|
Livsvarige ydelser omfordeles mellem kunstnergrupper. Slutresultatet kendes dog ikke, for de politisk ansvarlige sjusker med tallene.
Definitionen af at være rig ændredes med ét, da medierne skulle
beskrive den nye politiske aftale om livsvarige ydelser.
En rig kunstner er defineret ved at tjene over 371.500
kr. (2009-niveau). Og disse rige kunstnere
vil ikke længere modtage Statens Kunstfonds livsvarige
ydelses mindstebeløb på ca. 16.000 kr. I stedet skal
de nøjes med 0 kr.
Dette synes i offentligheden at være den største ændring gennem den politiske aftale om de livsvarige ydelser, som blev indgået mellem samtlige partier undtagen Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Den politiske aftale om de livsvarige ydelser kommer i kølvandet på Kunststøtteudvalgets rapport (se Søndag Aften arkiv) og følger i nogen grad udvalgets anbefalinger.
Fra livsvarig til hæder
Politisk vælger man at omdøbe ordningen fra livsvarige ydelser til Statens
Kunstfonds hædersydelse. I dette ligger ingen
indholdsændringer, derimod en signalændring: det er
ikke det livsvarige perspektiv for kunstnere,
der er i fokus, derimod hæderen som sådan. I dette
må man tolke, at man politisk har svært ved at forsvare
netop ordet livsvarigt, som kan virke stødende på
nogle.
Den væsentligste ændring i selve ordningen er dog, at man ændrer i vægtningen mellem de forskellige kunstarter. Der er fortsat det samme antal ydelser i alt, 275. Men antallet billedkunstnere skal reduceres fra 93 til 70, antallet forfattere fra 85 til 70. I stedet øges antallet komponister fra 35 til 42, antallet kunsthåndværkere og designere fra 26 til 32, antallet arkitekter fra 14 til 20 og teater/film fra i alt 18 til nu 25.
Dette er en historisk beslutning, idet det er første
gang nogensinde, at man vælger at reducere antallet
ydelser for enkelte kunstarter. Ændringen begrundes
med, "at en række mere nytilkomne kunstarter ikke
i tilstrækkelig grad er tilgodeset i ordningen".
Denne argumentation kan være vanskelig at forstå,
idet den seneste ændring i antallet ydelser var så
sen som i 1998 - og alle nævnte kunstarter eksisterede
i bedste velgående i 1998. Især for billedkunstnere
må det være vanskeligt at følge den politiske logik:
I 1998 udvides antallet billedkunstnere fra 73 til
93. Nu reduceres fra 93 til 70. De politiske aftalepartnere
skylder at forklare billedkunstnerne, hvori de har
mistet samfundsmæssig og kunstnerisk betydning i løbet
af de sidste 15 år - så niveauet nu bliver mindre
end i 1998.
Den reelle begrundelse for ændringen er, at det politisk
kan se ud som om man forskelsbehandler de forskellige
kunstneriske områder ved, at antallet ydelser er forskellige.
Dette er dog kun et relevant synspunkt, hvis man ser
de livsvarige ydelser isoleret i forhold til al anden
kunststøtte. Der er jo heller ikke nogen der forestiller
sig, at man skal ligestille den institutionelle støtte
mellem teater og litteratur - så skulle bibliotekspengene
mangedobles og halvdelen af landets teatre lukkes.
Flertallet i kunststøtteudvalget foreslog, at fordelingen
mellem kunstarterne skulle afgøres af bestyrelsen
for den samlede kunststøtteordning (nu Statens Kunstfond).
Denne indstilling følger man ikke politisk. Et mindretal
i kunststøtteudvalget foreslog, "at fordelingen af
de livsvarige ydelser mellem kunstarterne bør analyseres
nærmere ud fra kunstnernes forskellige økonomiske
vilkår gennem hele kunstnerforløbet på tværs af kunstarterne".
En sådan analyse foreligger ikke.
Uændret for nuværende
De kunstnere, der i dag modtager livsvarig ydelse, vil ikke mærke nogen ændringer.
Staten har afgivet et livsvarigt løfte om bestemte
økonomiske vilkår for den enkelte kunstner. Ændringerne vil derfor
komme langsomt, efterhånden som nuværende modtagere
dør.
I den politiske aftale er man opmærksom på, at reduktionen
af antallet ydelser til fx billedkunstnere, kan føre
til, at der går mange år, før der igen kan tildeles
hæder til en billedkunstner. Derfor indeholder aftalen
et krav om, at ændringerne sker over lang tid, så
man ikke helt udelukker nye tildelinger.
Gennem de sidste 10 år har der i gennemsnit været
tildelt 3 årlige livsvarige ydelser til billedkunstnere
og samme antal til forfattere. Valgte man at helt
ophøre med nye ydelser til billedkunstnere, indtil
man var nede på det nye antal, ville der sandsynligvis
gå 8 år, før man igen kunne give en hædersydelse.
Vælger man fx at tildele en ydelse, hver anden gang
en billedkunstner med livsvarig ydelse dør, vil det
statistisk set tage 16 år, før den nye ordning er
fuldt indfaset.
Ud med politikerne
Den politiske aftale vælger at følge indstillingen fra Kunststøtteudvalget, om
at politikerne fremover slet ikke skal involveres
i uddelingen af hædersydelsen. Hidtil har et fagudvalg
under Statens Kunstfond indstillet til repræsentantskabet
for Statens Kunstfond, som ind i mellem har stemt
om indstillingen, men som altdominerende hovedregel
dog har fulgt fagudvalgets indstilling. Denne indstilling
har kulturministeren taget stilling til - og altid
fulgt. Kulturministeren har herefter indstillet den
konkrete hædersydelse til Folketingets finansudvalg,
hvor der nogle gange har været små protester (se Søndag
Aften arkiv).
Det politiske niveau har været inddraget i repræsentantskabet,
hvor der har siddet politikere, ministeren samt finansudvalget.
I den fremtidige ordning afgiver fagudvalget indstilling
til repræsentantskabet, som tager endelig stilling.
I det fremtidige repræsentantskab indgår ikke politikere.
Ordningen bliver således langt mindre bureaukratisk
og helt uden politisk indblanding.
Endelig følger den politiske aftale, kunststøtteudvalgets forslag om, at der ikke fremover skal tildeles ydelser til efterladte efter kunstnere.
Den politiske aftale skal ikke ses som en besparelse.
De få ændringer, der er tale om, fx i ydelsen til
efterladte eller afskaffelsen af minimumsydelsen på
16.000 kr. omfatter kun fremtidige tildelinger, og
indfasningstiden vil være over så mange generationer,
at det ikke vil være mærkbart. Kulturministeren foreslog
tilsvarende ændringer, da han var medlem af repræsentantskabet
for Statens Kunstfond med ønske om, at midlerne blev
anvendt til arbejdslegater. Det vil vare mange
år, før der blot er råd til et enkelt arbejdslegat
mere. Man må dog forvente, at de minimale besparelser
vil blive indenfor finanslovens samlede ramme til
kunstnerstøtte.
Færre individuelle kunstnere
Kunststøtteudvalget foreslog, at den maksimale hædersydelse skulle hæves væsentligt,
bl.a. så man derved kunne sikre sig mod, at modtagere
af hædersydelser samtidig opnår arbejdslegater (som
er større end hædersydelserne). Dette forslag følges
ikke i den politiske aftale. Dette indebærer, at den
diskussion, der egentlig startede hele processen,
nemlig at der er kunstnere, der modtager både arbejdslegater
og hædersydelser, fortsat er uløst.
Den politiske aftale medfører en væsentlig reduktion
i antallet individuelle kunstnere, der modtager hædersydelse,
hvorimod væsentligt flere af de hædrede vil være kunstnere,
der virker i fællesskab med andre (arkitekter, filminstruktører,
scenografer) og som regel er i egentlige ansættelsesforhold.
Naturligvis vil disse grupper glæde sig over flere hæderslegater. Det har dog ikke været et udtalt krav fra disse kunstnergrupper. Sandsynligvis ville disse områder foretrække øget offentlig støtte brugt på anden vis. Tallene passer ikke
Ser man bort fra gruppen af kunsthåndværkere og designere,
som har vidt forskellige ansættelsesforhold, så reduceres
antallet individuelle kunstnere fra 217 til 186, hvorimod
antallet kunstnere, der sædvanligvis er ansatte under
en eller anden form, øges fra 32 til 45. Antallet
kunsthåndværkere og designere øges fra 26 til 32.
Den kvikke læser vil undre sig over, at reduktionen i antallet individuelle kunstnere (31) er væsentligt større end forøgelsen i øvrige grupper (19). Dette skyldes, at den politiske aftale kun redegør for 263 ud af de 275 fremtidige hædersydelser. Ministeren og aftalepartierne har således glemt at fordele 12 hædersydelser!
Denne slags sjusk giver næppe den politiske proces
større respekt blandt de hæderværdige kunstnere og
giver god grund til, at kunstnergrupper spørger de
politisk ansvarlige: på hvilket grundlag har man fordelt
hædersydelserne?
Læs også:
Den nye kunststøtte
Fra arkivet:
Armslængde under pres
Livsvarige ydelser til debat
Den livsvarige historie
Stor ståhej for 46.074 kr.
De billige livsvarige
De svære alliancer
Ønske: politikere med pli
Søndag Aften
07/2012
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
