Efter mange års diskussioner har Oslo Byråd godkendt planerne for et nyt Munch-museum i Oslos kommende kulturcentrum Bjørvika. Byrådet bevilligede 2,7 mia. nok. til projektet. Det skete på baggrund af en statslig bevilling på 0,6 mia. nok. til formålet.
Tilbage i 2009 vandt det spanske Herreros Arquitectos med bidraget Lambda arkitektkonkurrencen om et nyt Munch-museum (se Søndag Aften arkiv). Siden har politiske og økonomiske diskussioner forsinket projektet. Byrådet tilsluttede sig bevillingen med stemmetallene 52 for og 7 imod. Fremskrittspartiet, Miljøpartiet De Grønne og Rødt imod. Nu mangler blot en lokalplan, som forventes vedtaget i november.