Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


April 2013


EU vil e-bøger


- Den største risiko ved de nye ebogsmarkeder er risikoen for, at vi ikke bruger alle fordelene ved de nye muligheder, siger EU-kommissær Neelie Kroes.

Der var god grund til at lytte efter, da Europa-Kommissæren for konkurrence, Neelie Kroes, ved den franske bogmanifestation Salon du Livre i Paris i marts, talte om det kommende e-bogsmarked og EU.

Neelie Kroes anslår grundlæggende en stærkt positiv forventning til den digitale bogrevolution - til glæde for bogelskere, bogindustri og europæisk kultur. Al tale om trusler affejes. Tværtimod, den største risiko er, at EU-landene ikke tager tilstrækkeligt med risiko. For EU-kommissæren er det store problem, at e-bogssalget i USA står for 25% af det samlede bogsalg, hvorimod det kun er kommet op på 2% i et enkelt af EU's 27 medlemslande.

EU-kommissæren anslår tre temaer, der skal fokuseres på:

Digitalt indhold

Det er vigtigt at sikre digitalt indhold. Her roser EU sig af to initiativer: Europeana, EU's online indgang til over 2.000 museer, biblioteker og arkivers samlinger, samt EU's direktiv om anvendelser af forældreløse værker (værker, som ingen hævder ophavsret til) for at sikre adgang til værker, der ikke længere er tilgængelige via det almindelige marked.

Tænk større

Hvis europæiske virksomheder skal blive i stand til at konkurrere med de amerikanske giganter, skal man tænke større. Nationale initiativer duer ikke længere - man skal agere europæisk for at kunne konkurrere globalt.

Der skal desuden arbejdes med standarder og interoperationalitet. Fx er ebogsformatet ePub et eksempel på en standard, som kan sikre uafhængighed af læseplatforme. EU-kommisæren understreger, at forbrugerne vil forvente adgang til deres bøger når som helst, uanset hvilket apparat man bruger, og hvilket land man er i. "Hvis de europæiske forlag ikke kan imødekomme disse forbrugerkrav, vil forbrugerne stemme med deres pengepung eller bruge de store amerikanske selskabers løsninger."

Der skal desuden etableres grænseoverskridende løsninger for rettigheder inden for EU. Blandt mulighederne nævnes en tanke om at etablere en europæisk online platform, som kan informere forbrugerne om, hvilke bøger der er tilgængelige på hvilke sprog og i hvilke formater - og hos hvilke grænseoverskridende forhandlere.

Momsen som problem

Det tredje fokusfelt er momsen. EU-kommissæren ser det som et alvorligt problem, at e-bøger ikke omfattes af samme momsnedsættelse som bøger er på de fleste europæiske markeder (Danmark er blandt de få lande, hvor der ikke er en lavere momssats på bøger). Herigennem udtrykker hun uenighed med gældende EU-ret.

Fra januar 2015 ændres EU's momsregler, således at momsen opkræves ud fra modtagers lands momsregler (se Søndag Aften arkiv).

Grundlæggende er det kommissærens ønske, at momssatserne for såvel papir- som ebøger skal være ens i hele EU. Det vil dog være en lang og vanskelig proces, idet det vil kræve enighed blandt samtlige 27 medlemslande.

Søndag Aften 04/2013       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2012






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2013 Søndag Aften.. All rights reserved.