De multinationale

Med digitalisering og globalisering er kulturindustrier blevet multinationale – og de opfører sig fuldstændigt efter kapitallogikkens regelsæt. Vi venter på den kulturpolitiske forbruger.

CulturCommentar:

Det har vakt behørig opmærksomhed, at forfatteren Peter Øvig Knudsen fik censureret sin iBook-udgave af Hippiebøgerne. I Europa vil vi ikke underlægge os en sexualforskrækket og snerpet amerikansk moral. Og naturligvis er Hippie-bøgerne blot toppen af isbjerget, underneden findes masser af  andre værker, som censureres af de nye gatekeepers for e-bøger. Og til forskel fra hvad man ellers er vant til, Apple finder ikke anledning til at begrunde sin censurpolitik.

Diskussionen om Apples censur forsøges ført videre gennem EU-parlamentet. Men støder hele tiden på modargumentet: en privat virksomhed må selv om, hvad den vil sælge, og hvem den vil handle med.

Såvel Google som Facebook har opnået klart markedsdominerende positioner indenfor fx søgninger og hurtig personlig kommunikation. Disse virksomheder etablerer også moralske kodeks for, hvad de tillader, ligesom deres anvendelse af brugeres persondata hyppigt giver anledning til diskussion.

Strejker

Tidligere i år var der strejker ved amazon.de’s logistikcenter i Tyskland, i Leipzig og Bad Hersfeld. På samme måde har amazon.co.uk været under angreb for elendige arbejdsforhold og exceptionelt lave lønninger.

I USA er Apple blevet idømt bøde for at holde bogpriser kunstigt oppe. I Frankrig etableres ny lovgivning, fordi amazon.fr holder priser kunstigt nede.

På det europæiske marked opererer såvel Apple som amazon.com fra Luxembourg, hvor momsen er lavere. Derved opnår man selvfølgelig en konkurrencemæssig fordel.

Når danske medier for tiden beskæftiger sig med begrebet skattely, er det værd at gøre opmærksom på, at de internationale kulturindustrier i højeste grad spekulerer i netop skatteundragelse.

De internationale kulturindustrier opfører sig fuldstændigt som 1970’ernes udskældte multinationale selskaber.

Vor tids helte

prisen er begrænset ytringsfrihed, urimeligt lønpres, unfair konkurrence, skatteunddragelse og indgreb i privatlivets fred

Samtidig fremstår kulturindustrierne som moderne helte i den almindelige offentlige vurdering.  I indtjening er det succeshistorier. I renommé er det nærmest forbilleder for mange mindre virksomheder.

Såvel store som små danske kulturvirksomheder har en oplevelse af at “være i lommen” på de store virksomheder. Man er nødt til at “spille med” på den bane, der er trukket op.

De danske virksomheder er naturligvis nødt til at samarbejde med parter, som kan være med til at sikre den nødvendige indtjening. Ellers går det helt galt.

Lovgivere, såvel i USA som i Europa og i nationale parlamenter prøver at sætte begrænsninger for de multinationale kulturindustrier. På netop det digitale område er det dog vanskeligt for lovgivere at følge med i det tempo, der er tale om. De demokratisk funderede institutioner har vanskelige kår.

Tilbage er forbrugerne. Den politiske forbruger kan faktisk indtage en rolle i forholdet til de multinationale kulturindustrier. Et første skridt kunne være at ophøre med at omtale dem som geniale.

For man glemmer, at prisen er begrænset ytringsfrihed, urimeligt lønpres, unfair konkurrence, skatteunddragelse og indgreb i privatlivets fred.

Hvor er den kulturpolitiske forbruger?

I alle andre brancher end netop IT, ville der være en bred folkelig protest mod denne form for virksomheder.

Den politiske forbruger betaler gerne lidt mere for en vare, der svarer til de idealer, man sætter sig. Den politiske forbruger stiller krav, protesterer og indgår i den nødvendige dialog om ændringer.

 Tom Ahlberg

Ansv. redaktør