Aktuelt · Clip · Kunst og museer
Picassomuseum nr. 5
Gennemføres planerne om at åbne et Musée Jacqueline et Pablo Picasso i den sydfranske by Aix-en-Provence, vil det blive det femte museum dedikeret det 20. århundredes store kunstner.
Udgangspunktet for museet er ifølge The Art Newspaper den samling på omkring 2.000 værker, som arvingerne efter Picassos anden hustru, Jacqueline Roque, er i besiddelse af. Der er især værker fra 1952 til 1973. Størstedelen af værkerne har aldrig været udstillet før.
Bystyret i Ais-en-Provence har i december 2017 solgt det tidligere kloster Couvent des Prêcheurs til et selskab ejet af arvingerne. Planerne er, at museet skal åbne i 2021 med 1.500 m2 udstillingsareal foruden forskningscenter, keramikværksted (og sikkert også café).
Andre Picassomuseer finder man i Antibes (mellem Cannes og Nice), Barcelona, Malaga og Paris.