Ifølge en analyse fra amazon.com øger forlagene den samlede indtjening, hvis de sætter priserne for ebøger ned. Ebøger har altså en særdeles høj priselasticitet.
Amazon.com har som bekendt et ganske stort datagrundlag til at analysere salgstendenser. De har dog ikke offentliggjort mere præcist mængden af titler, som indgår i analysen.
Analysen viser, at hvis en ebog har salgsprisen 14.99 $ og sælger 100.000 stk., så vil den samme ebog sælge 174.000 stk. ved en salgspris på 9.99 $. Den enkelte forbruger sparer 33%. Forlagene tjener 16% mere. Selvfølgelig fordi der er flere købere ved lavere priser.
Amazon.com har længe argumenteret for, at forlagene skal sætte priserne for ebøger lavere. Og selvfølgelig skal analysen derfor læses som et partsindlæg, da lavere ebogspriser vil styrke amazon.com i forhold til andre boghandlere. Men alligevel: måske skal nogle eksperimentere med lavere priser?