Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
September 2010
Biblioteksbrønden
Hæld alt relevant biblioteksmateriale ned i en stor brønd. Det er visionen i Danskernes Digitale Bibliotek.
Forestil dig alt relevant biblioteksmateriale hældt ned i en og samme gigantiske brønd. Bøger, cd'er,
videofilm, netmusik, lydbøger, kort, tidsskrifter, lokale opslagstavler, biblioteksvagten, links til netressourcer,
indhold i databaser og så videre og så videre.
Ved bagindgangen til biblioteket sidder en bibliotekar og sorterer: relevant og ikke relevant. Det relevante
puttes ned i brønden, det andet må andre tage sig af.
Dette er tanken i forestillingen om bibliotekernes samlede
materiale som én stor databrønd. Det bryder selvfølgelig med
vores gamle forestilling om en fysisk bygning, man gik ind
i. Men dette er allerede brudt op i og med de mange onlinetjenester,
bibliotekerne allerede har etableret: netmusik, netlydbog,
ebog osv.
For bibliotekerne er opgaven fortsat at sikre tilgængelighed til alverdens viden og oplevelser og at formidle
dette så kvalificeret, at brugerne fatter mening og lyst. Men materialernes fysiske karakteristika er nu blot en
praktisk detalje. Hvis det er en del af bibliotekernes opgaver, så skal det bare ned i brønden.
Kildesortering
Der nede i brønden kan materialerne ikke ligge helt hulter til bulter. Bibliotekarer kan det med at samle og
sortere materialer. Det er nemt med de fysiske materialer: cd'er i den bunke, bøger i den bunke. De
elektroniske materialer er mere komplekse. Et link til en hjemmeside kan være link til digte, til musik, til film,
til database, til debatfora, til grafik og alt muligt andet.
Derfor er bibliotekernes tradition for at skabe såkaldte metadata om materialerne helt central. Metadata er
"data om data", den korte og præcise angivelse af indholdet i materialerne. Alt materiale nede i brønden skal
beskrives som metadata.
Det er nogenlunde nemt at etablere metadata for fysiske materialer,
selv om man også kan være i tvivl om, hvilken reol en given
bog skal stå på. Det bliver straks vanskeligere, når materialerne
har form som elektroniske opslagsværker, som allerede er etableret
i deres egen form. Og især når de elektroniske materialer
er dynamiske og udviklende. Karakteren af en hjemmeside kan
nemt ændres.
Metadata kan derfor ikke blot skrives ind i én på forhånd
fastlagt formular. Derfor må der etableres et meta-system
til at sikre, at metadata kan kobles sammen.
Op af brønden
Visionen, at se bibliotekerne som en brønd, er beskrevet i rapporten Folkebibliotekerne
i vidensamfundet. Tanken er, at bibliotekerne skal udvikle
brønden i fællesskab. Dermed skal kravene til brønden også
udvikles i samarbejde mellem alle interessenter på biblioteksområdet.
Hensigten med brønden er, at indholdet skal op igen og anvendes.
Brønden er ikke et arkiv, men et udgangspunkt for formidling
og kommunikation.
Til dette formål er konceptet TING en mulig vej. Den samlede vision kaldes i rapporten for Danskernes
Digitale Bibliotek. Retteligt kunne man kalde det bibliotek.dk 2.0.