Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


januar 1998


John Dewey


Hvordan effektiviserer kunstmuseet sin undervisning?

Filosoffen og pædagogen John Dewey (1859-1952) er en af de helt centrale skikkelser i museumssammenhæng, specielt hvad angår kunstmuseernes undervisningsprogrammer.

Dewey formulerede sine forestillinger om en undervisning baseret på erfaringen i 1920'erne og 1930'erne. Hans tanker fik en renæssance i 1970'erne, hvor man igen begyndte at stille krav om, at kunstværkerne skulle relateres til publikums (og specielt barnets) personlige interesser og erfaringshorisont.

Erfaringens betydning for indlæring

Ifølge Dewey er individets indlæring kendetegnet ved, at man altid sætter nye oplevelser og handlinger i forhold til det tidligere oplevede. Erfaringer ophobes ikke side om side i den menneskelige bevidsthed. Erfaringer udvider i stedet individets univers og skaber mulighed for nye erfaringer, hvor man møder verden på en anden måde end tidligere.

Dewey opfattede erfaringen som grundlag for individets tilegnelse af viden. Han var meget optaget af erfaringsprocessen, som for ham måtte opfattes som en kontinuerlig udvikling. Lærerens primære opgave bestod i at styrke kvaliteten af de erfaringer, individet gør sig i undervisningssammenhæng

En af de måder individets indlæring kan forbedres på ifølge Dewey er gennem "learning by doing" - som samtidig er det slagord, Dewey nok er mest kendt for.

"Learning by doing" genkendes i diverse museumsprojekter for skolebørn, hvor de selv maler, tegner, modellerer, laver deres egen kunstavis o.l. Sådanne eksperimentelle projekter fremtræder til tider som en relativ forfladiget udgave af Deweys tanker, hvor man ikke tager højde for, at aktivitet aldrig er et mål i sig selv. Aktiviteter er kun relevante, såfremt de indebærer en erfaringsproces, hvor evnen til at lære selvstændigt og glæden ved at lære nyt udvikles.

Erfaringsdannelse adskiller sig kvalitativt fra tilegnelsen af informationer. Men ofte opfattes indlæring som det, at individet tilegner sig nye ideer, kendsgerninger eller informationer. Indlæring bør forstås som en styrkelse af eksisterende ideer og viden - men også som en åbning mod nye erfaringer og viden.

Motivation

John Deweys tanker er formuleret i relation til børn og unge i 1930'ernes USA. Grunden til at hans ideer vedbliver med at være interessante og brugbare er, at Dewey havde blik for, hvilken rolle motivationen spiller for resultatet af indlæringen. Dewey kritiserede det traditionelle skolesystem, fordi man ikke tog hensyn til barnets egne interesser, evner og hensigter.

1990'ernes kunstmuseer tildeler også sjældent motivationen tilstrækkelig stor opmærksomhed. Det er vigtigt at forstå, at omfanget af, hvad man egentlig lærer i en undervisningssituation stiger proportionalt med graden af motivation, interesse og forkendskab.

Dewey udformede sjældent konkrete forslag om, hvordan undervisningsprojekter bør forløbe, men han opstillede fire hovedinteresser, som skulle være tilstede på alle barnets alderstrin:

  • interessen i samtale og selskab, baseret på det sociale instinkt
  • interessen i at undersøge og finde ud af ting
  • interessen i at frembringe ting, at skabe og konstruere og
  • interessen i kunstnerisk udtryk, dvs. interessen i at udtrykke sig i tegning og maleri

Kunstmuseernes formidlings- og uddannelseskoordinatorer udformer ofte deres undervisningsmateriale i forlængelse af Deweys principper. Og det på trods af, at de måske aldrig har stiftet bekendskab med Dewey. Det skyldes, at John Deweys principper om indlæring er meget grundlæggende og rummelige.

Rent praktisk peger Deweys principper i retning af

  • projektarbejde,
  • en problemorienteret læreproces,
  • opstilling og integrering af elevernes egne interesser og behov,
  • deltagerstyring,
  • opøvelse af erfaringsevnen i mødet med konkrete kulturgenstande/kunstværker og
  • en vægtning af oplevelsens rigdom og de længerevarende erindringer.

Litteratur af/om John Dewey::

John Dewey: "Erfaring og Opdragelse" med indledning ved Hans Fink (Chr. Ejlers forlag 1974).

Espen Jerlang (Red.): "Selvforvaltning - pædagogisk teori og praksis" (Munksgaard 1988).

Næste artikel

den engelske museumsverden pædagogik børn unge voksne

Arkens pilotprojekt for unge

[Intro][Uddannelse][Publikum][Formidling][Historie]

Søndag Aften 0198

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.