Sverige: Alligevel gratis museer
I december vedtog den svenske Riksdag Moderaternas forslag til finanslov, hvilket indebar, at ordningen med gratis adgang på statslige museer skulle sløjfes (se Søndag Aften arkiv). Da regeringsaftalen kom på plads, var et element i denne dog at lave en tillægsfinanslov for 2019, hvori der alligevel er sat penge af til at fastholde gratis adgang til de statslige museer.
Gratis adgang til 18 statslige museer har været et konstant politisk stridspunkt i mange år. I 2006 besluttede den daværende allianceregering at afskaffe gratis adgang. I 2014 besluttede den socialdemokratisk-grønne regering at genindføre gratis adgang.