Helt siden den tidlige start i 1920’erne, som Statsradiofonien, har hørespil senere kaldet radioteater været en central del af DRs radiovirksomhed. I 1950’erne kunne føljetoner som fx Gregory-mysteriet og Sivaskriget lægge gaderne øde i hele landet.
I 2002 skiftede Radioteatret navn til Radio Drama. Og fra den nye public service-kontrakt for 2015-2018 er der ikke længere nødvendigvis drama i radioen.
Hidtil har public service-kontrakterne forpligtet DR til “at sende 30 timers nyproduceret dansk dramatik i radio”. Dette har DR ønsket at ændre til:
30 timers nyproduceret dansk dramatik, der primært stilles til rådighed i et digitalt lydunivers på nettet.
Denne formulering indgår i public service-kontrakten for 2015-2018. Ændringen følger nærmest logisk efter tidligere ændringer i Radio Drama. I 2007 gik man væk fra det klassiske “radioteater”, såkaldte enkeltspil og har siden skabt en radiogenre af kortere varighed. Dette har DR i høj grad gjort tilgængeligt via dr.dk inklusiv et omfattende arkiv.
Men fremover er der altså ikke længere sikkerhed for at Radio Drama kan høres i radio. Denne form for tænkepauser passer tilsyneladende ikke ind i fremtidens flow-radio.