Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Marts 2013


Moms som kulturpolitik


Når bogmarkedet har det svært, tales om moms. Det bliver nemt ganske kompliceret.

Dele af bogbranchen har økonomiske vanskeligheder i disse år. Statistisk set er det vanskeligt at belyse, dog må lukningen af hele 21 boghandlere i 2012 tages som et klart udtryk for, at der sker store markedsforandringer i Danmark. Og når bogbranchen har det svært, dukker forslagene om momsfritagelse af bøger op som den største selvfølge.

Når dagbladene kan

Fortalerne for 0-moms på bøger henviser ofte til, at der i Danmark er tradition for 0-moms til dagbladene. Så kan man vel lige så godt indføre samme 0-moms for bøger?

Det kan man ikke af flere årsager.

EU's momsdirektiv siger, at man kun undtagelsesvis kan have en momssats under 15% - og aldrig under 5%. Det er derfor den svenske bogmoms er 6%. Når dagbladene har en 0-moms, skyldes det, at dette var en undtagelse, der allerede var iværksat (i 1967) inden EU's momsdirektivs ikrafttræden fra 1991.

Hertil kommer, at dagbladene betaler en såkaldt lønsumsafgift som delvis modydelse mod momsfritagelsen (i 2009 95 mio. kr. i forhold til værdien på 1.039 mio. kr. af momsfritagelsen). I 2012 besluttede regeringen at øge denne lønsumsafgift med 40 mio. kr. Dette følger i tråd med regeringens generelle strategi om at nedsætte erhvervstilskud.

En væsentlig forskel på dagbladenes 0-moms og tankerne om nedsættelse af moms for bøger er, at der foretages en konkret vurdering af dagbladene, før de fritages for moms. Skat vurderer hvorvidt dagbladene har aktuelle nyheder, henvender sig bredt og behandler et bredt emneområde.

Det er derfor, der er forskel på fx WeekendAvisen og Billed-Bladet, hvor sidstnævnte ikke er momsfritaget. De traditionelle ugeaviser har gennem mange år hævdet, at 0-momsen gav en urimelig konkurrencefordel til dagbladene, især da tabloidaviserne etablerede søndagsudgaver, som stofmæssigt nærmede sig de traditionelle ugeavisers felter.

0-moms for bøger kan derfor ikke lade sig gøre indenfor EU's rammer.

Spredehagl

Men kunne man så ikke i det mindste sænke momsen til fx 6% i Sverige? Jo, hvis det giver økonomisk og kulturpolitisk mening.

Naturligvis kan man ikke forestille sig, at bøger skal vurderes konkret som for dagbladenes vedkommende. Det betyder, at en lavere momssats vil komme til at omfatte alle forlag og alle typer bøger. Det vil såvel sige den såkaldt smalle litteratur, som man hævder, man vil fremme med momsnedsættelse, som fx kort- og kogebøger.

I 2011 omsatte danske forlag ifølge Forlæggerforeningen for omkring 2 mia. kr. Det gav staten momsindtægter på omkring 400 mio. kr.

Kunstrådets litteraturudvalg har godt 32 mio. kr. årligt til at opfylde litteraturlovens formål. Pudsigt nok er der ikke nogen, som taler for at hæve denne bevilling betragteligt. Det skyldes naturligvis, at den kvalitetslitteratur, som Kunstrådet har til opgave at støtte og sikre, kun har beskeden økonomisk betydning på det samlede bogmarked.

Årsagen til, at den statslige strategi gennem en årrække har været at begrænse forskellige erhvervsstøtteordninger, er dels en tro på markedets egne mekanismer, dels en opfattelse af, at specifik støtte er bedre end generel støtte til alle.

Moms for e-bøger

Et særligt drilsk aspekt i momsdiskussionen er spørgsmålet om momsdifferentiering for e-bøger. EU-retsligt er der tale om to forskellige verdener: fysiske og elektroniske produkter (Læs Søndag Aften arkiv: Momsstrid i EU om e-bøger). Elektroniske ydelser må ikke have momsrabat.

I Sverige sælges fysiske bøger derfor med 6% moms og e-bøger med 25% moms. Ud fra et bevar-papirbogen-perspektiv en fin bevarende forskelsbehandling, ud fra et opfind-nye-forretningsmodeller-perspektiv er det naturligvis hæmmende for kreativiteten.

Derfor ønsker svenske forlag momsreduktion for e-bøger. Den næste udfordring vil så blive at differentiere mellem e-bøger og andre elektroniske ydelser, fx en lydbog med underlægningsmusik. Momsdifferentiering vil uvægerligt føre til et sandt morads af grænsedragende diskussioner. Udviklingen i retning af mere komplekse medieprodukter, vil blot øge vanskelighederne i at drage klare grænser.

Unfair EU-konkurrence

Det opfattes som unfair konkurrence mellem EU-lande, at fx Luxembourg har sænket momssatsen for e-bøger til 3%. Dette har EU-kommissionen iværksat retslige skidt for at stoppe, foruden at EU har besluttet, at momsreglerne for elektroniske ydelser fra 1. januar 2015 ændres således, at momsen svares i forhold til købers land, hvilket vil betyde, at en sælger i Luxembourg skal sælge med dansk moms til danske kunder. Fuldstændigt som reglerne er for fysiske produkter.

Der bliver spekuleret i kunders mulighed for at omgå dette ved at fuske med identitet eller andet. Naturligvis vil det være muligt at snyde momssystemer - det svarer til gængs smugleri. Det er dog vanskeligt at forestille sig, at dette skulle kunne påvirke massemarkedet. Teknisk kyndige vil altid finde metoder. Men til forskel fra piratkopieringen, skal køber faktisk betale og derfor oplyse bank og adresse. Det bliver ikke nogen massebevægelse, som finder stråmænd at købe e-bøger eller gennem.

Derfor er der ikke nogen grund til at fare i panik over, at Luxembourg i dag kan fungere som EU's moms-frihavn for e-bøger. Der er tale om en stakket frist. De bekymrede i bogbranchen kan måske trøste sig med at e-bøgerne kun er en lille del af EU's samlede marked for elektroniske ydelser. EU vil naturligvis agere med styrke, for det vil være aldeles underminerende for EU's samlede projekt, hvis der kan underbydes med moms indenfor samarbejdet.

Apples iTunes er registreret i Irland, som har en momssats på 10%. Dette giver ikke anledning til panik i den øvrige musikbranche.

Søndag Aften 03/2013       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2012






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2013 Søndag Aften.. All rights reserved.