|
Kunststøtteudvalget har barslet med en gennemarbejdet og modig rapport om statens kunststøtte. Den har fået en blandet modtagelse og anbefalingerne bliver nok ikke fulgt. Alligevel fortjener rapporten ros.
Kunststøtteudvalget er barslet med en rapport, der forekommer gennemarbejdet og kommer med et friskt, seriøst forslag til, hvordan kunststøtten i fremtiden kan indrettes. Det virker befriende og på tide, at nogen tør komme med et bud på en ny løsning, der gør systemet gennemskueligt og enkelt og styrker armslængde-princippet.
Tiltrængt forenkling
Statens Kunstråd blev oprettet i 2003 med en begrundelse, der handlede om at forenkle kunststøtten og sikre én indgang til støtten. Derfor var det et paradoks, at Kunstrådet og Statens Kunstfond i årene derefter brugte oceaner af papir og møder på at regne ud, hvad forskellen og snitfladen mellem de to organer skulle være. Der er aldrig fundet – og bliver heller aldrig fundet - en ren snitflade mellem de to organer. At tage konsekvensen af det og oprette ét samlet organ til fremtidig kunststøttetildeling virker naturligt og som noget, man egentlig burde have gjort allerede i 2003, hvis intentionen virkelig var at skabe forenkling.
Kunstnerne, som har ytret sig i dagspressen efter offentliggørelsen af rapporten, er ikke begejstrede for forslaget. De vil gerne hav flere indgange og dermed flere muligheder for at søge støtte. Og det er sådan set forståeligt nok. Modsat kan man sige, at hvis intentionen med det nye kunstråd realiseres, så bliver alle ansøgninger vurderet udelukkende på kvalitet (dette forklares nedenfor). Man kan således ikke komme ud for, at de sagkyndige i udvalgene føler sig forpligtede på det bagland, som har udpeget dem og den nye konstruktion skulle også sikre, at nye, hybride kunstformer meget hurtigere kan opfanges og dermed ikke falder mellem stolene, som det kan ske i dag.
Væk med selvforvaltningen
Den nye model gør op med den danske selvforvaltningsmodel, som har været praktiseret siden 1964 i form af repræsentantskaberne. I dag har både Statens Kunstfond og Statens Kunstråd et repræsentantskab bestående af en blanding af politikere og kunstlivets interesseorganisationer, som blandt andet har til opgave at udpege flertallet af medlemmerne til fagudvalgene i de to organer. Der er flere gange blevet peget på det betænkelige i, at kunstlivets organisationer på den måde er med til at udpege dem, der skal fordele støtten til selvsamme organisationers medlemmer, fordi man risikerer, at de føler sig forpligtet på det bagland, der har udpeget dem og således ikke kun foretager fordelingen ud fra hensynet til at fremme kunsten, men måske også ud fra et ønske om, at baglandet bliver fornøjet over fordelingen. Rapporten peger på, at det giver en uhensigtsmæssig begrænsning af uafhængigheden med den nuværende konstruktion.
Selvforvaltningsmodellen roses derimod højlydt af kunstlivet, og afskaffelsen af den møder stor modstand, som man har kunnet læse i dagspressen efter offentliggørelsen af kunststøtteudvalgets rapport. Kunstlivets organisationer vil gerne beholde deres indflydelse i den nuværende form. Alene det kunne måske være grund til at afskaffe den model.
Styrket uafhængighed
På den anden side fremføres det, at netop det forum for drøftelser, som repræsentantskabet er, hvor kunstlivet og det politiske niveau mødes, sikrer systemet legitimitet og en nødvendig udveksling af synspunkter de to cirkler imellem. Ved at nedlægge repræsentantskaberne og i stedet lade fagudvalgenes medlemmer udpeges af et ansættelsesudvalg, som bestyrelsen for kunstinstituttet nedsætter, ønsker man at sikre de støttetildelende udvalgs uafhængighed. Man kan forestille sig, at sådanne ansættelsesudvalg alligevel vil indeholde repræsentanter for kunstlivets organisationer, nu blot uden en fast og garanteret form. En afgørende forskel er, at det er bestyrelsen, der har det endelige ord ift. hvem der skal udpeges til udvalgene. Det er bestyrelsen, som beslutter efter indstilling fra ansættelsesudvalgene, og bestyrelsens medlemmer kan ikke indgå i udvalgene.
Bestyrelsen for kunstinstituttet skal for formandens vedkommende udpeges af kulturministeren, mens resten skal udpeges af et ansættelsesudvalg nedsat af kulturministeren. Ansættelsesudvalget skal bestå af repræsentanter fra kunstlivets interesseorganisationer, rektorer fra de kunstneriske uddannelser, danske universiteter og andre kunstsagkyndige. Der lægges dermed op til en stærk kunstfaglig vurdering af medlemmerne af bestyrelsen uden politisk indblanding.
Alle udpegninger foretaget af ansættelsesudvalg sker efter ansøgning. På den måde sikrer man, at også personer, som ikke i forvejen er inde i de udpegendes optik også får en chance for at komme i betragtning. Det kunne resultere i en øget bredde i besætningen af udvalg og bestyrelse.
Uafhængighed af kunstlivets organisationer er et nyt element i overvejelserne om armslængdeorganers indretning. Fra starten har det udelukkende været tanken at adskille den politiske magt fra den konkrete støttetildeling og i den danske model har det ydermere været et ønske at involvere kunstlivet direkte i konstruktionen. Det er udviklingen og den kritik, der gennem årene har været af præcis den danske model, der nu fører til ønsket om af sikre en uafhængighed af kunstlivets organer.
Den nye bestyrelse får et ret stor kompetence til at indrette kunststøtten, nedsætte de udvalg, den finder nødvendige og udpege direktion m.m.. På den måde er det intentionen at øge fleksibiliteten ved at bestyrelsen hurtigere kan agere på nye strømninger og kunstarter og indrette kunststøtten derefter.
Væk med automatikken
Rapportens forslag om at lave kvalitetsvurderinger af kunstinstitutionerne, som i dag får tildelt støtte stort set automatisk, er meget kærkomment. Udvalget anbefaler, at det nye kunstinstitut skal stå for at kvalitetsvurdere de kunstinstitutioner, som modtager støtte fra kulturministeriet. Rapportnen har ikke lagt sig fast på, hvilken form disse vurderinger skal have, men de skal tjene som baggrund for tildeling af støtten sammen med de andre kunstpolitiske hensyn, som ministeriet ønsker at tage (såsom geografiske og demografiske hensyn). Da størstedelen af kulturstøtten tildeles til institutioner – kunst- og kulturinstitutioner – vil det at indføre kvalitetsvurderinger som en del af tildelingskriterierne for kunstinstitutionerne betyde en mere målrettet og fagligt funderet tildeling af tilskud. Og det kan man som kunstinteresseret kun hylde. Det var på tide! Men det er ikke det mindst kontroversielle af rapportens forslag.
Hvad bliver det mon til
Som ovenfor nævnt vækker rapportens forslag om at samle statens kunststøtte i ét, nyt kunstinstitut ikke jubel alle vegne. Kunstlivet har ikke lyst til at undvære de to nuværende organer: Kunstfonden og Kunstrådet, men vil gerne bevare det dobbelte system, hvor man har mulighed for at søge begge steder. Den socialdemokratiske Mogens Jensen afviser forslaget som rædselsfuldt og centraliserende. Heller ikke SF eller de Radikale er begejstrede. Det tegner jo ikke ret godt for gennemførslen af rapportens forslag.
Andre er mere positive overfor rapportens anbefalinger. De to garvede kulturpolitiske forskere, Jørn Langsted og Peter Duelund, ser begge positivt på forslaget om ét samlet kunstinstitut, selvom de ikke spår forslaget store chancer for at blive gennemført.
Det ville være befriende og forfriskende, hvis den nye kulturminister – når en sådan er på plads – fulgte anbefalingerne fra rapporten og fik strammet kunststøttesystemet op. Såden går det desværre nok ikke. Men det vil i givet fald ikke være første gang, at en bestilt rapport havner i glemmekrogen.
Af Mia Fihl Jeppesen, kultur- og udviklingskonsulent, Albertslund Kommune.
Forfatter til bogen Kulturen, kunsten og kronerne. Kulturpolitik i Danmark 1961-2001.
Èn arm til kunsten
Princippet om en arms længdes afstand
Søndag Aften
10/2011
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
