kongelige Ballet.
Altså: Hovedstadens kommende kulturprioriteringer skal ske ud fra turistpotentialet.
HURs Kulturredegørelse handler ikke om kunstnerne eller om kunstens fødekæde med samvirke mellem uddannelse, amatører og professionelle og slet ikke om borgernes udfoldelsesmuligheder eller oplevelser. Disse opgaver overlader HUR til de som lovgivningen definerer skal tage sig af dette: kommunerne og Kulturministeriet.
Gennemlæser man Kulturministeriets kulturpolitiske redegørelser gennem tiderne vil man konstant støde ind i stikord som: demokrati, armslængde ("støtte, men aldrig dirigere"), ytringsfrihed, kvalitet og decentralisering. Disse begreber er helt fraværende i HURs Kulturredegørelse, bortset fra kvalitet, som dog reelt defineres til det helt snævre, nemlig publikumsattraktionen.
HURs Kulturredegørelse kan bedst udtrykkes som et krav om professionalisering af kultursektoren, så den bliver bedre til at imødekomme de turist- og erhvervsformål, som man mener er det væsentlige. Kulturredegørelsen er det hidtil bedste bud på en moderne kulturpolitik som instrument for andre formål og med klar afstandstagen til den konsensus, der hidtil har været om kulturpolitiske værdier.
