En vigtig forskel mellem skolebørn og
gymnasie/handelsskoleelever er, at de tænker forskelligt. Hvor mindre skolebørn typisk
forholder sig meget konkret til deres omverden, vil gymnasieelever ofte være i
stand til at tænke mere abstrakt og analytisk.
I forbindelse med de mindste skolebørn har alderen stor betydning.
Udbyttet og oplevelsen af et museumsbesøg afhænger i høj grad af barnets alder. Et barn
på 6 år har andre interesser og behov end et barn på 9 år. Hvis begge børn deltager i
det samme undervisningsprogram vil den seksårige ofte have en negativ oplevelse af de
opgaver og krav, som den niårige synes er sjove og udfordrende. Og vice versa.
Skolebarnets tilgang til billedkunst foregår som en direkte sansning af
værkerne. Og barnets oplevelse af værker er begrænset af de erfaringer, som de
tidligere har gjort sig.
Mindre skolebørn har kun en vag fornemmelse af, hvad et kunstmuseum er
og hvordan værkerne er havnet på museet. De har heller ikke en forståelse af, hvad
historiske perioder og socialhistoriske sammenhænge er.
En sproglig og idébaseret tilgang til værkerne vil ofte skabe
forvirring. For selvom børnene kender mange ord, kender de sjældent den præcise
betydning af ordene.
Mindre børn har en formidabel evne til at indleve sig i billeder. Det
skyldes ikke mindst deres konkrete tankegang, hvor de ikke skelner mellem billede og
virkelighed.
Af samme grund bør man fra kunstmuseets side overveje en vis grad af
etisk stillingtagen til, hvilke værker, man vælger at konfrontere børnene med. Deres
evne til indlevelse betyder nemlig, at de også kan blive bange for billeder, fordi
billederne for dem fremstår som virkelige.
I forsøget på at etablere en dynamisk og motiveret læreproces bør
man vægte:
- dialogen
- enkelte eksemplariske værker
- en undervisning, hvor man går fra det konkrete til det abstrakte og
- barnets selvstændige valg af værker
- (i det omfang det er praktisk muligt i forbindelse med et relativt
tidsbegrænset museumsbesøg).
Søndag Aften 0198
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.