Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


August 2013


Mofibo med vanskeligheder


Søndag Aften har testet den første kommercielle abonnementstjeneste for e-bøger, Mofibo. Der er plads til forbedringer.

Mofibo er navnet på den e-bogstjeneste, der blev lanceret i begyndelsen af juli. Mofibo kan bedst sammenlignes med Netflix i filmens verden: et omfattende katalog af e-bøger, som man kan læse når man vil. Man betaler en abonnementspris på 99 kr. pr. måned. Når abonnementet ophører, mister man adgangen til e-bøgerne.

Via Mofibo.dk kan man få et indtryk af tjenesten, og det katalog der er. Man skal dog downloade en app, enten til iPhone eller iPad for at få adgang til bøger. Og man læser sidenhen bøgerne gennem denne app - på sin iPhone eller iPad.

Læsningen

Man kan placere de bøger, man er interesserede i enten i en "bogreol" eller på en "læseliste". Bogreolen er blot et katalog. Læselisten er de bøger, man aktivt har i brug.

Ved lanceringen var læselisten ubegrænset, siden er den blevet begrænset til maks. 3 titler ad gangen. Man kan nemt flytte bøger fra læseliste til bogreol, for derved at få plads til nye bøger. Men man kan altså højst være i gang med 3 bøger på en gang (hvor mange almindelige bøger kan du have på dit natbord?).

Selve læsningen af Mofibos bøger fungerer stort set som ved andre apps med e-bogslæsningsfunktion (fx iBooks, Kindle eller Bluefire Reader). Bøgernes kvalitet afhænger i det væsentligste af forlagenes forarbejde med e-bogsfilerne (fx om indholdsfortegnelsen er klikbar).

Som ved andre e-bogs-apps kan man indstille elementer som lysstyrke og skriftstørrelse. Skriftstørrelsen har noget grovere indstillingsmuligheder end sædvanligt hos e-bogs-apps, så man kan nemt slås med følelsen af, at teksten er for lille eller for stor.

I princippet husker programmet, hvortil du er kommet i bogen. Dette princip efterleves dog langt fra altid, så det vil ofte være en fordel at prøve at huske, hvortil man er kommet, inden man lukker programmet ned.

Altid online

Mofibo er skabt ud fra en tillid til, at brugerne nærmest altid er online. Så fungerer tjenesten optimalt. Rejser man til udlandet - eller til de dele af landet med svage signaler - skal man i stedet downloade bogen til sin læseliste. Du skal så at sige scrolle hele bogen igennem, før den er gemt lokalt på din maskine.

Men når du siden skifter fra den ene bog til den anden, er du nødt til at gå online for at få Mofibo til at fungere. Vil man læse 3 bøger - eller flere - på sin ferie, må man altså bruge udenlandske dataforbindelser.

Mofibo har i det hele taget en tendens til helt at fryse, når man starter programmet, så hele iPad'en skal genstartes. Et problem der ellers er særdeles sjældent på iPad.

Begrænset udvalg

Mofibo lanceres som en såkaldt all-you-can-eat model. Her skal vi alle sammen kunne finde de bøger, der interesserer os. Efter sigende er der 5-6.000 bøger fra lanceringen. Dette lader sig ikke efterprøve.

Fra forsiden kan man vælge blandt et antal genrer:

  • Skønlitteratur
  • Krimi
  • Spænding
  • Biografi og sande historier
  • Historie
  • Kærlighed og erotik
  • Fantasy og science fiction
  • Digtsamlinger
  • Eventyr
  • Børn og unge
Det er værd at bemærke, at samtlige disse genrer er indenfor det skønlitterære felt. Skal man finde en faglitterær bog, skal dette således ske gennem konkret søgning. Man skal være ganske præcis i sin søgning, man kan ikke (som fx på bibliotek.dk) angive om det, man søger efter, er forfatter, titel eller forlagsteksten. Søgningerne giver derfor unødigt mange resultater.

Derudover er der de mere tilfældige oversigter, Populære og Nyeste.

En del af pointen med Mofibo skulle være at få de nye, sælgende bøger på en hurtig og nem måde. Blandt de 30 titler, der var på dagbladet Politikens bestsellerlister den 22. juni, er kun 6 titler tilgængelige hos Mofibo (primo august). Blandt de 24 manglende titler er 4, som ikke findes som e-bøger, men 20 manglende titler blandt bestsellerne giver ikke indtryk af aktualitet.

Kun for voksne

Mofibo kræver, at kunderne skal være fyldt 18 år. Og det er ligeledes et krav, at den enkelte kunde ikke må dele sit abonnement med andre. Derfor er det logisk set ganske besynderligt, at en stor del af de bøger, der er tilgængelige, er netop børnebøger. Der er næppe den store efterspørgsel efter Min første abc blandt voksenpublikum.

Enten går man ud fra, at børn og unge under 18 alligevel vil finde ud af at melde sig ind (hvilket kan være vanskeligt med kreditkortoplysninger) eller også går man ud fra at der vil foregå en vis - ulovlig - deling i de enkelte børnefamilier.

Tilgængelighed

Mofibo findes indtil videre kun som apps til iPad og iPhone. Man kan altså ikke læse Mofibos bøger på PC, Mac, Android - eller på de dedikerede e-bogslæsere som fx Kindle. De som har investeret i en e-bogslæser må være skuffede - og ville ellers almindeligvis være at betragte som de mest engagerede forbrugere af e-bøger.

En social tjeneste

Som så mange andre onlinetjenester er Mofibo knyttet til Facebook. Man kan få Mofibo til fast at være forbundet med sin Facebookkonto, så det man læser offentliggøres. Man kan vælge at skjule sine personlige aktiviteter. Som standard er Mofibo indstillet til, at man viser sine læseaktiviteter - dog ikke genrerne Kærlighed og erotik, som er fravalgt i offentliggørelserne.

Test selv

Har man de rigtige apparater, kan man teste Mofibo gratis i en måned. Man skal dog anføre kreditkortoplysninger ved indmeldelse og får trukket den månedlige abonnementsbetaling på 99 kr., indtil man aktivt melder sig ud. Ved udmeldelse forsvinder adgangen til de bøger, man har læst.

Læs også:
Mofibo som beta

Søndag Aften 08/2013       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2012






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2013 Søndag Aften.. All rights reserved.