|
Lukketid for karenstid
1. januar ophører den hidtidige 4-måneders karenstid for nye CD'er, der udlånes fra bibliotekerne. Karenstiden blev indført i 2005 efter ønske fra musikbranchen, der så bibliotekernes udlån som en trussel mod salget af CD'er. Ministerens ændring i bekendtgørelsen afføder tilsyneladende ingen protester.
Pudsigt nok diskuteres varianter af karenstid på bibliotekernes udlån af e-bøger - for at forhindre, at bibliotekerne ødelægger markedet for ebøger.
Sponsorchampagne nej tak
Under titlen "Nei til sjampanje på Tjuvholmen" har det norske tidsskrift Kunstkritikk startet en hidsig norsk debat om sponsorstøtte til Astrup Fearnley Museet, som ligger på Tjuvholmen i Oslo.
| Årsagen er, at det svenske olieselskab Lundin Petroleum er hovedsponsor - men ifølge tidsskriftet også kendt som et af de værste olieselskaber og under efterforskning for brud på folkeretten i Sudan. Astrup Fearnley Museet for Moderne Kunst, som er et privat museum, genåbnede i en ny bygning i september. |
|
 |
ereolen.dk holder stand
Selv om udbuddet af e-bøger til downlån næsten halveredes, da nogle af de største forlag valgte at ophøre med udlån af e-bøger via ereoelen.dk pr. 1. november, holder bibliotekernes tjeneste godt stand.
I august og september var antal downlån godt 2.400 dagligt, i oktober steg dette til 2.800 dagligt. I de første to uger af november er det faldet til ca. 2.000 daglige downlån. Dette skal ses i forhold til, at ereolen.dk mistede 60% af de hidtidige titler 1. november - og givetvis en endnu støre andel af det hidtidige udlån, da de frafaldne forlag har mange af de mest populære titler.
Det store antal downlån i oktober kan skyldes den store medieopmærksomhed, der var om tjenesten i forbindelse med udløbet af forsøgsperioden, og at mange brugere kan have "hamstret" ebøger fra de forlag, der ville forlade ereolen.dk.
Det begrænsede fald i downlån i november kan ligeledes skyldes, at medieopmærksomheden har givet nye brugere, eller at brugerne måske bare har et fast forbrugsmønster og så låner de ebøger, de kan få fat på.
Fælles europæisk musikdatabase
Armonia er navnet på den første fælles europæiske musikdatabase, som skal fungere som et fælles clearinghouse for salg af musikrettigheder. Initiativet er skabt på baggrund af opfordringer fra EU og med de franske, spanske og italienske rettighedsorganisationer som igangsættere. Til at starte med omfatter databasen 5,5 mio. musiknumre fra 31 europæiske lande.
Armonias første aftale er med Google, som derved giver adgang til de 5,5 mio. numre gennem Googles forskellige musik- og videotjenester.
Desværre er det yderst sparsomt med nærmere oplysninger om hvilke kataloger, der er omfattet.
Romerske bade åbnes
 |
|
Det største netværk af romerske bade, Caracalla, er genåbnet efter en omfattende restaurering med en særudstilling af Michelangelo Pistolettos omfattende værk Il Terzo Paradiso. Udstillingen varer kun til 6. januar. |
Google Maps - nu indendørs
Googles korttjeneste har udvidet servicen med en række indendørs kort, fx fra indkøbscentre, lufthavne og jernbanestationer.
|
En foreløbig liste over steder, der er omfattet af denne tjeneste, finder man på en blog hos Google. Listen omfatter foreløbig 28 steder i Danmark, herunder en række kædebutikker som Ikea, Føtex og Bilka.
For kulturinteresserede er det især rart, at man endelig kan finde rundt på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst.
|
|
 |
Olietøndekunst
Den bulgarsk-fødte kunster Christo, kendt for megaprojekter som indpakningen af Rigsdagen i Berlin og Central Park i New York, er nu klar til at gennemføre det hidtil dyreste kunstprojekt.
 |
|
Allerede i 1979 offentliggjorde han sammen med hustruen Jeanne-Claude planerne for Mastaba, en kæmpeskulptur bestående af 400.000 olietønder, større end Giza-pyramiden. |
Nu skulle finansieringen på godt 340 mio. dollars være på plads, så kunstværket kan opføres i ørkenen i De Forenede Arabiske Emirater.
Dokk1
Efter en omfattende proces har en særskilt dommerkomite besluttet, at det kommende hovedbibliotek mm i Aarhus skal hedde Dokk1. Navnet associerer ifølge dommerkomiteen både til beliggenheden ved havnen og til bibliotekets verden (?).
Planen er fortsat at Dokk1 skal lægge ud i 2014.
Søndag Aften 12/2012
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
|