Skal museerne styres strategisk eller skal de fortsat udvikles ud fra mangfoldige formål?

Et væsentligt træk i udviklingen af danske museer indenfor de seneste fem år har været en øget centralisering. Dette er især sket gennem en massiv fusionsbølge ansporet af Kulturarvsstyrelsen i god tråd med kommunalreformen. At begrænse antallet museer har været et selvstændigt mål. (Læs Søndag Aften arkiv). At dette ikke nødvendigvis er en fordel med henblik på at øge publikumstallet er underkendt (Læs Søndag Aften arkiv.

Det er ganske markant, at man i det forslag til museumslov, der har været til høring gennem sommeren, hyppigt omtaler behovet for nationale strategier, strategisk udvikling osv. Den strategiske styring lægges i Kulturministeriet. Denne omfattende systematiske strategiske tænkning bliver nemt til øget centralisering og mindre mangfoldighed. Når man samtidig lovfæster, at beslutningerne ligger i Kulturministeriet og ikke lovfæster rådgivende udvalg bestående af museumsfaglig ekspertise, må man tale om klare faresignaler.

I forsvaret for denne strategiske tænkning henviser ministeren til tilsvarende udviklingspuljer i bibliotekssektoren. Heri begår han den fejlslutning at tro, at biblioteks- og museumsudvikling kan paralleliseres.

Danske folkebiblioteker drives lokalt af kommunerne og gør meget for at betone den lokale forankring. Og ja, der er forskelle fra bibliotek til bibliotek. Men grundproduktet er det samme. Borgerens forventning, når hun træder ind i et bibliotek, er, at der er de samme produkter: primært bøger, delt op efter genrer, aldersgrupper etc. Bibliotekerne reklamerer hyppigt med udlånshitlister - og det er stort set de samme bøger, der lånes fra Skagen til Gedser.

Når borgeren træder ind på et museum, er forventningen at få en helt unik oplevelse, som ingen andre museer kan byde på. Man kan købe plakater og kataloger - men kun dette museums. Der er guides og interaktive muligheder. Men unikt bygget op for det enkelte museum.

Det enkelte museums unikke status er helt afgørende for museerne. Naturligvis er der fælles elementer, som kan udvikles gennem strategisk arbejde: kunsten at nå yngre befolkningsgrupper, brugen af digitale medier osv. Men den væsentligste del af museernes udviklingsarbejde, afhænger helt af det enkelte museums samlede ressourcer i enhver forstand.

Strategisk national udvikling kan nemt udfoldes som en tænkning, der skal please de politiske beslutningstagere. De embedsmænd i ministeriet, der skal godkende forskningsbevillinger, vil naturligvis have en interesse i at det politiske niveau er fuldt tilfredse med anvendelsen af midlerne. Så lad os lige skabe et strategisk felt, som svarer til de politiske behov!

Lovgivningen vil kunne misbruges til at styre museumsudviklingen i bestemte politiske retninger. Uanset mulig mangelfuld effektivitet i den hidtidige museumsudvikling, så har den decentrale udvikling sikret en mangfoldighed. Kan man overhovedet tænke sig, at der fremover kan opstå et nyt museum i Danmark - uden et udtrykt politisk ønske om dette?

Staten bestemmer

I 2012 er det statslige tilskud til de statsanerkendte museer 342 mio. kr., heraf stammer 51 mio. kr. fra tidligere amtslige tilskud, som nu videreføres af staten. Kommunerne anvender i alt 569 mio. kr. til museumsdrift. De offentlige tilskud udgør omkring halvdelen af de statsanerkendte museers samlede økonomi.

Den egentlige statslige støtte til de statsanerkendte museer udgør ca. 15% af museernes omsætning. Især for en række større museer vil denne andel være væsentligt mindre.

Det er påfaldende, at staten for blot 15% af omsætningen påtager sig en væsentligt strammere styring af museernes virke, end man hidtil har gjort. Der er så god konsensus om hovedlinjerne i det aktuelle lovforslag, at dette ikke vil volde problemer for museer og kommuner. Men staten skal - som "mindretalsaktionær" - passe på med ikke at spænde buen for højt.

De statslige krav til museerne for at yde statslig støtte kan for nogle museer være en reel økonomisk belastning, dette gælder dels krav til forskningsindsats, dels økonomisk belastende krav som fx gratis adgang for børn og unge. Frivillig ophør af statsanerkendelse er ikke på dagsorden i dagens museumsdanmark, men kan ved strammere økonomi og strammere statsstyring blive et ubehageligt brud på det samarbejdende danske museumsvæsen.

Kun dansk

I en tid, hvor man i højere og højere grad taler om internationalisering indenfor de kulturelle erhverv, er det påfaldende hvor lidt det internationale aspekt fylder i tankerne bag en ny museumslov. Mange gange nævnes det nationale samarbejde og den nationale koordination.

Det kan virke som om det sidste tiårs fokus på det danske og dansk kulturarv, har sat sig det begrænsende perspektiv, at museerne kun tænkes i en dansk kontekst. På andre kulturområder nævnes perspektiver med internationale netværk, kultureksport og andre former for internationale samarbejder hyppigt.

Naturligvis indgår danske museumsorganisationer i forskellige former for internationale samarbejder. Det er blot ikke et anliggende for lovgiverne, kan man sige. Det er det bare på andre kulturfelter, hvor udveksling prioriteres politisk. Og det kunne være, at arbejdsdelingen blandt museerne ville være anderledes, hvis man så at sige skulle tænke felterne ind i fx en europæisk eller en global sammenhæng.