Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


januar 1998


Den kommunikative cirkel


I artiklen "The Communicative Circle: Museums as Communities" fra 1992 foreslår teoretikeren Constance Perin, at man anskuer al museumsformidling ud fra det hun kalder en kommunikativ cirkel. Perins primære målsætning er at ændre den traditionelle museumsformidling, der bygger på en envejskommunikation, til en dialog mellem museet og publikum.

Den kommunikative cirkel lægger op til, at museumsformidlingen gøres til en to-vejskommunikation, hvor publikums respons på formidlingen af museets udstillinger og øvrige aktiviteter præger formidlingen fremover. Her støtter Constance Perin sig bl.a. til sociolingvistikken, der hævder, at enhver kommunikation kun er fuldbyrdet, hvis modtageren reagerer med en modhandling. Den bagvedliggende tanke er, at mennesket bedst forstår et budskab eller en meddelelse, hvis han/hun er i stand til at forholde sig kritisk og selvstændigt til det, der formidles.

Kunstmuseerne kan gøre flere ting for at opnå den størst mulige grad af engagement hos de besøgende og derved optimere publikums forståelsesmæssige udbytte af et museumsbesøg. For eksempel kan de med jævne mellemrum etablere et såkaldt talk-back-board, hvor publikum får mulighed for at respondere på og kommentere museets formidling, udstillinger og aktiviteter. Et talk-back-board kan være udformet som en paneldiskussion eller en debataften, hvor der udveksles meninger, opfattelser og forskellige fortolkninger mellem besøgende og museets ansatte. Ifølge Constance Perin styrker denne form for dialog publikums samlede udbytte af museumsbesøget, og man undgår, at museet kritikløst indoktrinerer sit publikum.

Constance Perin repræsenterer en meget teoretisk funderet tilgang til publikum, der kan være svær at overføre direkte til den gængse museumspraksis. Et andet kritikpunkt ved Perins museumsstudier er, at hun ikke ser problemerne ved at inddrage publikum. Hun overser, at der ved en høj grad af medbestemmelse vil forekomme mange uenigheder mellem museumspersonalet og publikum, der i værste fald vil besværliggøre og forsinke arbejdet på museet. Desuden er det værd at nævne, at hvis publikum selv er med til at planlæggge udstillingerne, så vil overraskelsesmomentet for publikums vedkommende helt forsvinde.

Inddragelse af publikums evalueringer

Forslaget om at museerne i højere grad skal inddrage publikum i kommunikationssituationen genfinder man i mange nyere teorier omkring museumsformidling. I artiklen "Setting off the Right Foot" fra 1993 lægger Roger Miles og Giles Clarke vægt på publikums indflydelse under selve udstillingsplanlægningen. Derved sikrer man, at udstillingerne er forståelige og svarer til publikums mentale og uddannelsesmæssige forudsætninger. Der findes tre forskellige måder, hvorpå publikums evaluering kan indgå i planlægningen og evalueringen af en udstilling:

  • front-end evaluation, der foregår før arbejdet med udstillingen er påbegyndt.
  • formative evaluation, der foregår undervejs
  • summative evaluation, der sker når udstillingen er åben for publikum.

Ved at lade museet og publikum indgå i et samarbejde omkring udstillingerne, skaber man den størst mulige overensstemmelse mellem det aktuelle publikums efterspørgsel og museets udbud. Det giver mulighed for at korrigere udstillingen de steder, hvor det viser sig, at der opstår mange misforståelser, fx hvis publikum ikke kan finde vej rundt på museet og derfor går glip af mange værker. Museerne kan foretage evalueringsundersøgelserne gennem spørgeskemaer og interviews. En anden mulighed er fast at have tilknyttet et evaluerings-korps, der følger museet på tæt hold og kommer med kritik af udstillingerne.

Miles og Clarke ser flest fordele ved front-end evaluation, og gennem de sidste 10 år har der været en generel udvikling væk fra summative evaluation-formen til front-end evaluation-formen. Det skyldes, at det samarbejde med publikum, der foregår tidligt i udstillingsplanlægningen, giver den største grad af bruger-indflydelse. Som det er tilfældet med Constance Perin kan man også kritisere Miles og Clarke for at overse problemerne ved at inddrage publikum i beslutningsprocesserne, idet de idealiserer publikums medbestemmelse.

Interesserede kan finde uddybende oplysninger om kunstmuseets dialog med publikum i følgende artikler:

Constance Perin: "The Communicative Circle: Museums as Communities" in Lavine, Kreamer & Karp (eds.): Museums and Communities: "The Politics of Public Culture" (Washington/London: Smithsonian Institution Press 1992).

Roger Miles og Giles Clarke: "Setting off the Right Foot" in Stephen C. Bitgood & Ross J. Loomis (eds.): "Environment and Behavior. Special Issue: Environmental Design and Evaluation" in "Museums", Vol. 25 (Sage Publications Inc., Nov. 1993).

Elaine Heumann Gurian: "Noodling Around with Exhibition Opportunities" in Ivan Karp & Steven D. Lavine (eds.): "Exhibiting Cultures: The Poetics and Politics of Museum Display" (Washington/London: Smithsonian Institution Press 1991).

Næste artikel

Museum Experience forskellige målgrupper Pierre Bourdieu

[Intro][Uddannelse][Publikum][Formidling][Historie]

Søndag Aften 0198

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.