Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


September 2010


Bibliotek.dk 2.0


Efter 10 år med bibliotek.dk er bibliotekerne klar til at indtage en ny rolle.

Bibliotek.dk er siden starten udviklet til at inddrage flere og flere materialetyper og lade disse indgå på kryds og tværs. Søger man efter en bestemt bog, vil man ofte blandt søgeresultaterne kunne se den som almindelig bogudgave, lydbog mp3, lydbog cd og for de svagtseende også i punktskrift. Samtidig er der avisanmeldelser, links til avisartikler om forfatteren og links til andre netsteder, der kan linke videre til hjemmesider om bogen.

Der er også links til den såkaldte materialvalgsvurdering, tidligere kaldet lektøranmeldelse af bogen. Denne kommer dog først frem et halvt år efter anmeldelsen, hvilket må tolkes som bibliotek.dk's helt særlige forvaltning af bibliotekslovens krav om aktualitet i formidlingen - brugerne må første vide, om det er en anvendelig bog, når den ikke længere efterspørges!

Siden bibliotek.dk åbnede 30. oktober 2000, er denne succesfulde service fortsat under udvikling. 10 år senere er der grundlag for at udvide målsætningen yderligere. Det, som i rapporten Folkebibliotekerne i vidensamfundet kaldes Danskernes Digitale Bibliotek, vil i realiteten blive til bibliotek.dk 2.0.

Bibliotek.dk 2.0 vil hente data fra den store biblioteksbrønd. Og data vil blive hentet gennem TING-udviklede redskaber og præsenteret gennem ding.ting eller lignende platforme. Og hvor udviklingen af bibliotek.dk skete i en forholdsvis snæver udviklingsgruppe, så vil bibliotek.dk 2.0 blive udviklet gennem virtuelle bibliotekscommunitys.

Vagter eller døråbnere

Bibliotek.dk version 2.0 vil være langt stærkere tilpasset web 2.0-tanken om de sociale medier. I dag har bibliotek.dk de allestedsnærværende knapper til at dele indhold via facebook og andre steder. Bibliotek.dk har også den såkaldte ADHL-teknologi (nej, det er ikke en diagnose, men en nørdet biblioteksforkortelse for "Andre Der Har Lånt denne titel, har også lånt..."). Men den fremtidige løsning vil i langt højere grad være baseret på kommunikation mellem brugere og biblioteker. I dag har man en såkaldt Biblioteksvagt, hvor brugere kan stille biblioteksrelevante spørgsmål. Det foregår som én-til-én kommunikation. Bibliotekerne vil hurtigt træde ind i den sfære, hvor man anerkender, at ikke kun bibliotekarer kan svare på spørgsmål, andre brugere kan lige så godt være hinanden behjælpelige. Biblioteks-vagter bliver måske til Biblioteks-døråbnere.

Dermed bliver onlinebibliotekerne ikke blot til en logistisk ramme for bestilling og afhentning af vidensamfundets materialer. Bibliotekerne vil udvikle sig til en ramme for kommunikation mellem ligeværdige mennesker - til gensidig gavn og fordybelse. På vej mod vidensamfundet.

  Læs også:
Biblioteksbrønden
So ein ding.ting
Har staten en bibliotekspolitik?
Fra arkivet:
Biblioteksplan 2010
300 biblioteker lukkede - hvad så?
Bibliotekskontrakten
Når netmusikken spiller
Biblioteksloven - ti år efter
Brugerne er bagud

Søndag Aften 09/2010       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2008