Hvis du tror at du læser hurtigt, kan du godt tro om igen. Den lille applikation Spritz, som vil blive spredt gennem nettet i løbet af de kommende måneder, viser nemlig hvor hurtigt du i virkeligheden kan læse.
Tanken bag er, at du i virkeligheden spilder en masse tid ved at flytte øjnene fra ord til ord og fra linje til linje. I stedet dukker al tekst op i en lille tekstrude, hvor der kun optræder et ord ad gangen, de enkelte ord afløser til gengæld hinanden med stor fart, og gennem en simpel test vil du straks opleve, at du kan læse langt hurtigere end du plejer.
Applikationen er umiddelbart fascinerende, og det er svært at forestille sig andet end, at der vil komme en sand hærskare af frivillige udviklere til at gøre Spritz tilgængelig som læseredskab på alverdens hjemmesider, e-bøger, word-dokumenter etc.
Det første sted man kan teste Spritz er på hjemmesiden The Old Reader, som er et site, hvor brugere kan samle sine RSS-feeds. Med et gratis abonnement på The Old Reader og på Spritz får man de nyheder, man klikker på frem i det særlige Spritz-vindue. RSS-feeds er dog som regel korte, så nytten af hurtiglæsning netop her fortoner sig.