Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
November 2010
Teaterkoncerter = nostalgi?
En del af fornyelsen af dansk teater er de såkaldte teaterkoncerter. Men hvor er den musikalske fornyelse? Green Day viser vejen på Broadway.
"Egentlig er musikken evigt god", siger tilskuere gerne efter at have overværet
den danske udgave af succesmusicalen Mamma Mia i Tivolis Koncertsal.
30 år efter at den musikalske fest var slut, trækker 70'ernes
velklingende poplyd fulde huse til en forestilling, som uden
blusel bæres af musikken. Mamma Mia er sat op som en traditionel
musical, men er på mange måder i nær slægt med det nyere begreb,
teaterkoncerten. Ja, Mamma Mia slutter også med et brag af
ekstranumre.
På Gasværket trækker Beatles-forestillingen Come Together
også i denne sæson fulde huse. I 2009 var det den meste sete
forestilling. Senere i denne sæson byder Gasværket på Teaterkoncert
Bob Dylan. Og ophavsmanden bag både Come Together og Bob Dylan
havde i 2008 succes på Århus Teater med Teaterkoncert Beach
Boys.
Jo. En del af fornyelsen af dansk teater findes i de mange teaterkoncerter. En trend som startede med Dr. Dantes Gasolin'-forestilling i 1994, en forestilling som har vist sig så levedygtig, at den blev genopført på Gasværket i 2007.
Der har været flere andre forsøg på Teaterkoncerter. I 2008
opførtes Kald det kærlighed på Aalborg Teater - og ja, det
var en teaterkoncert ud fra Lars Lilholts sangunivers. Og
i sidste sæson opførte Betty Nansen Teatret Teaterkoncert
Nick Cave.
Hvad bliver det næste - ja, allerede 12. november har Holstebro
Musikteater premiere på teaterkoncerten Stupid Man, som bygger
på godt 20 af Thomas Helmigs sange.
Der er dømt nostalgi
Teaterkoncerten er åbenlyst et stærkt kort, når teatre skal overveje publikumstrækkende forestillinger. Med åbningen af teatret mod koncertens form og publikums vaner, er det lykkedes at trække nyt publikum til og samtidig skabe lidt nyt liv i nogle af de ældre teaterbygninger.
Ud fra teatrets perspektiv må teaterkoncerterne ses som fornyende. Men ud fra musikkens er det knapt så fornyende: Beatles, Bob Dylan, Beach Boys, Gasolin, måske lidt Abba og så et stænk af Nick Cave, Thomas Helmig og Lars Lilholt.
De fleste af disse grupper er for længst ophørt. Få er fortsat aktivt skabende, og typisk lægger teaterkoncerterne vægt på highlights fra tidligere succeser: Thomas Helmigs Stupid Man udkom i 1994.
Det er egentlig ganske pudsigt, at teaterkoncerterne er i stand til at trække nyt, ungt publikum til, når musikken i den grad for længst er kanoniseret. Og sporet kan sikkert fortsætte med en teaterkoncert på Hotel California, på Bridge over Troubled Water, med It's Only Rock'n'Roll eller med Ziggy is Back.
American Idiot
Det er - heldigvis - ikke kun i Danmark, at der eksperimenteres med blandingsformer
mellem teater og koncerter. I april i år åbnede American Idiot
på St. James Theatre på Broadway i New York. Inden da havde
forestillingen været opført på det mindre Berkeley Repertory
Theatre. Det er en forestilling, som bygger på den amerikanske
rockgruppe Green Day's giganthit American Idiot fra 2004.
Et album som var klart konceptuelt i sin form og handling.
Gennem albummets sange fortælles en udviklings- og konflikthistorie
med Jesus of Suburbia som den gennemgående figur.
Det er således et album, som lægger op til scenisk fortolkning. Og sådan blev det tolket, da initiativet til teaterkoncerten blev taget. I USA kaldes den fortsat for en musical, selv om forløbet på mange måder minder om de danske teaterkoncerter. Forestillingen holder sig dog ikke stramt til American Idiot-albummet: der er både tilføjet gamle Green Day-sange og skrevet nye sange af Green Day til forestillingen. American Idiot har vundet en del priser. På det første halve år på Broadway er forestillingen set af over 300.000 mennesker.
En dansk tilskuer, som har oplevet koncerten, er imponeret over sangernes og dansernes professionalisme, tydeligvis et godt show. Til gengæld virker historien for udpenslet og tydelig, alle skal kunne følge med. "Dog vil jeg mene at vi herhjemme klart outperformer på produktion og kreativitet i opsætningen", var blandt andet ordene fra en dansk tilskuer.
Naturligvis vil onde tunger kunne hævde, at Green Days musik hviler i 70'ernes punkscene. Men i forhold til de danske teaterkoncerter er det forfriskende med et nyere musikalsk udtryk.
