Et Kulturløft på dansk?
|
Kan det norske kulturløft importeres til Danmark? Det norske Kulturløft kan på mange måder ses som det, mange kulturdebattører efterlyser i Danmark: en vision og en retning for udvikling af kulturpolitikken. Hvor storslået beløbet end måtte virke, er det dog påfaldende, at de tre regeringspartier var helt upræcise med konkrete målsætninger for, hvordan pengene skulle fordeles. Et ønske om 1% af et statsbudget til et bestemt formål kan på mange måder virke som en lidt tilfældig tanke på et tal. Muligvis sammenlignelig med udviklingsbistanden. Pærer og bananer I Danmark udgør Kulturministeriets andel af statsbudgettet ca. 1%. Dette kan dog ikke umiddelbart sammenlignes med den 1%, man taler om i Norge. I Norge er idræt ikke med, ej heller de kulturelle uddannelser eller folkehøjskolerne. I Danmark ses støtte til trossamfund ikke som en kulturudgift. Til gengæld vil vi nok tælle kirkernes musikudgifter med, og momsfritagelsen for dagblade ville tælle med i sammenligningen. Der er dog en række af de norske erfaringer, som er værd at have med ved tilrettelæggelsen af dansk kulturpolitik. Kulturpolitiske mål I Danmark har vi i de sidste tyve år konsekvent haft en udtalt politisk ambition om at styrke kulturlivet udenfor København. Ingen af de puljer, der er etableret, har ført til mærkbare resultater. Det norske kulturløft har ingen ambitioner om at sprede kulturpengene – men fordi man pludseligt har langt flere penge at gøre godt med, bliver der plads til også at sprede pengene geografisk. Ergo: skal det lykkes at sprede de danske kulturpenge, skal det gøres samtidig med merbevillinger, ikke som små procentøvelser. Det samme kan man konkludere vedrørende samspillet mellem ”fyrtårnene”, de nationale kulturinstitutioner, og de lokale kulturinstitutioner. Merbevillinger giver mulighed for spredning af midlerne. Bibliotekerne taber I såvel Danmark som Norge er de kommunale folkebiblioteker taberne i spillet om merbevillinger. I begge lande efterlyses strategier, der kan sikre, at bibliotekerne fortsat kan varetage rollen som det lokale fundament for kulturpolitikken. I Norge tales om ”Floridaisme” i kommunernes kulturpolitik. Ofte høres synspunkter, om at danske kommuner underlægger sig eventkulturen. Dokumentationen for påstanden kan synes uklar. Men i begge lande kan det se ud som om, der skal indgås nye aftaler om arbejdsdeling mellem kommuner og stat. Kunstnerne blev glemt Naturligvis var norske kunstnere glade da Kulturløftet blev formuleret. De må dog være ganske skuffede nu, 9 år senere, for de, der har fået mindst ud af kulturløftet, er netop kunstnerne. Selv en fordobling af kulturbudgettet, som i Norge, giver ikke flere penge til kunstnerne. I Danmark har der gennem mange år været et udtalt ønske om, at flere kulturpenge skal gå direkte til kunstnerne – og færre til det såkaldte fedtlag af administratorer, formidlere og kuratorer. Der er ikke nogen som har kunnet påpege, at dette er lykkedes. Skal man flytte penge til kunstnerne, skal det åbenbart ske konkret og direkte. Målbare mål Bortset fra det centrale element i det norske Kulturløfte, 1% af statsbudgettet, var de øvrige formål formuleret upræcist og uden mulighed for efterfølgende at måle effekten. Der var ikke skrevet succeskriterier ind i teksten. Det samme gælder nær sagt samtlige danske kulturpuljer: ingen succeskriterier, intet målbart. Derfor bliver alle disse 4-årige puljer, som dansk kulturpolitik består af, blot til bløde udsagn, som er til fri fortolkning ved næste forhandling. I Norge er det helt nyt, at man i år har foretaget en samlet evaluering af Kulturløftet. Og i denne evaluering efterlyses gang på gang en stærkere forskningspraksis om de kulturpolitiske initiativer. Denne efterlysning kan sagtens tåle at gentages i dansk kontekst. Læs også:
|
