Da daværende kulturminister Jytte Hilden i 1993 nedsatte "Kulturministeriets Forskningsudvalg" var det med henblik på at undersøge, hvorfor forskningen på de danske kulturinstitutioner stod svagt. Den lavt prioriterede forskning var på daværende tidspunkt et signal om, at danske museer manglede det økonomiske grundlag for at kunne bestyrke forskningsindsatsen. Samtidig var det et udtryk for, at især de mindre museer ikke havde fået tilført øgede ressourcer og mere personale i takt med opprioriteringen af formidlingsindsatsen, særudstillingerne og publikum.

I den forbindelse blev det foreslået at gøre "Statens Museum for Kunst" til et modermuseum for landets museumsforskning. Man mente, at det ville lette de mindre museers arbejde ikke at være forpligtet til at forske, samtidig med at det, forhåbentlig, ville styrke kvaliteten. Dertil kan man dog indvende, at det netop er væsentligt, at forskningen og formidlingen foregår samme sted.

I den første store rapport fra "Kulturministeriets Forskningsudvalg" fra december 1997 fremlægger formand for udvalget Birgitte Possing et meget positivt resultat af de seneste fire års undersøgelse. Det skyldes ikke mindst, at de økonomiske og tidsmæssige betingelser for kulturinstitutionernes forskning er blevet forbedret. Alligevel tyder meget dog på, at der også fremover vil være behov for at diskutere og udvikle museernes forskningsindsats.

Forskning i de historiske samlinger og samtidskunsten

Hvis formidlingen skal undgå at lægge sig i forlængelse af en tom begivenhedskultur er det særlig vigtigt, at formidlingen på museerne hele tiden ledsages og underbygges af et forskningsbaseret arbejde. Dette gælder både, når det drejer sig om den klassiske kunsthistorie og om samtidskunsten.

I modsætning til kunsthaller og udstillingssteder har kunstmuseerne via deres samlinger en forpligtelse til at afspejle traditionen og det historiske. Men hvis museerne ikke til stadighed arbejder på at fortolke og aktualisere de historiske samlinger, er der sandsynlighed for, at de med tiden vil blive glemt eller være uinteressante - i hvert fald for det unge publikum.

I takt med de fleste museers integrering af samtidskunst er det ligeledes vigtigt, at der ligger en grundig og interesseret viden bag formidlingen af samtidskunsten. Samtidskunsten afspejler, hvad der sker lige nu, og den er en vigtig kilde til forståelse af begreber som identitet og kultur samt de tendenser, der præger samfundet. Forskning i ny kunst må nødvendigvis foregå under andre forudsætninger end forskning i den historiske kunst, idet den ikke er indskrevet og lagret i historien. Det kan være en af grundene til at museerne, ikke har prioriteret forskning i samtidskunsten på højde med den klassiske kunsthistorie. En stor del af kunstmuseumsforskningen har ikke fulgt med den udvikling, museumsinstitutionen og videnskabsteorien har undergået, og det angiver et metodisk problem for kunstmuseernes forskning.

Forskningens nødvendighed

Når politikerne i disse år lægger stor vægt på museumsforskningen er det vigtigt, at forskningen ikke fra museernes side opfattes som et "nødvendigt onde", som en legitimering overfor politikerne. De kvantitative opgørelser over forskningsaktiviteten bør ikke fjerne opmærksomheden fra kvaliteten og fra behovet for en dybdegående grundforskning på museerne.

Dertil kommer, at det ikke er nok, at der forskes på kunstmuseerne, for denne viden skal også formidles. De to områder - forskning og formidling - har således gensidigt brug for hinanden. Den viden, som forskningen afstedkommer, har brug for at blive formidlet og offentliggjort, hvis den skal undgå at sygne hen. Og hvis formidlingen skal sikre den faglige og indholdsmæssige kvalitet er det omvendt nødvendigt, at der ligger et forskningsbaseret arbejde bag.

Se også: Forskningsministeriets web-server

Næste artikel

digitale medier

[Intro][Uddannelse][Publikum][Formidling][Historie]

Søndag Aften 0198

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.