|
Ereolen.dk videreføres med begrænset udbud, så forlagene får tid til at etablere markedsløsninger. Lad så politikerne diskutere transparens, forbrugerrettigheder, tilgængelighed og sikkerhed.
CulturCommentar:
Forlig jer, I skabhalse. - Sådan lyder de fleste offentlige tilkendegivelser om forhandlingerne mellem forlag og biblioteker om bibliotekernes ebogsløsning, ereolen.dk.
Forlagene er naturligt optaget af at sikre en sund økonomi i det kommende ebogsmarked og bibliotekerne er optaget af at sikre opfyldelsen af bibliotekslovens formål - fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet - også for ebøgernes vedkommende. Siden biblioteksloven år 2000 har bibliotekernes formål været uafhængigt af hvilke materialetyper der blev stillet til rådighed for befolkningen.
Man håbede at ereolen.dk var et mødested for de forskellige perspektiver. Men det var det altså ikke.
For tidligt ude
I et perspektiv, kan man hævde, at bibliotekerne kom for hurtigt på banen med e-reolen. Forudsætningerne for at lave en biblioteksløsning på et marked, som endnu ikke eksisterer, er i realiteten umulige.
Ingen kan vurdere, hvordan ebogsmarkedet ser ud om bare fem år, det gælder såvel den samlede omsætning som hvilke forretningsmodeller der vil fungere. Bibliotekerne skal med e-reolen krediteres for viljen til at sparke brugen af e-bøger i gang før der overhovedet var et marked.
Det er nok meget fornuftigt, at de store forlag nu i stedet vælger at afprøve kommercielle muligheder.
Ublu konkurrence
Et af forlagenes gentagne udsagn er, at bibliotekernes udlån af ebøger som er gratis for brugerne virker som ublu konkurrence i forhold til det salg af ebøger, som forlagene gerne vil etablere.
I dette udsagn ligger den væsentlige erkendelse, at merværdien ved at eje en ebog i forhold til at låne den, er ganske beskeden.
For de trykte bøgers vedkommende består merværdien i køb i forhold til lån, at man altid har bogen ved hånden og at den står som en del af ens kulturelle kapital i hjemmet og at man ikke irriteres over andres æselører.
En vigtig del af det trykte bogmarked består i gavekøb, det er i høj grad julen forlagene skal leve af.
Kan man give en ebog som gave? Det kan man sikkert, men det er endnu ikke helt så fristende. Der ligger næppe mange gavekort under juletræerne med links til en ebog. På musikmarkedet er cd'er stadig gaveobjekter, selv om markedet for musik i fysisk form er aftagende. Det er heller ikke lykkedes for musikindustrien at skabe et online-gavemarked for musik: 3 måneders abonnement på Spotify Premium frister næppe mange.
Der er således behov for andre prismodeller eller andre produkter for at køb af ebøger skal kunne konkurrere med udlån. Og det der kaldes "køb" er sådan set heller ikke køb i almindelig forstand, derimod en ret til at bruge en indholdsfil på et bestemt tidsbegrænset apparat (læs OECD: E-bøger er regeringsansvar). Meget få af de som i 2012 har købt ebøger, vil kunne læse disse om bare 5 år. Vi kommer til at skifte ebogslæsere næsten lige så hyppigt som vi skifter mobiltelefoner.
Bestsellere og den lange hale
Den debat, der er om mulige licensmodeller for bibliotekernes ebogsløsninger, synes især at handle om at sikre forlagene fortsat indtjening på bestsellere.
Den model mange fremhæver, hvor det enkelte bibliotek køber et begrænset antal licenser til en given titel, handler om bestsellere. Tanken er, at de mest efterspurgte bøger vil få så lang kø i bibliotekssystemet, at de fleste vil foretrække at købe ebøgerne.
Denne løsning er bibliotekerne ikke glade for, først og fremmest fordi de kan forudse brok fra lånere som ikke kan forstå begrænsningen af det digitale materiale. Selv om bogbranchen fremhæver at lånerne jo glimrende kender til køer på fysiske materialer, så har bibliotekerne nok en bedre fornemmelse af hvordan brugerne vil reagere på sådanne digitale spærringer.
Men bestsellerne har aldrig været bibliotekernes raison d'être. Havde bibliotekerne sikret stort indkøb af bestsellere, havde man undgået den langt overvejende del af køer på de fysiske bøger. Men bibliotekernes styrke har altid været det, som i det nye bogmarked kaldes den lange hale.
Bøger udsendes med kortere og kortere udløbstid, forstået på den måde, at boghandlerne returnerer til forlag hurtigere og hurtigere. Markedet efterspørger altså hyper-aktualitet.
Dette har forlagene håndteret gennem fx pocketbogsmarkedet, som har skabt nyt kommercielt liv for bøgerne. Og måske skal ebøger på bibliotekerne bedst sammenlignes med pocketmarkedet. Mange smider pocketbøger ud, ligesom ebøgerne fordufter.
Forlagenes indtjening pr. udlån i ereolen.dk er større end indtjeningen ved salg af pocketbøger.
Ereolen.dk har været en fabelagtig markedsføringsplatform for ebøgerne. Men det virker klogt, at forlagene nu får en mulighed for at afprøve de kommercielle muligheder.
Det politiske ansvar
Diskussionen om bibliotekernes mulige negative effekt på dette gryende marked, har nærmest overskygget al anden relevant diskussion om ebøgerne.
Politisk har der ikke været nogen som helst opmærksomhed om de mange politiske problemer der følger med ebøgerne. Regeringen hævder, at bogbranchen selv skal finde de fremtidige forretningsmodeller. Man advokerer for en ikke-indblandingspolitik.
I dansk sammenhæng er det tydeligt, at ingen af de af OECD angivne problemstillinger har regeringens opmærksomhed (læs OECD: E-bøger er regeringsansvar). For naturligvis er det et ansvar for lovgiver at sikre, at et marked er gennemskueligt, at forbrugernes rettigheder er beskyttede, at forbrugerne ved, hvad de "køber" og ikke køber.
Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør
Søndag Aften
11/2012
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
