De pædagogiske teorier som er blevet lagt til grund for kunstmuseernes undervisning af børn og voksne har varieret op gennem historien.

Kunstmuseets indlæringsmiljø kan opfattes som et muligt alternativ til den traditionelle "tavle"-undervisning i skolerne, idet kunstmuseerne har muligheden for at gå nye veje i deres uddannelsespolitik og vægte andre værdier og indlæringsformer. Desuden er kunsten netop kendetegnet ved, at der aldrig gives noget sandt facit, men derimod en mangfoldighed af tolkningsmuligheder og associationer. Fantasi, intution og indlevelse er nyttige redskaber, når det handler om at sætte ord på kunstværkets form, indhold og budskaber.

På nuværende tidspunkt kan mange kunstmuseer - i lighed med mange af samfundets øvrige institutioner - imidlertid kritiseres for, at de ukritisk og ureflekteret "danner" og "kvalificerer" befolkningen til en bestemt type samfund, kunstopfattelse og værdier.

I modsætning til en egentlig dannelse og kvalificering, tilføres voksne og børn kvalifikationer, som alle mere eller mindre direkte bidrager til accepten af den gængse kunsthistorie, historieopfattelse, samfundsopfattelse, o.l. - upåagtet at disse forestillinger ikke er de eneste gyldige, og at samfundet idag ser anderledes ud end det gjorde for bare 10-20 år siden.

"Sparekassepædagogik" - den monologiske undervisning

Rent konkret sker dette gennem en kunstundervisning, som baserer sig på, hvad den brasilianske pædagog og teolog Paulo Freire (f. 1921) har benævnt "sparekassepædagogikken". Med begrebet "sparekassepædagogik" karakteriserer Freire den praksis, hvor underviseren ser det som sin opgave at fylde den studerende med viden. Den studerende er med andre ord genstand for undervisningen og den "tabula rasa" - rene tavle - hvor underviseren sætter sit indskud i form af informationer, synspunkter og viden - mod forventet udbytte senere i livet, når individet handler i overensstemmelse med samfundets vedtagne sandheder og anerkendte værdier.

Paulo Freire kritiserer sparekassepædagogikken for i undervisningssammenhæng ofte at involvere en ideologisk styring, hvor eleven kommer til at overtage underviserens livs- og samfundsopfattelse. I Freires pædagogiske univers vil denne livs- og samfundsopfattelse altid være kapitalistisk og imperialistisk, men hans teori tager også et mere generelt sigte, idet han grundlæggende gør opmærksom på, at enhver form for undervisning vil være ideologisk styrende.

Samtidig er den traditionelle sparekassepædagogik, som Freire ønsker at gøre op med udtryk for en helt bestemt opfattelse af viden, som vi bl.a. genfinder hos Platon og Locke. Platon hævdede, at der findes ideale former, som eksisterer uafhængigt af den studerendes bevidsthed. For ham var indlæring derfor en intellektuel proces, hvor det handlede om at nå hen til denne absolutte viden. I følge Locke er bevidstheden en tabula rasa, hvor summen af individets informationer, kendsgerninger og erfaringer tilsammen skaber viden.

Den dialogiske undervisning

Paulo Freire forestiller sig, at en øget selvrefleksion omkring lærerrollen kan medvirke til, at det pædagogiske arbejde bliver mere dialogisk og åbent. Hermed ikke sagt, at underviseren skal lade som om, at parterne er lige og besidder samme viden. Det centrale er, at undervisningen ikke forløber som en docerende monolog fra lærerens side. I stedet bør læreren gennem samtale, argumentation og uddybende spørgsmål forsøge at hjælpe eleven til selv at nå frem til en forståelse og en erkendelse.

Paulo Freires forestillinger om den åbne dialog er selvsagt meget svære at realisere i undervisningssammenhæng, i og med at læreren allerede kender kunstværkerne, kunstnerne og kunsthistorien, mens eleverne ofte indgår i dialogen med relativt få forudsætninger. Elever er dog aldrig fuldstændig forudsætningsløse og uerfarne; og anvender man disse tanker som en ledetråd for kunstmuseets undervisning vil man sandsynligvis brudstykkevis kunne etabelere en mere åben dialog.

Paulo Freires pædagogik placerer sig indenfor det teoretiske felt, som beskæftiger sig med at udvikle individets selvstændige stillingtagen. Blandt mange andre beslægtede pædagoger skal nævnes J.J.Rousseau, F.Fröbel, C.Freinet og J.Dewey.

Forslag til diskussion & analyse af kunstværker:

© Modellen er en oversat og delvis redigeret udgave af
Eilean Hooper-Greenhill "The Educational Role of the Museum"
(Fig.33.2, p. 235) / London & New York:Routledge 1994

Næste artikel

den engelske museumsverden børn unge voksne Arkens pilotprojekt for unge Dewey

[Intro][Uddannelse][Publikum][Formidling][Historie]

Søndag Aften 0198

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.