Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
September 2010
Kunstens nye fællesskaber
Med bogen Kulturens skjulte styrker konkretiseres og operationaliseres behovet for åben diskussion om kunsten frem for den fattige bundlinjetænkning.
CulturCritik:
"Det overordnede mål er at øge Kulturens betydning i samfundet og realisere en ny renæssances samhørighed mellem innovative kræfter i økonomi, organisatorisk styrke, professionalismens mening og udviklingen af et værdisæt, der matcher nutidens kompleksitet." Med disse ord anslår Peter Hanke perspektiverne i bogen Kulturens skjulte styrker. Den helt korte version kunne være: mere fokus på æstetik, mindre på bundlinje.
Dette udsagn kan genkendes fra mange offentlige kulturpolitiske
debatter. Det bliver dog kun sjældent omsat til håndterlig
og praktisk vejledning. Det formår Peter Hanke til fulde,
og derved bliver Kulturens skjulte styrker uden sammenligning
den mest inspirerende kulturpolitiske debatbog i mange år.
En bog som bør være pensum for beslutningstagere, omstruktureringsstrateger
og kunstentreprenører.
Peter Hanke bruger tre hovedgreb til at analysere rigets kulturpolitiske tilstand:
opgør med kultur som fritidspolitik
de nye digitalt indfødte
institutionernes centralisme
Brugerne er ressourcer
I opgøret med kultur som fritidspolitik fokuseres på etableringen af kulturpolitik
som et velfærdspolitisk redskab for at sikre meningsfuld anvendelse
af fritiden. Dette er bedst symboliseret ved hedengangne ARTE,
som for statslige midler udbød kvalitetsgodkendt teater til
befolkningen. Publikum blev udelukkende set som forbrugere.
For Hanke handler det om at i de kommende år afprøve, hvorvidt kulturinstitutioner kan ændre deres
egen rolleopfattelse fra det rekreative felt til det kreative og iværksættende. Hvor samarbejder og
partnerskaber ikke blot handler om fælles kræfter, men fælles udvikling og hvor
kulturinstitutionernes evne til at organisere enere, at skabe unikke organisationer, at stimulere
talentudvikling og eksperimentere med etablerede vaner, kan blive rollemodeller for det øvrige
samfund.
Hanke bruger "de digitalt indfødte" som et samlebegreb om
den generation, som er vokset op med informationsteknologien.
Det væsentlige med de digitalt indfødte er ikke i sig selv
de digitale færdigheder og teknologien, men det opgør med
autoriteterne som dette fører med sig, især i kraft af nye
kommunikationsmuligheder. Det har musikbranchen oplevet som
pirateri og udnyttelse af gratis muligheder. For Hanke er
det centrale, at industriers og kulturinstitutioners styring
af udbud og efterspørgsel ændres til en langt mere ligeværdig
relation mellem institutioner og brugere. De sociale mediers
gennembrud ses som det mest tydelige signal om denne ændring.
De digitalt indfødte vil ikke blot ændre relationen institution
og forbruger, men også opfattelsen af institutionerne. De
digitale indfødte er ikke blot fribyttere som forbrugere,
men også som kulturentreprenører. De vil ønske at arbejde
ad hoc, sprede deres viden og etablere samarbejder, efter
hvilke erfaringer man vil kunne opnå. Publikum er ikke passive
tilskuere, men aktive ressourcer.
Nye regnskabsprincipper
Hvilke krav skal det politiske niveau stille til kulturinstitutionerne? I dag
synes det, som om det vigtigste er, at budgetrammer overholdes,
hertil tilføjet lidt målstyring gennem resultatkontrakter,
som dog i realiteten er rene omsvøb. Hvem har nogensinde hørt
om et resultat- kontraktbrud?
Det er påfaldende, at man i det "rigtige" erhvervsliv i højere
og højere grad arbejder ud fra regnskabsparametre som etiske
og vidensregnskaber, hvorimod man i kultursektoren fortsat
fokuserer på bundlinjen.
Hanke nævner fire væsentlige omdrejningspunkter, som vil kunne kvalificere den politiske debat og beslutningsproces:
armslængdeprincippet er blevet en bremse for debat
der skal arbejdes med flere og dybere evalueringskriterier end næsetællinger
eksperter og embedsmænd skal deltage i debatten
de centralistiske styringsmekanismer skal erstattes af en interessentkultur.
Armslængden bremser debatten
Især opgøret med armslængdeprincippet står centralt i bogen. Traditionelt set
har armslængdeprincippet været betragtet som en beskyttelse
for kunsten mod, at politikere blandede sig i indholdet. Det
har ført til, at kulturpolitikken snart sagt er det politiske
område, hvor politikerne blander sig mindst i debatten. Armslængden
er blevet til berøringsangst - og hver gang en politiker kommer
til at sige noget ud fra personlige præferencer, får vedkommende
nogle spark over skinnebenet.
Dermed bliver den politiske rolle begrænset til de helt brede
rammer, ofte kun i overskriftsform. "En politiker kan erklære
sin tilfredshed med, at kunsten 'sætter ting til debat', men
kan ikke selv deltage med sine konkrete ytringer, da dette
angriber armslængdeprincippet."
Hanke har tillid til at den åbenhed, der er i beslutningssystemerne,
vil sikre, at debatten netop vil blive en debat. At man ved
at åbne mere for den politiske dialog vil kvalificere kulturpolitikken.
