Almindeligvis tildeler politiske ledere ikke kulturpolitikken den helt store opmærksomhed. Denne regel gælder dog ikke engelske Labours nye leder, Jeremy Corbyn, der offentliggjorde et 13-siders langt policy paper, The Arts, som en del af formandsvalgkampen.
Corbyns udgangspunkt er “I dag er vores kreative industrier under det mest alvorlige angreb i en generation. Vores kulturarv bliver udhulet af en hensynsløs regering opsat på at reducere bidraget fra kunst til vores samfund og kultur.”
De felter han især fokuserer på er:
- en samlet national plan for kunst og kultur,
- genopretning af kunst- og kulturbudgetterne,
- geografisk spredning af kulturtilbudene,
- sikre adgang for alle ved målrettede børne- og ungeinitiativer
- styrke kunst i skolen,
- styrke kreative industriers digitalisering – og tilgængeligheden af denne,
- sikre kunstnere og kulturarbejdere bedre løn- og arbejdsvilkår,
- sikre kunstnerisk mangfoldighed,
- redde BBC.
Papiret blev udviklet til Labours formandsvalgkamp, men er samtidig formuleret som invitation til en bredere diskussion om kulturpolitik.