|
Fransk dobbeltspil om e-bøger
Den franske nationalforsamling har i forbindelse med
finansloven for 2011 sagt nej til et forslag, om at
e-bøger skulle have sænket momsen fra nuværende
19,5% til 5,5%.
Samtidig har nationalforsamlingen besluttet, at e-bøger skal omfattes af det franske fastprissystem for bøger.
E-bøger er altså både bøger og ikke-bøger. I øvrigt må det være ganske svært at finde en fastpris for e-bøger, som ifølge reglerne skal overholdes i to år fra udgivelsen. I alle andre e-bogsmarkeder ændres priserne måned for måned.
Myspace taber til Facebook
Selvom Myspace var blandt de første rigtigt store
sites, der markedsførte sig som sociale netværk,
har man nu opgivet i kampen mod Facebook. Da Rupert
Murdochs mediekoncern News Corp overtog Myspace i 2007,
var der 180 mio. medlemmer. Nu er der kun 130 mio.
Myspace tager derfor konsekvensen af dette og ophører med at definere sig som et socialt medie. Derimod vil man forsøge at fastholde positionen som underholdningskanal med musik, film og underholdning.
Tyrkiet flakser om Youtube
Efter to års blokade - og stærkt internationalt
pres - besluttede den tyrkiske regering i oktober at
ophæve blokaden mod Youtube. Og i begyndelsen
af november besluttede den tyrkiske højesteret at genoptage
blokaden.
Blokaden har medført, at tyrkiske borgere ikke
har haft adgang til at se videoer på Youtube.
Blokaden var begrundet i at Youtube gav plads til kritiske
videoer med støtte til henholdsvis kurdiske separatister
og græske kritikere.
Tyrkiet blokerer fortsat op imod 5.000 internetsites.
Google - snart med musik
Om få måneder vil Google efter sigende åbne
en gratis musiksite. Tanken er at man gennem Google
skal kunne finde alskens musik - i fri konkurrence med
Spotify, iTunes og andre musiktjenester. Som sædvanligt
starter denne Google-tjeneste i en betaversion, oven
i købet i det endnu mere hemmeligholdte Labs
- og så denne gang fra Google India. Så
klik dig ind på www.google.co.in/music/
og få adgang til al den Bollywoodmusik du kan
ønske dig. Det er ganske simpelt: man søger
og klikker på de ønskede resultater, og
så popper sangen op og afspilles som streaming
media i et nyt vindue - fra den site som Google henviser
til. Bedste indgang er sikkert en søgning på
"Latest songs" - så får man et indtryk af
udbuddet.
C.F. Møller vinder Kristiansund opera
Den danske tegnestue C.F. Møller har vundet
arkitektkonkurrencen om ny opera i Kristiansund
i Norge. I juli opnåede den danske tegnestue
en delt førsteplads med britiske Brizac
Gonzales, men nu har juryen altså besluttet
sig for det danske bidrag.
Kristiansunds opera er Norges ældste, som kan dateres tilbage til 1805. Det nye operahus skal blive et samlet kulturcenter i Kristiansund, hvori det nuværende Folkets Hus også skal indgå. I øvrigt skal huset rumme ballet, bibliotek, højskolecenter, konferencelokaler samt café og restaurant. Det samlede areal er 15.400 m2.
Kristiansund Opera- og Kulturhus er planlagt til indvielse i 2014.
|
|
|
 © Arkitektfirmaet C.F. Møller
Teaterlov efter næste valg
Samtlige Folketingets partier undtagen Enhedslisten er
enedes om, at det store arbejde med en teaterrapport (se
Søndag Aften arkiv) skal følges op af et nærmere undersøgelsesarbejde
på fire felter: billetkøbsordningen, internationalisering,
Københavns Teater samt turneteatret. Bortset fra internationaliseringen,
var de tre øvrige felter de mest omdiskuterede i høringssvarene
til teaterrapporten.
Der er ikke sat dato på, hvornår dette undersøgelsesarbejde
skal være afsluttet. Det kan dog tidligst blive i 2011,
så et nyt lovforslag ville kunne fremsættes efteråret
2011. Med stor sandsynlighed vil dette falde sammen med
det næste folketingsvalg, hvorefter en ny regering vil
vurdere, om man vil have en teaterlov på lovprogrammet.
Den sidste Walkman
Den 22. oktober ophørte Sony med produktionen
af kassetteafspilleren Walkman. Siden man i 1979
lancerede TPS-L2 har Sony solgt over 200 millioner
af de forskellige walkman-udgaver. En glimrende
oversigt over Walkman gennem tiderne finder du
her
- pas på, at du ikke synker hen i ren nostalgi.
|
|
|
Sony var dog ikke først til at producere bærbare
kassetteafspillere, men derimod første til at se,
at produktet kunne symbolisere en ny livsstil. Dengang
blev det endda anset som et teknologisk tilbageskridt,
at Walkman ikke havde en optagefunktion. I begyndelsen
var det kun i Japan, produktet blev lanceret som Walkman.
I USA kaldtes den Soundabout, i England Stowaway og i
Sverige Freestyle. Svenskere kigger fortsat måbende
på én, hvis man omtaler den som en walkman.
Forsøget med en walkwoman døde hurtigt.
Miljørigtige pladeselskaber
De førende engelske musikselskaber har besluttet kun at distribuere promo-musik gennem internet - til journalister, anmeldere og branchen i øvrigt. I dag sender de britiske pladeselskaber 25.000 cd'er ud. Den nye internetstrategi vil give en CO2-besparelse på 240 ton.
Den danske miljøstyrelses kampagne "1 ton mindre"
er et initiativ, for at få os hver især
til at nedsætte vores CO2 forbrug fra 9 til 8
ton. Den britiske musikindustris indsats svarer således
til kampagnemålet for 240 danskere.
Musikindustrien behøver dog ikke have dårlig samvittighed, for de sidste 10 års voldsomme nedgang i salg af cd'er har allerede haft positiv virkning.
Søndag Aften 11/2010
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
|