Trusler virker

Når mange kunstnere kan trues til at trække sig fra offentligheden, har vi et samfundsproblem.

Rapporten fra Kulturanalys Norden om trusler, vold og chikane mod kunstnere (læs: Vold og trusler mod kunstnere) trækker ikke mange overskrifter. Vi hører jo tit nok om had på nettet og sexchikane på arbejdspladser.

Vi hører også ofte om kunstnere der modigt står op imod trusler, som ikke vil finde sig i chikane; her har #Metoo har også sat klare spor i den offentlige samtale om kvinder i film og musik.

Men omfanget af trusler mod kunstnere er ikke kendt. Den nordiske rapport viser klart, at der er mørketal, vi aldrig taler om. Rapporten kan ikke kaldes repræsentativ, dertil er der for få svar fra kunstnerne. Men hver eneste kunstner, som oplever trusler, vold eller chikane er et problem – for os alle.

I offentligheden fremhæves de forbilleder, som – trodsigt i vrimlen – hæver sin stemme og ufortrødent fortsætter sin kunstneriske bane. Disse forbilleder er dog langt fra repræsentative. De kommer indirekte til at skjule den kendsgerning, at mange kunstnere påvirkes til at tie eller ændre retning.

Atypiske arbejdspladser

På almindelige arbejdspladser har man procedurer, kollegiale fællesskaber og institutionaliserede løsninger som arbejdsmiljølovgivning, arbejdspladsvurdering, tillidsmænd, whistleblowerordninger og HR-afdelinger til at varetage medarbejdernes ve og vel, hvis de udsættes for trusler, chikane eller vold. Dette system har man ikke for selvstændige. Og slet ikke for kunstnere, som ofte er lonely riders. De er atypiske i forhold til almindelige arbejdsmarkedsregler – og de er atypiske i mangel på kollegiale muligheder.

Kunstnerens egne organisationer er tilsvarende svage i sammenligning med øvrige faglige organisationer.

Trusler virker

Når hele 72 procent af de medlemmer af Dansk Artistforbund, som svarer, at de har været udsat for trusler, vold eller chikane, desuden svarer, at de i en eller anden grad har begrænset den egne kunstneriske frihed, har vi et væsentligt problem.

Først og fremmest er det et problem for de kunstnere, som er ramt og for deres nærmeste, som skal støtte og hjælpe. Det er også et kollektivt problem for de faggrupper, som bliver ramt.

Men det er også et problem for sammenhængskraften i samfundet. Kunsten er nødvendig for den frie samtale, for vores samlede idèrigdom, for spredning af tanker og ønsker.

Helt pekuniært kan man sige, at hvis kunstnere trækker sig fra offentligheden, får vi ikke den gavn af investeringen i deres uddannelse, støtte til udvikling, spillesteder og udstillingssteder, som vi har kalkuleret med.

Det er et samfundsanliggende at sikre, at kunstnere oplever at de trygt kan optræde, udstille og kommunikere i det offentlige rum.

Det er politik

Vi har brug for mere omfattende kortlægninger af omfanget af trusler og vold, og under hvilke former det sker.

Kunstnerne har brug for hjælp og støtte. De har brug for både konkret og forebyggende rådgivning.

For mange kunstnerorganisationer var #Metoo er wake-up call: De blev nødt til at prioritere at stoppe chikane. Men det handlede mest om udøvende kunstnere i ansættelsesforhold. Rapporten fra Kulturanalys Norden bør ligeledes vække til interesse for de mange kunstnere, som arbejder for sig selv.

Hvis vi vil en aktiv kulturpolitik og mener slagordene om ytringsfrihed for kunsten alvorligt, skal vi også sikre kunstnere mod trusler, vold og chikane. Vi kan ikke nøjes med at tale om ytringsfrihed, når det handler om koranafbrændinger og mere åbenlys provokerende kunst. Alle kunstnere skal opleve at de har den kunstneriske frihed, alle dage, alle kunstretninger, alle former og alle emner. Det er også en politisk opgave.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør