Kulturministerens Røddingmøde gav ministeren afsæt for at præsentere egne dagsordner. Og give plads til velkendte positioner i kulturdebatten.
CulturCommentar:
Få bemærkede det: men alle sædvanlige ministerielle hierarkier var brudt op. En række ledere fra store, centrale institutioner var ikke budt ind. Institutionsledere som er vant til at tolke små signaler og netværke i og omkring ministeriet. De må så efterfølgende spørge mindre institutioner til, hvad der skete og blev sagt. En given følelse af degradering.
Ministeren havde gjort forarbejdet godt. I pressen havde han dagene før mødet spredt budskabet: der er brug for prioritering. Og han havde peget på et par konkrete områder, han tydeligvis har blik for: symfoniorkestrene og de små storbyteatre. Om ikke andet, fik han primet kommende initiativer, så de efterfølgende ligefrem forventes.
Dette blev fulgt op af mødets tema: “Hvordan får vi mere kultur ud af kulturkronerne?” I en kronik i Jyllands-Posten havde ministeren stillet spørgsmålet skarpere “‘Mere og bedre kultur for færre penge’ vil være et mantra for kulturlivet i mange år.”
Det kan ikke forbavse, at en del af deltagerne så dette oplæg til prioriteringsdebat som en invitation til gidseltagning. Nogle, fx musikeren Henrik Marstal, blev så forblændede af de økonomiske realiteter, at de ikke læste mødets motto indenad:
Mottoet for mødet var ’Mere kultur for færre kulturkroner’. Der var ingen mulighed for at overse det motto, for under hele mødet stod det nærmest som i et Big Brother-agtigt mareridtsscenarie skrevet med meget store bogstaver på en skærm i mødesalen.
Mødets motto var så nok alligevel ikke skrevet tydeligt nok, idet der netop ikke stod noget med “færre kulturkroner”.
Efterlysninger
Ved et sådant stævne blandt entreprenante og ansvarsfulde mennesker på kulturområder, er der nogle givne positioner, som skal markeres.
For eksempel er der den allestedsnærværende efterlysning af politiske visioner. Men er der noget mere fattigt, end at efterlyse at andre skal gøre noget? Noget, man åbenbart ikke selv evner.
Politikere er først og fremmest praktikere, som skal sikre såvel drift som udvikling. Politikere skal evne at lytte til problemerne på et givent område og se løsningsmuligheder. Senest kulturministeriet havde en minister “med visioner”, kom der absolut nul-og-niks ud af det.
Ved et sådant møde skal der også være efterlysninger af, at der er mere fokus på selve det skabende, kunstneriske arbejde. Altså en efterlysning af at andre skal være mere optaget af det, man selv synes er vigtigt. Hvor er så forslagene? Var der bare én eneste, der stillede sig op og forholdt sig til det kommissionsarbejde, der er i gang om dagpengevilkår for atypisk ansatte? Det kan – i bedste fald – vise sig at blive et af de vigtigste initiativer til at sikre kunstnerne bedre arbejdsvilkår.
Måle og veje
Mødets tydeligste skillelinje var mellem de, som mener, at man også på kulturens område skal udvikle bedre redskaber til at veje og måle indsatsen, og de som forkaster måleredskaber. Det er den debat, man ser overalt i den offentlige sektor, og som hyppigt simplificeres til et ja eller nej til New Public Management.
Kan kulturlivet ikke byde ind med egne dagsordner for måleredskaber: pluralisme, deltagerengagement, fordybelse, koncentration, handlelyst eller hvad det måtte være?Og som på alle andre fagområder gælder det også for kunsten: alt kan ikke vejes og måles. Der sker noget i mødet mellem de enkelte mennesker og kunsten, som ikke kan sættes ind i et statistisk skema. Heldigvis.
Men der er godt nok også meget, som er relevant at måle, som kan måles. Hvis I ikke har opdaget det: geografi, alder, køn, etnicitet er nogle af de elementer, der hyppigere og hyppigere indgår i de kulturpolitiske debatter. I høj grad fordi det er andre samfundsdebatter, som spejles ind i kulturpolitikken.
Kan kulturlivet ikke byde ind med egne dagsordner for måleredskaber: pluralisme, deltagerengagement, fordybelse, koncentration, handlelyst eller hvad det måtte være?
Det pudsige er, at de som kritiserer ønskerne om at veje og måle kultur, faktisk selv er optaget af at veje og måle kultur. Hvor fortalerne for målinger ønsker at etablere mere sofistikerede måleredskaber, nøjes modstanderne med at anbefale et eneste måleredskab, nemlig pengene.
Man stirrer sig blind på finanslovens opsummerede talkolonner og hævder, at det er et afgørende perspektiv for kulturlivet, hvorvidt dette beløb bevæger sig op eller ned fra det ene år til det andet. Som om sidste år skal være udgangspunktet for alle kommende år.
Et møde i kulturministeriets regi afspejler naturligvis den kultur, ministeriet er en del af. I stort set alle andre sammenhænge er man vant til at blive mødt af evalueringsskemaer for dette og hint. Men ministeriet vælger altså at afholde et møde med afsluttende tema om målinger – uden selv at bidrage til at styrke evalueringskulturen. Man kunne jo starte med at spørge: hvordan måler vi Rødding? Næste år kan man invitere kunstnere til at lave evalueringsskemaer.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør
