Aktuelt · Biblioteker · Medier og internet · Musik
Facebook: DR, orkestre og KVINFO
Kulturministerens initiativer, både lanceringen af en 10-punktsplan og beslutningen om at flytte KVINFO’s biblioteksopgaver til Det Kongelige Bibliotek, satte ekstra gang i debatlysten blandt folketingsmedlemmerne.
10-punkts programmet
Om de første 100 dage, skrev ministeren:
100 DAGE: I dag har jeg været kulturminister i 100 spændende dage, som jeg har brugt på at gennemgå kulturområdet grundigt. Jeg er kommet frem til 10 initiativer, som jeg mener kan modernisere, nytænke og styrke dansk kulturliv. Dem fortæller jeg om i dagens Berlingske og du kan også læse dem på www.kum.dk.
Om 10-punktsprogrammet som helhed, skrev Mogens Jensen (Socialdemokratiet):
Kulturministerens kulturreformplan er gammelt nyt og glemmer det vigtigste: initiativet der skal bidrage til at sikre financieringen af dansk medieindhold, film og tv i fremtiden – som er taget af Socialdemokratiet…
Han henviste desuden til et eget debatindlæg i Jyllands-Posten.
Om forslaget om at flytte orkestre og koncerthus, skrev Mogens Jensen:
Orkesterflytning til gavn for hvem?
Efter nu at have fået mere indsigt i forslagene og hørt de mange reaktioner fra musikliv og publikum, er der god grund til at spørge Kulturministeren og DF om noget, de ikke har indviet os i: Hvilke forbedringer er det konkret, brugerne af DR’s orkestre, ensemblerne og koncertsalen vil få ud af flytteriet?
Indlægget henviste til et debatindlæg i Kristeligt Dagblad. Opslaget opnåede 64 likes og 8 kommentarer som, stort set alle er enige med Mogens Jensen.
I en anden kommentar skrev Mogens Jensen:
Kulturministeren og DF slås nu om æren for de dårlige ideer! Hvad er formålet med at lægge DR’s orkestre og kor over til Det Kongelige Teater? Og hvem skal betale? DR kan jo netop formidle musikken på radio og tv. Og DF vil så ovenikøbet lukke det nye Skuespilhus og et orkester. Alt tyder på endnu en nedskæringsrunde hvor vi både får dårligere teater og musiktilbud til danskerne.
Dette opslag fik 112 likes, 22 delinger og 20 kommentarer, som alle er enige med Mogens Jensen.
Salg af TV2
Om 10-punktsplanens punkt om salg af TV2, skrev Mogens Jensen:
Kulturministeren har iværksat konkrete initiativer til privatisering af TV-2, herunder inddragelse af Kammmeradvokaten og forhandlinger med EU-kommissionen. Det er i direkte modstrid med medieforliget, der binder regeringen frem til 1. januar 2019. Man kan ikke sælge skindet før bjørnen er skudt, så ministeren bør stoppe processen.
Licens til debat
Jacob Mark (SF) skrev:
Licensen skal afskaffes, og public service-medierne bør betales over skatten. Det vil være mere socialt retfærdigt og mindre bureaukratisk. Det mener SF, og det lader til, at der er folkelig opbakning.
En ny meningsmåling viser, at 70 procent bakker op. Så skal vi ikke bare komme i gang med at ændre systemet?
Opslaget fik 496 likes, 12 delinger, og ca. 60 kommentarer, som hovedsageligt er enige, men også en del som helst bare vil have licensen afskaffet.
Søren Søndergaard, Enhedslisten, var på samme spor:
Licens-systemet er dybt asocialt og rammer de fattigste hårdest. Derfor har Enhedslisten i mange år kæmpet for en omlægning til en skattefinansieret ordning. Det har opbakning i befolkningen, men også fra stadig flere partier. Men det må ske på en måde, så politikerne ikke kan blande sig i programmerne på DR, TV2-regionerne, Radio 24/7 og de andre reklamefri kanaler, som får licens-støtte.
Dette opslag fik hele 555 likes, 47 delinger og 50 kommentarer. Langt de fleste kommentarer er uenige. Det generelle synspunkt i tråden er, at det skal være helt frivilligt, om man vil betale til DR.
KVINFO
Rasmus Nordqvist (Alternativet):
Er det fordi Liberal Alliance er i mod Kvinfos arbejde at ministeren fjerne biblioteksdriften for at flytte det ind under Det Kongelige Bibliotek?
Det spørgsmål står tilbage når man ser udmeldinger fra partiets ligestillingsordfører Laura Lindahl på Facebook oven på kulturministerens udmelding. Hun skriver: Første skridt i at lukke KVINFO har Mette Bock netop taget. Det er præcis derfor LA skulle gå i Regering. Tak, Mette!
Kvinfo arbejde har gjort at de sidder inde med en viden og ekspertise på ligestillingsområdet, der er fare for at vi miste nu det bliver flyttet og det er godt nok en skam.
Jeg troede det var ren og skær centraliseringsiver men er nu i tvivl.
Mette Bock skriver selv (i en egen tråd):
Nej jeg lukker ikke KVINFO
Dette opslag får 65 likes og 9 kommentarer.
På spørgsmålet om hvorfor ikke?, svarer Mette Bock, at KVINFO er en selvejende institution. Den gennemgående kommentar er herefter et ønske om at stoppe alt statsligt tilskud til Kvinfo.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. til 31. marts 2017.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medieordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter mange andre steder.