Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
November 2011
Regering eller opposition?
- Hov, vi fik ansvaret. - Hov, vi er fri for ansvar.
CulturCommentar:
Folketingsflertallet skiftede og regeringsmagten tilfaldt den hidtidige opposition. Og fra dag 1 var oppositionens hidtidige kulturpolitiske markeringer væk: de Radikales Marshall-plan døde, S-SF's 100 mio. kr. ekstra til kulturen forduftede og SF's ønske om at give operahuset tilbage til gavegiver blev glemt.
Regeringspartierne har på mange måder søgt at gøre klar til et magtskifte. Især med et ambitiøst socialdemokratisk program. Men nu skal man tænke forfra. Man er åbenbart så meget på bar bund, at en af regeringens støtter, kulturforskeren Peter Duelund, forudser at det væsentligste bud på kulturpolitiske ændringer vil komme i kraft af ministerens kommende udvælgelser af personer til råd og nævn. Jamen, har regeringspartierne ikke udtrykt ønske om øget armslængde? Hvis magtskiftet skal gennemføres ved hjælp af bestemte værdier i kredsen af udvalgte personer, så er armslængden først for alvor trængt.
Vi lapper huller
Regeringspartiernes første finanslov giver merbevillinger på 65 mio. kr. Det er fortsat en besparelse på 95 mio. kr. i forhold til 2011 - og det var i forhold til 2011-finansloven at S-SF ville give 100 mio. kr. mere til kulturen. Man lægger altså ud med 195 mio. kr. mindre end man det seneste år har påstået var både nødvendigt og realistisk.
Og merbevillingerne i 2012 er udelukkende på områder, som regeringspartierne ikke har markeret behov for merbevillinger på. Man kan hævde at man "lukker huller" på grund af udløb af den tidligere regerings puljer. Men finansloven er ganske, ganske langt væk fra udsagn som at omprioritere og tænke mere kreativt.
Det er
business as usual - alle VK-regeringens vanlige og af den tidligere opposition stærkt kritiserede "grønthøsterbesparelser" føres videre. Man kan med en vis ret påstå, at regeringens finanslovsudspil næppe er langt fra det finanslovsforlig man kunne forestille sig under den tidligere regering. De seneste års finanslovsforlig har nemlig næsten udelukkende indeholdt forlængelse af forskellige puljer. Men det er selvfølgelig også muligt, at der kommer yderligere små puljer til i løbet af de endelige forhandlinger.
Regeringsprogrammet lægger ikke op til en eneste væsentlig reform på kulturområdet. I modsætning til næsten alle andre politiske områder. Man kan venligt hævde, at SRSF starter på dejlig jomfruelig grund. Man er åbenlyst ikke bundet af hidtidige synspunkter og har 3-4 år til at sætte nye skibe i søen. Spørgsmålet er om man overhovedet ved, hvad man vil?
Velkommen i hængekøjen
Det største oppositionsparti, Venstre, udtaler som sit første kulturpolitiske forslag, at skære i Statens Kunstfonds livsvarige ydelser til kunstnere. Det er pudsigt, at partiet først kommer med dette forslag efter ti år med regeringsmagt og dermed mulighed for at påvirke bevillinger. Men det er først og fremmest besynderligt ud fra det tidsmæssige perspektiv. De livsvarige ydelser, der er givet tilsagn om, er netop livsvarige. Det vil sige at 275 skabende kunstnere har en statsligt garanteret indtægt - livsvarigt.
Der kan være mange gode grunde til at diskutere de livsvarige ydelser, men de økonomiske effekter af at begrænse antallet livsvarige ydelser vil vise sig ganske langsomt, efterhånden som de enkelte kunstnere dør. Almindeligvis er udskiftningen på 5-10 pr. år. Ud fra en gennemsnitsbetragtning vil den årlige besparelse være mindre end 1 mio. kr. ved ophør med nye livsvarige ydelser. Dette vil naturligvis akkumulere over år - men er på ingen måde relevant i en diskussion om finansiering af merbevilling til Det Kongelige Teater.
Naturligvis kan Venstre spille på almindelige antielitære fordomme i forsøg på at skabe en ny kulturpolitisk profil. Andre vil så med stor ret kunne byde oppositionen velkommen i hængekøjen.
Det er åbenbart et af kendetegnene ved den danske kulturpolitiske debat, at der skal være en vis skingerhed. Oppositionen skal tildeles en rolle, hvor man råber. Og regeringen skal sikre driften. Mon SRSF-regeringen vil være i stand til at etablere en fælles debatramme?
