Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


September 2010


Cultur Clip 09/2010


Google, nu i realtid
Umiddelbart lyder fornyelsen ikke stor: nu kan man søge i Google i realtid, hvilket vil sige, at man modtager søgesvar, som er helt opdateret. Det der gør tjeneste ganske fascinerende er, at blandt søgeresultaterne er alverdens blogs, facebook- og twitteropdateringer.
Når man søger på google.dk/realtime,havner man på en særlig svarside, som konstant opdateres. Du kan også sortere svarene geografisk, så du fx kun får danske opdateringer. Et herligt redskab for ivrige debattører og andre nyhedsjunkies. Er der en sag, du særligt vil følge i løbet af dagen, kan du have et faneblad stående og hurtigt checke nyheder. Prøv en nyhed fra dagens aviser eller radioavisen og se, hvordan den folder sig ud i facebook-, twitter og andre hurtige medier.

Massiv ophævelse af fredninger
Hele 90% af samtlige bygningsfredninger i Rusland står til at blive ophævet, samtidig med at den nationale styrelse for bygningsbevaring står til nedlæggelse. Konsekvenserne vil blive nedrivning af historiske dele af mange russiske byer. I forvejen vurderes, at der årligt nedlægges 3-400 historiske monumenter.
Pennefører for planen er ministerpræsident Putin, som ønsker stærkere fokus på økonomisk udvikling. Dette er symboliseret i diskussionen om Gazproms planlagte 403 meter høje Okhta Center i Sankt Petersborg (se Søndag Aften arkiv). Lokale myndigheder, borgere, arkitekter og den nationale styrelse for bygningsbevaring har udtrykt bekymring over byggeplanerne. Denne bekymring fejer Putin nu til side. Diskussionen skal åbenlyst også tolkes som en del af striden mellem Putin og præsident Medvedev, hvor præsidenten har udtrykt stor samarbejdsvillighed med UNESCO for at få udpeget flere monumenter på verdensarvslisten.

Facebook: Nein for arbejdsgivere
Det bliver selvsagt mere og mere almindeligt, at arbejdsgivere checker jobansøgere på nettet. Efterhånden må det antages at høre til sjældenhederne, hvis en arbejdsgiver helt undlader denne simple form for krydsreference af en ansøger.
Men i Tyskland sætter man nu begrænsninger på arbejdsgiveres eftersøgning af private data. Arbejdsgivere må ikke længere søge i fx Facebook og må altså heller ikke åbne en Facebook-side om ansøgeren, hvis denne dukker op i en Google-søgning. Arbejdsgiverne må stadig bruge Google og andre offentlige og professionelle søgetjenester, fx LinkedIn. Facebook bliver altså kategoriseret som en del af privatlivets fred, uanset hvor åbenmundende vi er om private forhold. Det er den tyske indenrigsminister, der har fået regeringens opbakning til at fremsætte et forlslag om en ny Regelung des Beschäftigtendatenschutzes.

ACTA til afsluttende forhandlinger
Den kommende internationale aftale ACTA (Anti-Counterfeiting Trade Agreement) nærmer sig underskrifter (se Søndag Aften arkiv). Senere i september afholdes i Japan det 11. og sandsynligvis afsluttende møde mellem de 10 involverede lande og EU.
Blandt de sidste vanskeligheder skulle være et EU-krav om, at "geografiske forhold" også skal ophavsretsligt beskyttes, hvorved der hentydes til champagne, parmesanost og andre europæiske varemærker.

Fjerde FM-kanal forsinket
Søndag Aftens læserskare vidste det selvfølgelig allerede (se Søndag Aften arkiv), men nu er det officielt, at den planlagte fjerde FM-kanal ikke når at holde tidsplanen. DR har således fortsat den fjerde radiokanal til rådighed til november 2011. Som kompensation for dette får DR 42 mio kr. af de 50 mio. kr. DR allers havde afgivet til den den FM-radio.
Og end ikke det såkaldt hurtigtarbejdende udvalg om programindholdet på den kommende fjerde FM-kanal overholdt tidsplanen. Ved udgangen af august havde de fortsat ikke offentliggjort noget resultat af sommerens overvejelser.

Lovpligtig FM-radio
Fremover skal det være lovpligtigt for producenter af mobile enheder (bærbare, e-bøger, mobiltelefoner etc.) at have indbygget en FM-radiomodtager. Dette forslag stilles af den amerikanske sammenslutning af radiostationer, NAB, sammen med pladeselskabernes brancheorganisation, RIAA. Forslaget forventes behandlet i den amerikanske kongres i løbet af 2011. Hensigten med forslaget er ifølge organisationerne at sikre forbrugerne det bredest mulige udbud af musik. Bl.a. Consumer Electronics Association protesterer fordi man ikke mener, brancheorganisationer skal bestemme over indholdet i elektronisk udstyr.

Liverpools Everyman fornyes
Også efter byen har været kulturhovedstad fortsætter kulturinvesteringerne i Liverpool, senest har man beslutett at renovere byens centrale Everyman Theatre for 250 mio. kr. Teatrets areal bliver næsten tredoblet, bl.a. med plads til en ny scene med plads til 400 tilskuere. Ombygning skal være klar i 2013, passende forud for teatrets 50-års jubilæum i 2014.  

130 mio. bøger
Denne, vor klode rummer 129.864.880 forskellige bøger.
Dette tal er Google nået frem til, efter man gennem nogle år har været i gang med projektet skanning af alle bøger. Google har langt fra skannet så mange bøger, men har som et mindre delprojekt foretaget denne beregning. Først samlede man metadata fra 150 større biblioteker og katalogtjenester, hvilket gav en bruttoliste på 600 mio. bøger. Da der fx var 96 poster med “Programming Perl, 3rd Edition” blev der luget godt ud i mængdeangivelserne, samme bøger med flere titler blev reduceret, tidsskrifter, lydbøger osv. blev fjernet fra lister. Og vupti: 129.864.880 forskellige bøger har menneskeheden frembragt.
PS: Tallet er forældet, siden opgørelsen pr. 5. august 2010 er der kommet yderligere nogle stykker.



Søndag Aften 09/2010       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

 

CulturClip arkiv:

Clip august
Clip juni
Clip maj
Clip april
Clip marts
Clip febuar
Clip januar
Clip december 2009
Clip november 2009
Clip oktober 2009








 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2010 Søndag Aften. All rights reserved.