Lovforslag om egnsteatre
Samtidige 4-årsaftaler, stop for huslejespekulationer og regelforenkling. Det er hovedpunkterne i Regeringens forslag til ny egnsteaterordning.
Fremover skal egnsteatrene følges ad i samtidige 4-årsaftaler mellem staten og kommunerne. Det vil give såvel teatre som kommuner en væsentligt større budgetsikkerhed. Nuværende egnsteateraftaler vil løbe perioden ud, til 2017/2018, men derefter vil aftalerne blive samtidige.
4-års samtidigheden i egnsteateraftalerne er den vigtigste ændring i det lovforslag om ændringer af scenekunstloven, som Regeringen netop har fremlagt. Lovforslaget følger i hovedtræk den politiske aftale, der i september 2013 blev indgået mellem samtlige folketingets partier undtagen Enhedslisten.
Som et nyt element i forhold til den politiske aftale, kan Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for scenekunst – som i øvrigt skal administrere egnsteaterordningen – give igangsætningsstøtte til egnsteatre. Der kan således etableres nye egnsteatre uafhængigt af den fremtidige 4-års rytme.
Huslejeregulering
Ifølge den nuværende lov, kan højst 15% af det samlede offentlige tilskud til et egnsteater anvendes til at finansiere husleje. Dette ændres – så man skal holde tungen lige i munden – til at den samlede husleje for egnsteatret højst må udgøre 15% af det samlede offentlige tilskud.
Pointen i denne ændring er, at der tilsyneladende har været en vis spekulation i, at kommuner opkrævede mere end de 15% i husleje fra teatre i kommunale bygninger – men lod dette finansiere af teatrets egenindtægter. Der foreligger ikke nogen dokumentation af sådan kommunal tilskudsspekulation, men i teatermiljøer har der været en stor opmærksomhed og hyppige påstande om dette.
har været en vis spekulation i, at kommuner opkrævede mere end de 15% i husleje fra teatre i kommunale bygningerLovforslaget indeholder også nogle dispensationsmuligheder .
Regelforenkling
Lovforslaget indeholder også en vis regelforenkling og -præcisering. Fremover skal Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for scenekunst vurdere de enkelte egnsteatres faglige og kunstneriske niveau. Dette bliver en væsentlig ny opgave for udvalget – og givetvis arbejdskrævende.
Der sker præciseringer af hvilke aktiviteter, der er refusionsberettigede. Hensigten er at sikre, at det kun er den egentlige scenekunstneriske virksomhed, som giver refusion til kommunerne. Hvis et egnsteaters samarbejde med en folkeskole skal godkendes som refusionsberettiget, skal denne aktivitet være en del af den samlede 4-årige aftale for teatret.
KL-protest
Den eneste egentlige indsigelse mod det fremsatte lovforslag kommer fra Kommunernes Landsforening (KL). Organisationen har sendt to usædvanligt skarpe høringssvar – som dog også er usædvanligt dårligt og uklart formuleret. Høringssvarene fra KL fremstår som, at organisationen er fornærmet over, at Staten kan vedtage ændringer vedrørende egnsteatrene uden at have tage KL i ed i et og alt. Og som om KL ikke har forstået, at ændringer i fx huslejeberegninger ikke går ud over kommunerne samlet, for Statens refusion til kommunerne er uændret. Overraskende amatøragtigt fra Kommunernes Landsforening.
Lovforslaget blev fremsat 29. januar og forventes færdigbehandlet i løbet af foråret. Loven skal træde i kraft 1. juli 2014.