Siden 2010 er Kulturministeriets udbetalinger udenfor Hovedstadsområdet steget med 17% – og kun med 6% i Hovedstadsområdet.
I mange år har det været en kulturpolitisk bestræbelse at flytte penge fra Hovedstaden til provinsen. Og det ser ud til, at det er lykkedes i perioden 2010 til 2013. Det viser Søndag Aftens analyse af kulturudgifter 2010-2013. Analysen er baseret på opgørelser fra Danmarks Statistik.
I 2010 havnede 66,9% af kulturministeriets udbetalinger til virksomheder og enkeltpersoner i Hovedstadsregionen og 33,1% i de øvrige regioner. I 2013 er dette ændret til henholdsvis 64,6% og 35,4%. En forskydning på 2-3% lyder umiddelbart ikke af meget, men når man tænker på, at det kan være vanskeligt at flytte blot 1 promille af kulturudgifterne i forbindelse den årlige finanslov, er ændringen faktisk markant.
Målt i løbende priser er Kulturministeriets udbetalinger til Hovedstadsregionen steget med 5,7% fra 2010 til 2013. Udenfor Hovedstadsregionen er stigningen hele 16,6%. Stigningen er størst i Region Sjælland, men markant i alle regioner.
Udbetalinger til enkeltpersoner
Langt størstedelen af Kulturministeriets udbetalinger sker til virksomheder (som også omfatter offentlige myndigheder), hvorimod kun omkring 4% af udbetalingerne går direkte til enkeltpersoner, typisk kunstnere. Blandt udbetalingerne til enkeltpersoner, er billedet langt mere varieret.
Det voldsomme fald i udbetalinger til enkeltpersoner bosiddende i Region Sjælland og Region Syddanmark bevirker, at Hovedstadsområdets stigning er større end landsgennemsnittet.
Mindre til offentlige myndigheder
I 2010 gik 54% af de udbetalte midler til virksomheder fra Kulturministeriet til offentlige myndigheder. I 2013 var dette faldet til 45%.
Vinderne er fonde og foreninger, som er steget fra 26% til 33% i andelen af udbetalingerne fra ministeriet til virksomheder. Øvrige områder er stort set uændrede. Gruppen af “Anden ejer” omfatter bl.a. enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og andelsforeninger. I kulturpolitiske debatter tales ofte om de mange enkeltmandsvirksomheder, som området præges af. Enkeltmandsfirmaer modtager dog kun 0,5% af udbetalingerne fra Kulturministeriet til virksomheder.
Søndag Aftens analyse af Kulturministeriets udbetalinger er baseret på data fra Danmarks Statistik.