|
Armslængdeprincippet blev indført i dansk kulturpolitik med Statens Kunstfond i 1964. Siden er flere armslængde-organer kommet til og begrebet er i dag et af de bærende principper i den danske kulturpolitik – i hvert fald i retorikken.
Når Kunststøtteudvalgets rapport kommer med anbefalinger til dem fremtidige kunststøtte, bygger det på traditioner, der rækker tilbage til de første år, vi havde et kulturministerium. Staten har givet støtte til kunsten tilbage til enevældens tid, men det var først i tresserne, at det, vi i dag kender som armslængdeprincippet, fødtes i den danske kulturpolitik. Det første, danske armslængdeorgan – Statens Kunstfond – blev oprettet i 1964, selvom det ikke på det tidspunkt blev kaldt et armslængde-organ. Og sikke en debat det vakte, da fonden for første gang uddelte penge i 1965. En debat, der fik stor betydning for dansk kulturpolitik i mange år fremover og ligefrem gav navn til en –isme: Rindalismen. Der viste sig en kulturkløft i befolkningen – dem, der var for støtte til kunsten og dem, der var for at lade falde, hvad ikke kunne stå af sig selv – sidstnævnte var flertallet og den såkaldt almindelige dansker. Kulturkløften blev omdrejningspunktet for kulturpolitikken i mange år derefter.
Lægger magt fra sig
Statens Kunstfond bestod, da den blev oprettet af fire tre-mands-udvalg, en bestyrelse bestående af formændene for udvalgene, og et repræsentantskab bestående af 28 personer fra kunsterorganisationer og det politiske niveau. Virkeområdet for fonden var støtte til den skabende kunst indenfor tonekunsten, den bildende kunst og den litterære kunst.
Det særlige ved den danske model var, at fonden bestod af små, handlekraftige 3-mands udvalg med hver sin kunstart, hvor der på forhånd var truffet beslutning om fordelingen af midler mellem kunstarterne, og at der var et repræsentantskab med flertal af kunstnerorganisationer, som valgte 2/3 af medlemmerne til 3-mandsudvalgene.
Det gjorde vores model til noget særligt til forskel fra de angelsaksiske kunstråd, som var opstået i årene forinden. For dem gjaldt det, at alle medlemmerne var politisk udpegede, og kunstlivet var således ikke repræsenteret i deres udformninger.
Det centrale for Julius Bomholdt, daværende kulturminister, var, at kunststøtten blev tildelt efter ”den mest uhildede sagkundskabs” vurdering – og ikke politiske hensyn. Han troede på, at det ville give en bedre kunst af højere kvalitet at indrette kunststøtten på den måde. Så han var villig til at afgive magt for at sikre kunsten de bedste vilkår.
Skiftende kulturministrene har gennem årene tilsluttet sig og lovprist princippet om, at den konkrete støttetildeling sker på en arms længdes afstand af politikerne. For det er helt kort, hvad armslængdeprincippet går ud på: at politikerne uddelegerer beslutningskompetencen over afgrænsede midler, som så fordeles af sagkyndige.
Det er afgørende, at den konkrete tildeling af tilskud til kunsten og kunstnerne sker på en arms afstand af den politiske magt. I stedet er det folk med forstand på kunsten, der foretager en kvalitativ vurdering af kunsten forud for tildelingerne. Og disse fagfolk skiftes ud med års mellemrum for at sikre en fornyelse og modvirke indspisthed. Det er afgørende, at rådene har besluttende kompetence, og at de fungerer på afstand af politikerne. De er altså uafhængige af den politiske magt. Det understreges af, at medlemmerne udskiftes efter få år og ikke kan genudpeges. De skal altså ikke tækkes nogen for at blive genvalgt – for det er ikke en mulighed – de er i stedet udelukkende forpligtet på deres faglighed, det vil sige kunsten.
Armslængde-princippet er indført for at sikre ytringsfriheden for kunsten. Ved at lade sagkyndige uddele tilskud til kunsten sikrer man, at kunstneren ikke kommer i et afhængighedsforhold til det politiske niveau. Dermed håber man at sikre, at kunsten kan udvikle sig og tør være provokerende, nyskabende og sprænge grænser. Samtidig skal armslængde-princippet sikre, at det er den bedste kunst, der faktisk bliver støttet. De sagkyndige skal foretage vurderingerne på baggrund af kvalitet – og ikke smag, politiske præferencer eller personlige hensyn.
En særlig dansk model
Der findes flere forklaringer på, hvordan den danske version af armslængde-princippet opstod. Den mest fremherskende forklaring lyder, at den danske udgave opstod som en tillempet model af det engelske Arts Council. Harry Hillary-Chartrand forklarer armslængde-princippets opståen med, at der i 1945 var en modvilje mod Nazi-tyskland og Sovjets brug af kunst til politiske formål og at man ønskede at tage afstand fra dette. Det førte så til oprettelsen af Arts Council. I Danmark oprettede man så sit eget armslængde-organ i 1964 efter engelsk forbillede.
Men der findes en anden, alternativ og interessant forklaring, som Jørn Langsted præsenterer i udgivelsen ”Kunstrådet” fra 2003. Ifølge Jørn Langsted blev Statens Kunstfond oprettet ud fra danske forhold og overvejelser og ikke som en tillæmpet kopi af den engelske model. Baggrunden var, at der i 1962 blev nedsat et kulturudvalg til at vurdere vilkårene for kunsten og komme med idéer og forslag til forbedringer. Man ville gerne yde statsstøtte til kunstlivet, men var bekymret for, om det ville blive meningscensur. Derfor måtte udvælgelsen af, hvem der skulle have støtte, foretages af ikke-politiske størrelser, hvis medlemmer heller ikke skulle udpeges politisk, men i stedet være selvsupplerende. Et underudvalg arbejdede videre og foreslog undervejs, at der skulle være kunstnerne selv, der valgte komitéerne, og at medlemmerne skulle skiftes ud hvert 3. år. Dette blev bearbejdet til den form, vi kender, som blev fremsat for Folketinget.
Den helt centrale pointe ved denne forklaring er, at det var danske overvejelser om selvforvaltning, der grundlagde armlængdeprincippet i Danmark.
Selvforvaltning og armslængde er nemlig ikke det samme. I den danske model står selvforvaltning som noget helt centralt. Selvforvaltning går ud på, at kunstlivet selv er med til at udpege de medlemmer, som sidder i rådene og deler penge ud. I den engelske model er det politikerne, som udpeger alle medlemmerne af rådene. Og det er ligeså meget armslængde af den grund.
Opsummerende kan man sige, at vi har to ting, som ikke er ensbetydende med hinanden, men som tit blandes sammen: På den ene side har vi armslængde-princippet, som sagtens kan eksistere uden selvforvaltning, som den f.eks. gør i England, og på den anden side har vi selvforvaltning, som hænger uløseligt sammen med den danske version af armslængde-princippet.
Udviklingen i armslængde-organerne
Frem til i dag er der kommet mange flere armslængde-organer til og Statens Kunstfond er vokset. Det fælles for dem har været, at selvforvaltningen er videreført i de fleste organer, men med variation i, om mindretallet eller flertallet var valgt af et kontaktudvalg/repræsentantskab. Samtidig har det været et fælles træk, at medlemmerne har siddet i en tidsbegrænset periode på 3-4 år. I løbet af årene dækker armslængde-organerne de fleste kunstarter. Med oprettelsen af Statens Kunstråd blev en del af armslængdeorganerne slået sammen i en bestræbelse på at forenkle kunststøtten. Man har så kunnet diskutere, hvorvidt det rent faktisk førte til den forenkling, som var ønsket og der er brugt en del krudt på at finde ud af, hvad forskellen er og skal være mellem Kunstfonden og Kunstrådet.
Økonomisk tog det nogle år, før armslængde-organerne fik nogen økonomisk betydning. Ved Statens Kunstfonds oprettelse i 1965 (deres første uddeling var i 1965, mens fonden egentligt blev oprettet i 1964) var det 2 % af kulturkronerne, der blev delt ud efter armslængde-princippet. I 1986 var dette tal steget til 6,4 %, i 1992 til 14,4 %, i 2001 lå det på 14 % og i år er tallet omkring 12 %. Kunststøtteudvalgets rapport viser, at 31 % af den kunststøtte, som kulturministeriet giver, fordeles af armslængdorganer.
Princippet om en arms længde mellem politikere og konkret støttetildeling har ligget mange af kulturministrene på sinde fra Julius Bomholt til Per Stig Møller. Det har optrådt i retorikken hos mange kulturministre. Ikke nødvendigvis selve ordet armslængde, for det ord er faktisk ret nyt. Men principperne om at adskille det politiske fra de konkrete vurderinger af, hvilken kunst der er værd at støtte, har flydt som en rød tråd gennem det kulturpolitiske tankegods siden Julius Bomholt trådte til som den første kulturminister.
Som sagt er selve ordet ret nyt i dansk sammenhæng. Det er lidt usikkert, hvornår ordet for alvor gør sit indpas, men en tidlig kilde er Aarhus Kommunes kulturvision 1993. Første gang Dansk Sprognævn har registeret brugen af ordet er i 1994 i en kronik af daværende kulturminister Jytte Hilden. I kulturredegørelsen Den Danske Kulturmodel fra 1995 optræder ordet med en selvfølgelighed, der slår det fast i den kulturpolitiske retorik. Første gang ordet optræder i en kulturpolitisk redegørelse er under Ebbe Lundgaard i 1997. Det er interessant at se, at et ord, der spiller så stor en rolle i den kulturpolitiske retorik er så nyt i dansk sammenhæng.
Fordele og ulemper ved selvforvaltningsmodellen
Selvforvaltningsmodellen rummer nogle fordele og ulemper i forhold til ”den engelske model”. Fordelene ved selvforvaltningsmodellen er, 1) at medlemmerne i rådene ikke kan være udpeget ud fra politiske motiver – politikerne er på længere afstand, 2) det giver organerne en legitimitet i forhold til kunstlivet, og 3) det sikrer en dialog mellem kunstlivet og organerne. Ulemperne kan være, 1) at det giver en indspisthed – det kan være nogle små, lukkede verdener, hvor vennerne tildeler hinanden penge, og hvor organerne ikke har en legitimitet udadtil, og 2) at medlemmerne i rådene ikke kan frigøre sig fra deres bagland, og dermed ikke er saglige i deres vurdering, men derimod favoriserer kunstnere fra egen organisation eller område.
Kunststøtteudvalgets rapport foreslår at afskaffe den særlige, danske selvforvaltningsmodel i og med, at repræsentantskaberne skal nedlægges.
Armslængde-organernes uafhængighed eller mangel på samme
Som nævnt er det afgørende, at armslængde-organer har selvstændigt besluttende magt over de midler, de forvalter. Men faktisk har der været lidt slinger i valsen på det punkt hos flere af de organer, der blev oprettet – og den slinger er videreført i Statens Kunsråd.
- Teaterrådet og Statens Musikråd fik begge indført bestemmelser om, at kulturministeren kunne overtage beføjelser og give instrukser til rådene om anvendelse af midlerne.
- Litteraturrådet skulle forelægge arbejdsplan hvert år og var derefter selvstændigt.
- Udviklingsfonden: Ministeren kunne fastsætte særlige satsningsområder og regler.
- Billedkunstrådet (som knap kom i gang (oprettet 2001)) skulle udarbejde aktivitetsplan forud for hvert finansår med angivelse af tilskudsrammer til lovens støtteområder.
På den måde er begrebet gennem årene blevet udvandet i forhold til de vandtætte skotter mellem politikere og støttetildelende instanser.
I Statens Kunstråd blev bestemmelserne i Teaterloven og Musikloven bevaret, så ministeren på de to områder stadig kan overtage beføjelser og give instrukser. Men kun på disse to områder. Samtidig skal det samlede råd aflevere en handlingsplan for de følgende 4 år, som ministeren skal godkende. Ministeren kan pålægge rådet at tage bestemte emner op i handlingsplanen og han kan kræve en årlig justering af handlingsplanen. På den måde er armslængden blevet gradbøjet.
Om kunststøtteudvalgets rapport vil betyde et helt nyt og spændende kapitel for kunststøtten, kan kun tiden og en ny regering vise.
Af Mia Fihl Jeppesen, kultur- og udviklingskonsulent, Albertslund Kommune.
Forfatter til bogen Kulturen, kunsten og kronerne. Kulturpolitik i Danmark 1961-2001.
Èn arm til kunsten
Godt bud på kunststøtten
Søndag Aften
10/2011
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
