|
Tanken om Teater Republique som åben scene faldt. Med rette.
Modellen byggede på den mest særegne, uklare struktur
og en exceptionelt tung administration.
Den politiske aftale om Københavns Teater fra juni 2011 (se Søndag Aften arkiv) indebar dels, at Københavns Teater skulle slanke sin administration, dels at Københavns Teater skulle etablere en løsning på det længe diskuterede behov for en åben scene i København (se Søndag Aften arkiv).
Hensigten med en åben scene er, at sikre, at der eksisterer
en fysisk ramme, som giver mulighed for, at mange danske såvel
som udenlandske forestillinger kan blive set i København.
Mange teatre er baseret på at turnere, ligesom mange teatre
ikke nødvendigvis har et fast spillested. Nogle af kravene
til en åben scene er bred adgang og stor fleksibilitet i scenerummet.
I tæt samarbejde med organisationerne Scenekunstnere uden scene og Uafhængige scenekunstnere har Københavns Teater udarbejdet et forslag til en kommende åben scene. Tanken var at omdanne det nuværende Teater Republique, så det forpligtes til væsentligt færre egenforestillinger og i stedet skal åbne dørene som åben scene for danske og internationale teatre.
Republiques fejl
Hvorvidt Teater Republique skulle fortsætte som selvstændigt producerende teater
med sin egen særlige profil, var så at sige en almindelig teaterpolitisk
diskussion. Her meldte sig spørgsmål som:
- Tilfører Teater Republique et væsentlig anden profil til det københavnske teaterliv, så man kan hævde at alsidigheden går tabt, hvis Teater Republique slukkes? - De fleste teaterfaglige kommentarer tyder på at Teater Republique kan noget særligt, som ellers ikke findes på de københavnske teaterscener.
- Lever kvaliteten af forestillingerne på Teater Republique
op til forventningerne? - Teater Republique har et antal
Reumert-nomineringer og -priser bagagen. Gennemgående
gode anmeldelser taler for, at kvaliteten svarer til forventningerne.
- Er Teater Republiques økonomi holdbar? - Teater Republique har haft svært
ved at sælge så mange billetter, som forventet,
men har trods det haft pæn balance i regnskaberne.
Forlydender siger, at indeværende sæson er
mindre god, men næppe katastrofal.
Disse diskussioner er klassiske, når teatre skal nedlægges. I dette tilfælde hævdes
dog intet negativt om Teater Republiques faktiske virke, teatrets
eneste brøde er så at sige, at man har en stor sal (tidligere
Kanonhalen) som er velegnet netop som åben scene.
Når Københavns kommune latterliggør Københavns Teater i diskussionen om Republique, er det værd at erindre, at Københavns kommune tidligere drev Kanonhallen som netop åben scene. Kanonhallen blev nedlagt som storbyscene i kommunen og overført som en del af Camp X/Teater Republique-løsningen i 2008/2009, hvorved behovet for åben scene blev åbenlyst.
Som alternativ til Republiqueløsningen nævnes Nørrebros Teaters Frederiksbergscene. Denne scene fungerede fra 1991 til 2007 som Rialto Åben Scene. Det er altså to tidligere åbne scener der nævnes igen og igen.
Der må vitterligt være nogle beslutningstagere med røde ører rundt omkring i systemerne. Måske netop fordi systemerne åbenlyst modarbejder hinanden: hvorfor skulle der laves et mageskifte, så Kanonhallen blev nedlagt som storbyscene i Københavns kommune? Hvorfor tog beslutningstagerne det ikke alvorligt, da de små teatergrupper protesterede mod lukningen af Kanonhallen? Hvorfor lukkede man Rialto Åben Scene, når behovet for åben scene er så åbenlyst?
Tung administration, central styring
Forslaget om at omdanne Teater Republique til et mindre producerende teater med væsentlig åben scene, indeholdt dog en række organisatoriske valg, der afspejler, hvorfor danske teaterpolitik så ofte ender i blindspor.
Den offentlige kritik af organisationen Københavns Teater
har fra de teatermiljøer, som repræsenteres af Scenekunstnere
uden scene, dels været, at Københavns Teater var for tung
organisation rent administrativt, og at Københavns Teater
centralt blandede sig i for mange af de lokale teatres dispositioner,
fx ansatte ledelse udenom den lokale bestyrelse.
Det forslag politikerne nu har sagt nej til, var udarbejdet af de små teatres repræsentanter, organisationerne Scenekunstnere uden scene og Uafhængige scenekunstnere. Forslaget kendetegnes ved netop tung administration og stærk central styring af den åbne scene. Selv om det teaterpolitisk er en yndet sport at skælde ud på Københavns Teater, er det værd at bemærke at Københavns Teater blot havde modereret forslaget fra scenekunstorganisationerne.
Ledelse som egnsteater
I budgettet for Republique som åben scene var afsat 5 mio. kr. til ledelse og administration. Ser man bort fra teatrets lokaleomkostninger, var udgiftsbudgettet på 16 mio. kr. Over 30% af driftsbudgettet skulle således anvendes til ledelse og administration. Så høj andel ledelse og administration er næppe set mange andre steder i dansk kulturliv. Budgettet til ledelse ville i sig selv kunne dække en pænt stort egnsteater.
Der skulle fortsat være en bestyrelse for teatret, lad os kalde
det Republique Ouvrir. Denne bestyrelse skulle ansætte en administrerende
direktør. Bestyrelsen ansatte også en kunstnerisk chef med
ansvar for egenproduktioner. Desuden skulle der nedsættes et
såkaldt kunstnerisk råd. Københavns Teater nøjedes med at sige,
at det kunstneriske råd havde ansvaret for at vælge hvilke af
de eksternt finansierede produktioner, der skulle opføres. Københavns
Teater foreslog, at det kunstneriske råd skal udpeges efter
drøftelse mellem Scenekunstnere uden scene, Uafhængige scenekunstnere
og Kunstrådets scenekunstudvalg.
Kunstnerisk rod
I det fælles oplæg fra Scenekunstnere uden scene og Uafhængige Scenekunstnere var
man mere præcise med krav til dette kunstneriske råd. Det
skulle bestå af tre medlemmer, som løbende udskiftes. Et af
rådets medlemmer var formand for dette. Selv om der var en administrativ leder, skulle de tre led, den administrative leder, den
kunstneriske leder og det kunstneriske råd, være ligestillet
i forhold til bestyrelsen. Den kunstneriske leder skulle "have
en klar holdning til den sammenhæng denne aktivitet skal fungere
i", og "bestyrelsen bør rumme medlemmer med klar forståelse
for en åben scenes særlige aktivitet".
Der stilledes således ganske klare holdningsmæssige forhåndskrav
til deltagerne i Republique Ouvrirs indre hierarki. Hidtil
har der ikke været krav om bestemte teaterpolitiske opfattelser
blandt bestyrelsesmedlemmer, snarere at disse skulle være
generalister med indsigt i jura, økonomi og andet. Københavns
Teater sagde fra overfor forslaget, om at
de tre ledelseselementer skulle være ligestillede. Den administrerende
direktør fik netop denne titel for at fjerne denne tvivl.
Alligevel ville der åbenlyst være forventninger om en mere flad
struktur. Når den administrerende direktør fx fik ansvaret
for økonomien, og det kunstneriske råd ansvaret for udvælgelsen
af eksterne forestillinger, så ville disse to opgaver nemt kollidere.
Fx skal de eksterne forestillinger leve op til bestemte krav,
både med hensyn til indtægter og udgifter.
Hvis Københavns Teaters overordnede bestyrelse stillede blot
antydningsvis tilsvarende komplekse strukturkrav til andre
teatre, ville det uafhængige miljø råbe op om, at der var
for stram styring. Men nu foreslår teatermiljøet i realiteten den strammeste
styring af et enkelt teater - nogensinde i hele Københavns
Teaters brogede historie.
Årsagen til de mange bindinger, som de uafhængige foreslår,
er naturligvis, at der i dette miljø er en grundlæggende mistillid
til Københavns Teater. Man stoler ikke på, at Københavns Teater
faktisk vil en åben scene og faktisk forstår en åben scene
på samme måde som de uafhængige scenekunstnere gør. Hvis der
var den fornødne tillid, havde man jo blot aftalt, at der
i en kommende rammeaftale med Republique skulle indgå et givent
antal dage til åben scene. Og så måtte bestyrelsen for Republique
fortolke dette budgetmæssigt og overlade til en teaterdirektør
at gennemføre aftalen.
Mistillidsteater
Naturligvis vil alle parter "det gode". Men hvis man vil
sikre "det gode" 100% på sin måde, må man naturligvis sikre,
at dette besluttes politisk. Republique Ouvrir kunne nemt
blive et strålende eksempel i lærebøger til at forklare,
hvorfor strukturer i kulturlivet så ofte bliver komplekse,
hvorfor politikere drages ind i detaljerede beslutninger,
som burde varetages helt lokalt. Alle gode kræfter ved,
at god kunst ikke skabes gennem hierarkier med indbyggede
kompetencestridigheder.
Teaterloven rummer i dag en række vidt forskellige krav
til sammensætninger af forskellige bestyrelser for teatre.
I realiteten giver disse forskellige krav ikke nogen mening
og kan udelukkende forklares ved de særlige historiske omstændigheder,
der har været omkring de enkelte teatre. Hvis man politisk
skal beslutte særlige krav for bestyrelsen for en åben scene, vil man forlænge listen af forvirrende særlige regler
for dette og hint. Ret beset er det nemlig det mest banale
af alt, at et teaters bestyrelse skal "have en klar forståelse
for virksomhedens særlige karakteristika".
Når man stiller udspecificerede, men selvfølgelige krav
til en ledelse, er det fordi man har mistillid til denne.
Konflikterne var på
forhånd bygget ind i modellen. Republique Ouvrir ville starte
som et mistillidsteater.
I den offentlige debat har Københavns Teater igen fået et slag over snuden. Man glemmer, at Københavns Teater har udført et politisk bestillingsarbejde. Den politiske teateraftale i 2011 beordrede Københavns Teater til at komme med et forslag til åben scene. Københavns Teater spurgte det uafhængige miljø, hvilke ønsker der var for en sådan scene. Svaret fra det uafhængige miljø var at kun Republique duede og kun med en helt særegen ledelseskonstruktion.
Efter dette gigantiske selvmål må det uafhængige teatermiljø starte forfra. Lad os håbe på en smule realitetssans i næste udspil.
Læs også:
Fra arkivet:
Teateraftale snævrer Københavns Teater
Ka' København åben scene?
Søndag Aften
04/2012
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
