|
Musikken skal ud af samlebåndet, ind i videnarbejdet, skriver Peter Hanke.
CulturCronik:
Hvis man analyserer aktiviteterne i et typisk koncerthus for klassisk musik, hvor et
symfoniorkester holder til, ud fra en industriel organisationsanalytisk betragtning, finder man en
samlebåndsproduktion med et stærkt ensartet produktionsforløb og en uniform produktraffinering.
Perfektioneringen og effektiviseringen af arbejdsgangene og samarbejdet mellem virksomhedens
medarbejdere står højt på dagsordenen, og leverancen af produkter til kunderne er præget af
forudsigelighed og faste ritualer.
Der er desuden en branchesamhørighed med næsten identiske
virksomheder over hele verden, der er fuldstændig analog med landbrugets ensartethed eller med
samlebåndsproduktioner i andre industrier. Hver mandag begynder man på at samle et produkt, der
i sin form er identisk med sidste uges, og hver torsdag kommer det færdige resultat ud for enden af
pipeline, ganske som på et fabriksgulv, selvom det i princippet er håndlavede produkter.
Arbejderne på denne fabrik stempler ind med en skrap tidskontrol og forventes at
bidrage hver især med en ligeså forudsigelig og disciplineret indsats, hvor man under tidspres yder
sit bedste i forberedelse, udvikling og aflevering på samme måde hver eneste uge. De aftaler, man
har indgået med sin arbejdsplads, er formmæssigt identiske med nærings- og
nydelsesmiddelbranchen på slagterier eller tobaksfabrikker. Der er endda samme problemer med
støjgener som i fabrikshallerne.
George Ritzer beskriver i sin bog Det McDonaldiserede samfund fire karakteristika,
som alle passer perfekt på symfoniorkestrets koncertproduktion: Effektivitet, kalkulérbarhed,
forudsigelighed og kontrol.
Alligevel omtaler vi symfoniorkestres aktivitet som kreativt arbejde.
Varegørelsen af musikoplevelsen
En række amerikanske undersøgelser af jobtilfredshed i mange forskellige brancher
påviser også, at arbejdslivet som menig musiker i et symfoniorkester ikke er nogen dans på roser. I
visse tilfælde sammenlignes livet i koncertsalen endda med fængselsbetjentes jobtilfredshed (en helt
uhyrlig parallel, hvis man kender lidt til det amerikanske retsvæsen).
Nu er det kun sjældent forbundet med livsfare og trusler om lemlæstelse for sig selv og sin familie at spille i et
symfoniorkester, men man forstår sammenligningen, der har med professionelle aspirationer at gøre
og de forhåbninger man har, om at kunne gøre en vigtig forskel i jobbet. At blive anerkendt for sin
indsats i det daglige arbejde og blive set som del af virksomhedens strategiske betydning er under
alle omstændigheder væsentligt, og dette behov er meget svært at imødekomme for orkestret som
institution, uanset hvilke gode intentioner en ledelse og bestyrelse måtte have.
Varegørelsen af musikoplevelsen gennem koncertinstitutionen har resulteret i en
meget bemærkelsesværdig ensretning af en helt enestående kunstform, som samtidig er en af de
mest succesfulde i samtidens kulturhistoriske perspektiv. I alle dele af verden genfindes denne
musikform, der både har prestige og kunstnerisk suverænitet, som både popmusik og filmkunst
underlægger sig, og der er ingen tvivl om, at verden fortsat vil være levende optaget af den
symfoniske musik. Men måske er der alternativer til koncertformen, der kan bringe musikernes
professionalisme i kontakt med omverdenen på en ny måde.
Den moderne symfonikoncertindustri er på en måde en manipuleret version af
oplysningstidens og det 19. århundredes idé om den germanske dannelses Musikverein – en forening
for musikelskere, der har fundet sammen for at hylde en musikkultur og tonekunstens mestre – en
stærkt elitær og prestigebetonet forsamling, der blandt andet har givet næring til den status og
dannelsesopfattelse, som koncertinstitutionen er omgærdet med i dag. Symfoniorkestrets udvikling
kulminerede i 1880'erne med den senromantiske musik, som stadig er det logiske æstetiske
benchmarke for verdens symfoniorkestre, og i institutionel forstand har ritualerne ikke forandret sig
siden den gang.
Selv den museale konvention om koncertpåklædningen – kjole og hvidt – er en
fastfrosset reminiscens fra en tid, hvor det dannede borgerskab mødtes i sin højtidelige festdragt, og
ganske tydeligt er den formelle herrebeklædning, som publikum også iførte sig, fra den tid gået i arv
sammen med musikformen.
Industrialiseringsprocessen og forbrugerismens umærkelige sejr over
musikforeningens principper har siden medført, at der har sænket sig et mentalt jerntæppe ned
mellem udøvere og publikum.
Giv symfoniorkestret væsentligere betydning
Ikke desto mindre er det en god idé at kigge nærmere på den oprindelse, som en typisk
Musikverein har haft som sit fænomenologiske udgangspunkt. Disse foreninger for musik var i sig
selv rummelige og med plads til både musiker og lægmand. Rationalet om, at man er fælles om
musikken og deler en særlig veneration på lige vilkår, hvor de mest skikkede deltagere udforsker
partiturne ved at spille på instrumenterne og resten bidrager med nysgerrighed og forståelse, er en
fremragende model for at genfinde symfoniorkesterets kontakt med nutidsmenneskets behov for
iscenesættelse og dybere selvforståelse.
Denne samhørighed kunne genoprettes i form af et medspil og en inklusion, hidtil uset
i den klassiske musiks konventionelle postindustrielle univers, men ikke desto mindre vigtig for at
give institutionen symfoniorkestret en større og mere grundlæggende betydning for moderne
mennesker, der er fascineret af kunstformen, men som ikke har opdaget, hvor meget deres
professionalisme reflekterer de enkelte musikeres.
Opdelingen af koncertens sociale rangorden i
modtager og leverandør burde kunne forandres til gavn for begge parter. Fællesskabet mellem de
udøvende kunstnere på scenen og de performative videnarbejdere i salen er betydeligt større end den
producent- og forbrugerrelation, som er toneangivende ved Radiosymfoniorkestrets ugentlige
torsdagskoncert i DR Koncerthuset eller ethvert andet koncerterende ensemble.
Der er flere måder, hvorpå man kan stimulere nye dybder i oplevelsen af den levende
musik og åbne de klassiske ensemblers store potentiale for en grundigere og nysgerrig undersøgelse
bagom koncertinstitutionens stivhed. Først og fremmest kunne man fokusere på musikerne og deres
samarbejde, kunstneriske kald og evne til at nå store æstetiske dimensioner med en kollektiv indsats.
En af de store forcer i orkesterarbejdet er netop den lange og omhyggelige evolution, som
musikernes fællesskab og professionalisme er rundet af. Både performance og den nedarvede
æstetiske organisationsform indeholder store kvaliteter, der kan formidles og stimuleres i andre
organisationer, hvis man kan få lov til at frigøre den fra den forbrugeristiske underholdningsform.
Skabelsesprocessen som attraktion
Danmarks vigtigste råstof er viden og videnarbejde i højtydende, performative
organisationer, uanset hvilke brancher vi taler om. Musikerne har en formidabel indsigt i
performernes selvforståelse og passioneret samarbejde, men denne viden og disse evner forbliver
hemmelige og er lukket inde i koncertindustriens maskine, som ikke tillader omverdenen at kigge
før prøverne er færdige.
Da en videnkultur i højere grad er interesseret i metoder og iagttagelser af
skabelsesprocesser, er vejen til målet betydeligt mere interessant end det endelige færdigt
producerede resultat. Symfonisk musik bør derfor udvikle en vedkommende og detaljeret
formidlingsform, der åbner for anskuelse af tilblivelsesprocesserne – ikke i form af stiliserede
generalprøver med publikum, men en mulighed for at observere oprigtigt, produktivt prøvearbejde,
hvor raffinering og præcision udvikles.
DR har mere end 250 instrumentalister og sangere ansat i koncerthusets ensembler.
Disse højt professionelle og veluddannede mennesker føler alle et stærkt kald over for musikken og
har gennem en lang uddannelse og karriereforløb altid næret store ambitioner om at gøre en forskel
på kunstens vegne. Rationalet om at et mediehus på en meningsfuld måde skal have musikere ansat
for at skabe liv og inspiration omkring sig i studier, gange og kantiner, er helt afhængig af, at der
opstår en stærk og meningsfuld samhørighed med de øvrige medarbejdere.
Men disse kapaciteter
udfoldes sjældent på dette plan, og det er blevet meget vanskeligt at argumentere for, at radio-, tv-
og internetproduktionen har gavn af at have performere omkring sig. I de elektroniske mediers
barndom, radiofoniens tidsalder, var der mere mening i at have et symfoniorkesters musikere som
huskunstnere – Artists in Residence – der kunne inspirere både lyttere og journalister, og som en
gang udgjorde en fælles æstetisk referenceramme.
Det er ganske paradoksalt, at kaldsdrevne fagprofessionelle musikere, der kunne være
rollemodeller for en ny tids specialister, reflekterede primadonnaer i fremtidens højtydende
performancebaserede virksomheder, ser ud til at have valgt en karriere, hvor man beklageligvis må
nøjes med at underholde kræsne forbrugere – ganske vist på et meget avanceret niveau, men ikke
desto mindre så fjernt fra samtidens professionelle miljøer, som man kan komme.
At bryde barrieren
Det kunne være
en del af den professionelle gerning som orkestermusiker at formidle sin performanceerfaring til
andre fagprofessionelle eksperter i andre brancher. På den måde ville ideen om Artists in Residence
give betydeligt større mening, og DR kunne udbrede en anden og meget avanceret form for public
service til landets videnvirksomheder.
I relation til fornyelsen af publikums medspil kunne man dyrke oplevelsesøkonomiens
ideer om opdeling af oplevelser i forskellige sfærer – i active participation (aktiv deltagelse) og
immersion (opslugthed) i langt højere grad, end den konventionelle koncertform er i stand til i dag,
og genfinde den fælles lidenskab, der tydeligvis findes på begge sider af hegnet.
Hvorfor skal musikere og publikum være adskilt så skarpt? I de historiske ophav for
musikudøvelsen findes der næsten ingen beskrivelser af en så rigid opdeling som i efterkrigstidens
norm om koncertsalen med adskillelse, der ikke levner meget andet end bifald som eneste
kommunikationsform set fra publikums side. Længslen efter at blive inviteret med indenfor i
nutidens version af Musikverein kunne sagtens imødekommes uden at gøre vold på selve kunstarten.
Hvorfor kunne man ikke i højere grad opleve musikernes stræben og arbejde for at realisere
komponistens intentioner og gøre værket fuldendt? Langt de fleste af disse bestræbelser er skjult for
publikum, da man jo ikke er færdig med at polere og raffinere udførelsen før lige til sidst.
Opbygningsprocessen er uden tvivl mindst lige så interessant at følge som et færdigt resultat for et
publikum, hvis man får lov til at komme tæt nok på, stille nysgerrige spørgsmål og opleve orkestrets
arbejde indefra. Der må være mange nye muligheder i at ophæve barrieren mellem udøvere og
publikum – uden at anfægte den kunstneriske integritet – men derimod skabe en overbevisende
mental kontakt mellem lytterne og musikerne.
Peter Hanke
Læs også:
Kunstens nye fællesskaber
Søndag Aften
09/2010
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel] |
