Staten opsiger kontrakten med kommunerne

Først Copenhagen Phil, så museerne: staten vil ikke længere være bundet af kommunalreformen.

CulturCommentar:

Regeringen og Dansk Folkeparti ønsker at ændre radikalt i tilskudssystemer, både for symfoniorkestre og for museer. En forudsætning for dette er, at Staten så at sige opsiger de aftaler, der blev  indgået med kommunerne i forbindelse med kommunalreformen i 2007.

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen har udtrykt det ganske klart i dagbladet Politiken, “Støtten fordeles tilfældigt, blandt andet fordi staten ved kommunalreformen overtog amternes tilskud”. Også kulturministeren har udtrykt, at “beslutninger, som er truffet for 10 år siden, bør ikke binde i forhold til at lave nye prioriteringer”.

Nedlæggelsen af amterne

Ved kommunalreformen i 2007 blev amterne nedlagt og den hidtidige amtskat overført til kommunerne. En række tidligere amtslige opgaver blev overført il kommunerne, andre opgaver til staten. Et af principperne i kommunalreformen var, at der skulle være færre bevillingsniveauer. Opgaverne skulle følge finansieringen. Så hvis en amtslig opgave flyttede til statsligt regi, fulgte pengene med fra amterne i den store udligningsaftale, der blev indgået mellem kommunerne og staten.

Der eksisterer ikke nogen egentlig “kontrakt”, som siger, at aftaler fra 2007 skal holde i al evighed. Og naturligvis kan staten frit bestemme over “sin del” af det hidtidige tilskud til en given institution. Det vil som enhver besparelse give protester, men disse kan ikke understøttes aftalemæssigt. Det gælder fx i diskussionen om Copenhagen Phil (se Søndag Aften Arkiv), hvor staten naturligvis kan beslutte at omprioritere nogle mio. kr. mellem de forskellige landsdelsorkestre.

Regeringsskiftet 2015

Der er dog sket et markant skift i statens holdning til kommunalreformens aftaler.

Ved en forespørgselsdabat i marts 2015 udtalte daværende kulturminister Marianne Jelved:

Jeg vil godt lige understrege helt klart, at i 2007, da man vedtog kommunalreformen, var der også en skævvridning. Alligevel valgte man at gøre sådan, som jeg lige har beskrevet det før. Det kunne man selvfølgelig lave om, og så kunne man gøre det på den måde, som jeg nu prøver at beskrive: at tage det, amterne betalte før, og dele ud til de kommuner, der ligger på Sjælland, og sige: Nu tager I hver især jeres bid af det her og betaler til Copenhagen Phil. Er det bedre?

Ligeledes med museerne. De embedsmandsmodeller, der blev udarbejdet af embedsmænd under SR-regeringen, var tydeligt opmærksomme på, om de videreførte amtslige tilskud til museerne.

Dette er en af de væsentlige grunde til, at Dansk Folkeparti ikke er tilfreds med de tilskudsmodeller, som blev udarbejdet som metodeeksempler i 2015.

Hvad siger kommunerne?

Så længe der ikke foreligger en egentlig ny tilskudsmodel, skal man ikke forvente reaktioner fra kommunerne. Kommunernes Landsforening havde dog en noget syrlig bemærkning allerede i høringssvaret til ændringerne af museumsloven i 2012:

“Det bør dog i den forbindelse sikres, at de statslige krav til museerne står i et rimeligt forhold til de trods alt meget beskedne statslige tilskud, der gives til statsanerkendte museer.”

Altså en klar markering fra KL’s side af, at det er kommunerne, som betaler for museerne. Som bekendt er normen, at magten følger pengene. Der er således grænser for, hvor meget staten skal kunne bestemme uden at betale for museerne.

Samarbejdende museumsvæsen

Grundlaget for det offentligt støttede museumsvæsen i Danmark har været, at museerne samlet set udgør en helhed. Hvert museum har ansvaret for sin del og bidrager derigennem til den fælles fortælling. Museumsfagligt har man været mere optaget af fællesskabet end af geografiske stridigheder – det er i højere grad politikernes domæne.

Hvis staten skal kunne stille krav til de enkelte museer om varetagelse af bestemte opgaver, skal museet også opleve, at dette bliver honoreret. Man kan sagtens forestille sig lokale museumsbestyrelser, som på et tidspunkt begynder at overveje, om forskningen, registreringen eller bevaringen virkelig er de få statslige penge værd. Kommunernes interesse kan lige så vel være at skabe oplevelsescentre, som blot trækker mange gæster til.

Forestiller man sig et fremtidigt pointbaseret tilskudssystem, hvor objektive kriterier, som fx antallet publicerede forskningsartikler, udløser bestemte tilskud, kan museumsbestyrelser naturligvis regne baglæns: hvis vi dropper al den forskning, hvad sparer vi i løn, og hvad mister vi i tilskud. Det nuværende uigennemsigtige system har ironisk nok haft den fordel, at museer har fået tilskud ud fra en helhedsvurdering og dermed ikke har kunnet spekulere i tilskudsmekanismer.

Hvis staten ønsker at bestemme over dansk museumspolitik uden at betale for det, risikerer man at sætte samarbejdet med kommunerne over styr.

Mere til kulturhistoriske museer?

Museumsloven sondrer tilskudsmæssigt ikke mellem de forskellige museumstyper, tværtimod de ligebehandles. Dansk Folkeparti foreslår, at denne ligebehandling ophører, i og med at grundtilskuddet skal være større for kulturhistoriske museer end for kunstmuseer.

Spørgsmålet er dog om hovedtilskudsyderne, kommunerne, vil affinde sig med, at de skal betale samme minimumstilskud (aktuelt 2 mio. kr.) til museerne, uanset museumskategori.

De 8 tabere

De 8 museer, som står som tabere ved en ny tilskudsmodel (Louisiana, Museum Sønderjylland, Arken, Ny Carlberg Glyptotek, Den Gamle By, ARoS, Designmuseum Danmark, Moesgaard Museum), fordi de har størst tilskud, er samtidig også museer med stor publikumsappel. De 8 museer trækker samlet 40% af alle museumsbesøg på statsanerkendte museer.

De 8 museer modtager omkring 48% af det samlede statslige tilskud til de statsanerkendte museer (203 mio. kr. i 2013). Men hele 42% af det nuværende statslige tilskud stammer fra de tidligere amtslige tilskud (85 mio. kr. i 2013). Stærkest eksemplificeret ved Museum Sønderjylland, som i 2017 modtager et statsligt tilskud på 31,3 mio. kr. Ud af dette stammer 24,8 mio. kr. (2013-priser) fra det tidligere Sønderjyllands Amt og er således “betalt” af de daværende kommuner gennem udligning ved kommunalreformen i 2007.

De museer som skal betale prisen for et nyt tilskudssystem vil altså reelt være de museer som økonomisk set havde størst lokal opbakning indtil 2007.

Kontrakten er brudt

Da kommunalreformen blev forhandlet foreslog Københavns kommune, at kommunen skulle overtage hele finansieringsansvaret for Ny Carlsberg Glyptotek, begrundet i at museet netop ligger i kommunen. Dette afviste daværende kulturminister, Brian Mikkelsen. Begrundelsen var at hidtidig amtslig støtte skulle overgå til staten. I givet fald ville pengene have fulgt med, så forslaget var i sig selv udgiftsneutralt for såvel stat som for kommune.

Havde man dengang valgt at følge Københavns kommunes ønske, ville Ny Carlsberg Glyptotek ikke være synlig for folketingets politikere som et museum med statslig støtte, og derved ville museet have været under radaren i den aktuelle debat.

I dag vendes debatten om, så folketingets politikere kræver, at tidligere amtslige opgaver i højere grad skal finansieres af kommunerne. Uden at der følger penge med. Kontrakten fra 2007 er ved at blive brudt.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør