Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juli/august 2012
Kunstens fallitbo
Konflikten kunstner contra gallerist bliver synlig, når krisen kradser.
I de senere år er der blevet tyndet voldsomt ud i antallet af gallerier herhjemme.
Det er der ikke noget underligt i. Billedkunst er
ikke det første, man investerer i, når sparekniven
skærer i budgetterne i de små husholdninger.
For nogle kunstnere har disse gallerilukninger haft
effekter på flere niveauer. For det første
er der færre til at udstille, hvad et måske
lovligt stort segment af kunstnere producerer, og
for det andet viser det sig nu, at det har haft en
endog voldsom økonomisk konsekvens for et ikke
nærmere defineret antal billedkunstnere, når
et galleri f.eks. går konkurs.
Aktuelt har man i sociale medier som Facebook samt på TV kunnet erfare, at et navngivet galleri
for samtidskunst i København angiveligt har snydt mindst to af galleriets tilknyttede kunstnere for
deres tilgodehavender. For den enes vedkommende handler det om et beløb i omegnen af 40.000
kr.
Hvis man ikke synes, at et beløb i den størrelsesorden
bør være noget at bringe frem, har man sandsynligvis
ikke et større kendskab til, hvorledes landets
billedkunstneres økonomier er skruet sammen.
De fleste – langt de fleste, faktisk –
lever angiveligt på et eksistensminimum; og i
dét perspektiv kan et beløb af nævnte
størrelse virke kolossalt.
Salg under særlige vilkår
Hvilke mekanismer træder i kraft, når en virksomhed går fallit og drejer nøglen? Uanset om der er
tale om en produktionsvirksomhed eller en detailhandel, er princippet det samme. Der bliver gjort
udlæg i virksomhedens værdier – herunder varelageret.
Nu forholder det sig imidlertid således, at langt
de fleste galleriers varelagre fungerer som kommissionsprodukter.
Derfor ejes værkerne af kunstnerne. Her kommer
et andet problem ind i billedet i forhold til, hvordan
de økonomiske forhold kan udredes efter en konkurs.
Kunstneren kan i sagens natur forlange værkerne
retur, når galleristen lukker butikken; men sådan
går det ikke altid.
I flere tilfælde har man hørt om værker,
der simpelthen er forsvundet som dug for solen. Teorien
om, at galleristen har solgt varerne og efterfølgende
”glemt” at informere kunstneren om dette
salg, synes nærliggende. Kreativiteten kender
ingen grænser, når kassen er tom. Det ved
enhver.
En dansk kunstsamler har erfaret, at der ikke er blevet afregnet med en udenlandsk kunstner, efter
han købte værker af vedkommende på det omtalte galleri. Han føler nu ingen glæde ved værkerne
– og har udtalt, at han fremover vil foretrække at handle med kunstnerne direkte. Hermed placerer
han en selvantændelig terpentinklud under hele galleribranchen, da direkte salg mellem kunde og
kunstner i sagens natur vil reducere galleriernes omsætning og måske på længere sigt blot føre til
endnu flere lukninger eller konkurser.
Toppen af isbjerget
Der er mange spørgsmål, man kan stille: Har vi kun set toppen af isbjerget? Er man som
kunstner bedre stillet ved at samarbejde med medlemmer
af Dansk Galleri Sammenslutning? Det påstår
sammenslutningens formand, mens andre siger noget
andet. Forholdet mellem galleri og kunstner bør
baseres på gensidig respekt og tillid; men når
krisen kradser kommer andre forhold i spil, og de
nævnte principper suspenderes.
Kunstnerne er måske en anelse tilbageholdende med at eksponere problemerne? Man skulle
jo nødigt fremstå naiv og smådum, fordi man ikke lige fik udfærdiget en kommissions- eller
udstillingskontrakt, og samtidigt vil man måske få svært ved fremover at gøre sig gældende i en
branche, som i lyset af den aktuelle sag fremstår en anelse suspekt på trods af, at hovedparten af
danske gallerister er både hæderlige og seriøse.
Som andre brancher er galleribranchen afhængig
af omsætning. Med hensyn til hvilke kunstnere
man ønsker at formidle og sælge, er udvalget
endeløst. Varesortimentet står til rådighed
kvit og frit. Hvor svært kan det egentligt være
at drive virksomhed på de betingelser?
