Søndag Aftens valgprogram

Savner du saft og kraft i de kulturpolitiske diskussioner? Her er Søndag Aftens 16 ledige kulturpolitiske krav.

Valgkampen står for døren og lige om lidt vil kulturfolk beklage sig over at kulturen fylder for lidt i valgkampen. Da dagbladet Politiken i august offentliggjorde en Megafon-måling over vælgernes dagsorden forud for valgkampen figurerede kultur end ikke på listen over de 19 prioriterede områder. Interessen for kulturpolitik var altså umålelig. I andre målinger plejer kultur trods alt at have interesse for op mod fem procent af vælgerne.

Med den lave vælgerinteresse er der måske ikke noget at sige til at kulturudspil ikke er top of mind hos partierne. Men hvor er så de forslag og ideer som kan ilte debatten?

En never-ending historie om en museumsreform? Et urealistisk forslag om ophør af livsvarige ydelser? Kunstnerne ud af Statens Kunstfond? Besparelser på DR?

Jo, der er skam ideer i det offentlige rum. Nedenfor er så Søndag Aftens 16 forslag, som endnu ikke er optaget af noget politisk parti og som i princippet vil kunne fremsættes af hvem som helst, som vover skindet og søger væk fra de mest genbrugte temaer.

1. Split DR Tv og DR Lyd.

De aktuelle omstillinger i DR viser på mange måder problemerne for mediemastodonten. Netop at det er en mastodont, er i sig selv et problem. Det er tydeligt, at det der engang hed radio og som nu kaldes Lyd, lider under de store strategiske beslutninger som handler om tv/flow. Lyd er en gøgeunge som hverken prioriteres i ledelsen eller i den offentlige debat. I Sverige foretog man splittelsen for godt 40 år siden. I dag er det kun Sverigedemokraterne som ønsker sammenlægning af tv og lyd.

2. DR Koncerthuset som kulturhus

Også DR Koncerthuset er underlagt tv-virksomhedens strategiske sigte. VLAK-regeringen fik genenmført en økonomisk funderet analyse af konsekvenserne ved udskillelse af såvel Koncerthuset som kor og ensembler og nåede frem til astronomiske merudgifter ved dette. Det var analyser som var funderet i reelt en uændret virksomhed og som ikke inddrog muligheden for nye markeder, hvis Koncerthuset blev frigjort fra public service-krav og slet ikke inddrog, hvilken kulturpolitisk vision der skal være med huset.

3. Undervisningsmedie

I Sverige har man et selvstændigt selskab, Utbildningsradion, som producerer uddannelsesradio og -tv. Distributionen foregår gennem SR’s og SVT’s kanaler samt den egne UR Play. Formålet med virksomheden er at bidrage med læring til store befolkningsgrupper, både grundskoler og voksenundervisning er i fokus. Der er så at sige tale om en kerne public service-virksomhed. Vi har intet tilsvarende i Danmark.

4. Frigør DR Medieanalyse

Hvis man nu alligevel kigger på DR’s struktur kan man også overveje, hvorfor landets største medieanalyse skal være en integreret del af DR. Udenfor DR er det helt uigennemskueligt i hvilket omfang DR Medieanalyse virker ud fra DR’s formål eller et bredere mediesigte.

En af statsmedier uafhængig medieanalyse vil øge transparencen. Gerne i samvirke med Kulturens Analyseinstitut, Idrættens Analyseinstitut og Videnscenter om Folkeoplysning.

5. DR korrespondenter over hele landet

I den aktuelle spareplan vil DR etablere en redaktion i Australien. I Sverige skal den aktuelle plan sikre at SVT har 50 lokalkontorer over hele Sverige i 2023.

Både geografisk balance i Danmark og nyhedsørkener (områder uden lokal journalistik) er på den politiske dagsorden. Men det kædes ikke sammen med DR’s virksomhed. Hverken fra DR’s eller politisk side.

6. Støt kulturhusene

Der er end ikke tal på, hvor mange kulturhuse vi har i Danmark. De er vidt forskellige, både i størrelse og indhold. Nogle er dybt professionelle, andre er drevet på amatørvilkår. Men de er over hele landet, funderet på lokale kræfter. Ønsker man politisk virkelig at ændre balancen mellem land og by, er en styrkelse af kulturhusene den nemmeste måde. Her er kulturtilbud over hele landet. Det er en fungerende infrastruktur.

Det er egentlig besynderligt at ingen politiske partier har grebet denne ledige dagsorden – når de nu alle taler om geografisk balance (se Søndag Aften arkiv).

7. Kulturskoler til hele landet

Den Socialdemokratiske regering ønskede at styrke musikskolerne, men kom aldrig videre end til hensigtserklæringer. Musikskolerne er obligatoriske for kommunerne. Er tiden ikke snart kommet til kulturskolerne, så alle børn i hele landet får tilbud om billedkunst, drama, dans og film?

8. Hjælp amatørerne

Siden Kulturministeriets Udviklingsfond blev nedlagt for tyve år siden, har der ikke været noget forsøg på at lave en politik for amatørkunsten. Kunsten lever, der er masser af amatørmusik og amatørteater. Bare se til den store opblomstring af kor over det ganske land. Der er et stort netværk af foreninger og institutioner. Men det er helt udenfor den brede offentligheds opmærksomhed. Hvilket politisk parti har senest udtrykt noget som helst om amatørkunst?

Ud af Kulturministeriets samlede ramme på cirka 13 milliarder kr. bruger man cirka 5 millioner kr. til amatørkultur – under en halv promille. Ingen – som i absolut ingen – i Kulturministeriet eller Slots- og kulturstyrelsen arbejder seriøst med området.

Der holdes mange skåltaler om behovet for lokale fællesskaber. Der er en stor ledig agenda for amatørkulturen.

9. Kultur til regionerne

Forud for den kommende valgkamp er ønskerne om en museumsreform igen sat på dagsorden. Som ved forrige diskussion om museumsreform (2017) bliver det sagt, at den støtte museer i sin tid fik fra amterne ikke skal være politisk bindende i al evighed. Og straks tilføjes at beliggenhedskommuner bør betale for fx Glyptoteket og Louisiana. Så er billedet af en forkælet elite straks etableret. Pudsigt nok nævnes Arken i Ishøj ikke i samme åndedrag. Men det er her problemet opstår. For hvem vil i offfentligheden forsvare, at Ishøj kommunes 23.000 indbyggere skal overtage det årlige statslige driftstilskud på 32 millioner kr. til museet, en årlig merudgift på over 1.500 kr. for den enkelte skatteborger?

Amterne blev i 2007 nedlagt uden hensyn til kulturen og at der naturligt er en række større kulturinstitutioner, som ikke er statslige, mens hvis målgruppe er langt ud over den enkelte kommune. Det gælder især en række af de større museer, landsdelsteatre og landsdelsscener. Bemærk at det fortsat omtales som “landsdels” – det er nok fordi identiteten geografisk er bredere end de enkelte bysamfund.

Det er politisk afklaret, at vi fortsat skal have regioner. Så giv dem også en kulturportefølje.

10. Verdenskulturmuseum

Landets kunstmuseer er hyppigt lokalt forankrede, men favner ofte også internationalt. Heldigvis viser mange museer både dansk og udenlandsk kunst. De kulturhistoriske museer har en naturlig lokal forankring. Men derved forbliver det også nemt lokalt. Vi har også brug for blik ud i verden.

Verdenskulturmuseet i Göteborg kan være en inspiration. Hvor ellers kan man finde udstillinger som udvider horisonten som den aktuelle Viva Mexico! eller tidligere udstillinger som Trafficking, Jerusalem, Afghan Tales eller Röster från Arktis?

11. Nationalisér ereolen.dk

Da bibliotekerne etablerede de digitale tilbud, gav det mening, at fx ereolen.dk var forankret lokalt gennem et samarbejde mellem kommuner.
Lånebegrænsninger, som fx antal lån pr. måned, varierer fra kommune til kommune. Den borger som flytter fra en kommune til en anden, oplever altså ændrede vilkår. Pludselige stigninger i efterspørgsel, som fx coronaforåret 2020, giver et uforudset økonomisk pres på det almindelige, fysiske biblioteks budgetter.

Der er kun historiske forklaringer på ereolen.dk’s eller filmsstriben.dks kommunegrænser. Det digitale bibliotek overskrider kommunegrænserne.

12. Lokale digitale forsamlingshuse

Når folkebibliotekerne ophører med at bruge kræfterne på de nationale opgaver, kan de i stedet bruge kræfter på at etablere lokale digitale forsamlingshuse. Rundt omkring eksperimenteres med lokalt funderede alternativer til Facebook. Ingen er flyvefærdige, men PubHubs, Mastodon og Friendica forsøger sig frem. Understøttes sådanne forsøg af et dansk biblioteksvæsen, kan vi både påvirke og udvikle.

Bibliotekstanken er i princippet open source – længe før begrebet blev opfundet. Bibliotekerne kan fascilitere og formidle de lokale samtaler.

13. Decentralisér Slots- og kulturstyrelsen

Enhver dygtig bureaukrat kan altid tale for synergier og fordele ved store enheder. Men kunsten lever i hele landet og samarbejder sker over hele landet. Split de enkelte kunstcentre under Slots- og Kulturstyrelsen op på forskellige matrikler.
Lav et åbent udbud: hvilken kommune vil gerne rumme musikken, hvor skal scenekunstens center være, hvem vil have billedkunsten – og hvad kan I tilbyde? Så får Kunstfonden mødelokaler over hele landet. Det giver en ny åbenhed og tilgængelighed.

14. Krav til streamingtjenester

Streamingtjenesterne får større og større betydning for distribution af musik, film, lydbøger og ebøger. Men tjenesterne indenfor de enkelte felter minder mere og mere om hinanden. Især på lydbogsmarkedet er det svært at se forskel. Det kan handle om teknologi, prismodeller og branding. Og så handler det i stigende grad om særprodukter for de enkelte tjenester. Dette er mest tydeligt på filmmarkedet, hvor “originals” breder sig som en steppebrand.

Hvad med de kulturforbrugere, som er interesseret i et bestemt værk eller en bestemt kunstner? Skal man fremover have fem forskellige abonnementer, hvis man vil se alle Lars von Triers film?

I Norge diskuterer man aktuelt et lovforslag som skal tvinge bog-tjenesterne til at gøre produkterne tilgængelige for enkeltkøb og for biblioteker – og at abonnementstjenesterne ikke kan tilbyde produkter før de er tilgængelige i almindelig handel.

Den diskussion kommer til at omfatte alle abonnementstjenester. Også i Danmark.

15. Adgang til kulturværdier

Siden 1987 har vi haft et Kulturværdiudvalg, som har sikret at væsentlige kunstværker og kulturhistoriske værker bliver indenfor landets grænser. Det er en begrænsning i den private ejendomsret.

Det er godt at værkerne ikke forsvinder. Men er det nok? Bør der ikke være adgang til de væsentlige værker? Private kunstsamlere er som regel flittige til at stille værker til rådighed for museer. Men nogle nyder også at have værket godt forseglet, eventuelt i en bankboks. Det vil ikke være et indgreb i den private ejendomsret, men derimod i den for ejeren eksklusive brugsret, hvis man laver en hvidliste over værker, som med jævne mellemrum skal stilles til rådighed for offentligheden.

16. 50+1 i kommercielle klubber

Pengebeløbene i professionel idræt bliver større og større. Fodbolden fører an, men andre idrætsgrene kommer til. Klubber overtages som rene investeringsobjekter, hvor selve sporten nedprioriteres. Der bliver flere og flere konflikter mellem investorer og lokalsamfund. Spørg Esbjerg, Vendsyssel, Fremad Amager eller de otte andre danske fodboldklubber, som har udenlandske ejerskaber indenfor.

I den tyske Bundesliga har man den såkaldte 50+1 regel, som sikrer at over 50 procent af aktiemajoriteten skal ejes af den lokale klub eller fans. Udenlandske investorer er velkomne, men de kan ikke sætte sig på klubben. Engelske Labour har fremlagt tilsvarende forslag om begrænsninger af ejerkredsen og styrkelse af fanklubberne. Kun fem af klubberne i den engelske Premier League har engelske ejere.

Den outrerede sportsøkonomi kalder på regulering.

Værsgo’!

Intet af ovenstående kommer til at pynte den kommende valgkamp. Spørgsmålet er: hvordan får vi kultursektoren til at tænke i mere end blot reguleringer af nuværende ordninger?