Privatisér Københavns Teater

Hvor længe skal Københavns Teater fortsætte? Pilen peger konstant nedad – tiden må snart være inde til grundlæggende forandringer.

CulturCommentar:
Som langt de fleste statsinstitutioner underlagt finansloven skal også Det Københavnske Teatersamarbejde gennemføre besparelser på 2% om året i fire år. Det betyder besparelser på godt 6 mio. kr. frem til 2018/2019.  For at klare dette, har bestyrelsen for Det Københavnske Teatersamarbejde besluttet at slå teatrene Østre Gasværk og Republique sammen. Desuden har bestyrelsen besluttet at nedlægge Nørrebros Teaters anneksscene Rialto på Frederiksberg.

Dermed bliver det særlige københavnske teatersamarbejde reduceret til 4 teatre, Østre Gasværk/Republique, Nørrebro, Betty Nansen samt folketeatret.dk. Folketeatret.dk har samtidig en statslig særbevilling som turneinstitution (tidligere Det Danske Teater).

Det særlige københavnske teatersamarbejde startede i 1976 som Den storkøbenhavnske landsdelsscene. Fra starten var der 8 teatre i ordningen, men gennem årene har der været utallige ændringer (se Søndag Aften arkiv).

Den seneste væsentlige ændring skete i 2012 med omdannelsen til Det Københavnske Teatersamarbejde.

Central eller decentral

Et konstant stridspunkt har gennem alle årene været graden af central styring contra teatrenes selvbestemmelsesret. I de tidlige år symboliseret ved datidens bud på resultatstyring, de hyppigt udskældte “belægningsprocenter”. I 2006 etablerede man en såkaldt “koncernmodel” med strammere strategisk styring. Siden blev dette blødt op med stærkere og mere selvstændige bestyrelser ved de enkelte teatre.

For de enkelte teaterledere har den kunstneriske frihed altid været i fokus. Og følt under pres.

Alsidighed

Ifølge bekendtgørelsen om Det Københavnske Teatersamarbejde, skal:

[T]eatrene i ordningen tilsammen bidrage til, at der i hovedstaden opføres et alsidigt og kvalitetspræget repertoire bestående af såvel ældre som nyere dramatiske værker, samt bidrage til fremme af udvikling og nytænkning inden for scenekunsten. Det er Det Københavnske Teatersamarbejdes opgave at koordinere de enkelte teatres profiler til et samlet varieret udbud.

En af metoderne til at sikre kunstnerisk alsidighed er naturligvis, at der er stor diversitet blandt teaterlederne. Jo flere teaterledere, desto større diversitet, må man i princippet antage.

Et teater mindre giver således mindre diversitet, uagtet at flere scener slås sammen under samme ledelse.

Smådriftsfordele

Sammenlægningen af de to teatre bygger på den hyppigt gentagne påstand om, at man kan “begrænse udgifterne til administration og i stedet bruge pengene på aktivitet på scenerne” (Bertel Haarder, 2016). Denne stordriftsfordel har været gentaget hver gang, der er centraliseret og ved hver eneste sammenlægning af teatre. Det bygger på en tro på, at teatrenes funktioner udenfor selve scenen er uafhængige af nærheden til selve skuespillet. Altså at en hvilken som helst HK’er udenfor teatrene er bedre som bogholdere end HK’ere, der også får savsmuld på fingrene.

Centraliseringen underkender derved, at begejstringen for det kunstneriske arbejde er motiverende i sig selv, at tværfaglige indsigter kan være en styrke for den enkelte leder, og ikke mindst at den enkelte leder også motiveres ved selv at have ejerskab for de administrative løsninger, man når frem til.

Retorikken fanger

Københavns Teatersamarbejde begrunder sammenlægningen af de to teatre med rationelle fordele, men forholder sig ikke til risikoen for, at alsidigheden bliver mindre.

Begrundelsen for denne sammenlægning kan lige så vel bruges som begrundelse for at slå samtlige teatre sammen. Der er samme afstand mellem Nørrebros Teater og folketeatret.dk som mellem Østre Gasværk og Republique. Men det er jo ikke den fysiske afstand, der kan begrunde teatersammenlægninger. Det bør være det kunstneriske perspektiv.

Konstant fald

Danmarks Statistiks teaterstatistik går tilbage til sæson 1981/1982. Dengang havde de københavnske teatre 914.000 tilskuere svarende til hele 31% af alt teaterpublikum i Danmark. De københavnske teatres publikumstal er faldet næsten konstant til et hidtil bundniveau med 208.000 tilskuere i sæson 2014/2015. Det svarer til 10% af teaterpublikum.

Kilde: Danmarks Statistik.

Fra en position hvor en tredjedel af publikum gik til et af de københavnske teatre til nu en tiendedel. Hvis de københavnske teatre havde holdt stand, ville ingen kunne tale om teaterkrise i Danmark i de sidste 30 år.

Københavns Teater har i løbet af denne årrække mistet hele 73% af sit publikum. Det er tankevækkende, at dette ikke har ført til seriøse politiske overvejelser, om det er selve konstruktionen, der er problemet. Det har ellers været sagt ganske mange gange fra omverden (se Søndag Aften arkiv).

Selv med de foreløbige meldinger om publikumsfremgang i sæson 2015/2016 ændres dette billede ikke væsentligt. Fremgangen i indeværende sæson vil føre til det næstdårligste samlede publikumstal for den storkøbenhavnske teaterordning i  35 år.

Vende magten

Gennem alle årene har magten i det særlige københavnske samarbejde ligget centralt. Man kunne vende det om. Lade driftspengene til teatrene komme fra en af de statslige tilskudsmyndigheder, fx finansloven som for landsdelsscenernes vedkommende eller fra Statens Kunstfond som for øvrige teatre.

Ønsker teatrene så billigere driftsløsninger (det er altid bogholderi og markedsføring, der nævnes som eksempel), kan man tilkøbe dette hos det privatiserede Københavns Teater. Det vil også betyde, at den private virksomhed kan tilbyde sine serviceydelser til alle andre teatre.

Det privatiserede Københavns Teater skal så tilbyde disse serviceydelser på almindelige markedsvilkår. Magten havner hos kunden: de kunstnerisk producerende teatre.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør