Den objektive museumsstøtte

Taberne er sikre. Uanset hvilken ny tilskudsmodel man når frem til for de statsanerkendte museer, vil det blive de museer, som i dag får størst statstilskud, som mister penge.

Såvel regeringen som Dansk Folkeparti ønsker at ændre tilskudsmodellen for de statsanerkendte museer. Øvrige partier er ikke nødvendigvis negative, men dog afventende. Kulturministeriet er langt fra uforberedt, for siden seneste ændring i museumsloven i 2012 har ministeriet flere gange regnet på forskellige tilskudsmodeller.

Der nævnes en række forskellige hensigter med at lave en ny tilskudsmodel. Alle partier synes enige om, at den nuværende tilskudsmodel er for dårlig til at give plads til nye museer (efter en årrække hvor politikerne har bedt museerne fusionere, fordi der var for mange museumsenheder!).

Der er desuden udtalte politiske ønsker – især fra Dansk Folkeparti – om at fremme kulturhistoriske museer frem for kunstmuseer og fremme udkant fremfor hovedstadsområdet.

Endelig hviler det nuværende tilskudssystem på ændringer og politiske aftaler gennem en lang årrække, hvilket gør det uigennemskueligt at forstå, hvorfor de enkelte museer får de tilskud, de får i dag.

Der er ikke forslag om at skære i statens samlede økonomiske ramme  til de statsanerkendte museer – ud over at museerne i lighed med andre kulturområder skal gennemføre 2% årlig besparelse i 4-årsperioden 2016-2019.

Taberne er

Alle beregnede tilskudsmodeller fra ministeriet viser, at det bliver disse museer, som skal bidrage til de øvrige museer:

• Louisiana
• Museum Sønderjylland
• Arken
• Ny Carlsberg Glyptotek
• Den Gamle By
• ARoS
• Designmuseum Danmark
• Moesgaard Museum

Det skyldes den simple matematik, at de som har det største statslige tilskud også i princippet kan spare mest.

Grønthøster

Af alle tænkelige modeller er grønthøstermodellen den nemmeste at gennemføre. Spar 1%-2%-3% af museernes nuværende tilskud ud over grundtilskuddet på 1 mio. kr. årligt. Det giver et råderum på 3-6-9 mio. kr. årligt til at prioritere nye museer med. Eller til at styrke andre museer. Eller – det som museumsmiljøet vil frygte – at skære i den samlede ramme for museerne.

Den principielle svaghed i grønthøstermodellen er, at den ikke fjerner det nuværende tilskudssystems svaghed: uigennemskueligheden. Hvis man ikke kan forklare, hvorfor Louisiana får 32 mio. kr. i årligt tilskud i år, kan man heller ikke forklare, hvorfor museet skal have 98% af 32 mio. kr. i tilskud næste år.

Grønthøstermodellen har også den indbyggede svaghed, at nye museer automatisk vil blive udsat for grønthøsteren. De skal så at sige håbe at starte på et højt niveau – ellers vil de bare hurtigt nå bunden.

Pointbaserede systemer

Pointbaserede tilskudsmodeller kan gøres mere eller mindre sofistikerede og dermed komplicerede. Grundtanken er, at der er en række enkeltelementer, som er målelige, og som tilsammen er relevante som parameter for tilskud, dvs. at alle museernes opgaver skal være dækket ind: besøgstal, formidling, indsamling, forskning, registrering, bevaring og arkæologi.

Hertil kan komme et grundbeløb pr. museum – som ifølge Dansk Folkeparti bør differentieres blandt museumstyperne.

Og herudover kan komme en række særlige tilskud, fx det nuværende ø-tilskud (til museer på de små øer) eller kompensationen for gratis adgang for børn og unge.

Endelig vil der også være et behov for at relatere det statslige tilskud til kommunernes tilskud.

Der vil også være elementer, som kun vanskeligt kan gøres op i forhold til objektive pointtal. Fx de enkelte museers behov for vagtmandskab som afhænger af tyveririsikoen. Eller risikoen for sabotage og vold. Politisk vil det blive en skandale, hvis tilskudssystemet svækker sikkerheden på museer.

Politisk proces

Forberedelserne til et sådant pointsystem vil være vanskelige, især i afvejning af de forskellige elementers vægtning og relevans. Når det vel er gennemført kan det blive objektivt og gennemskueligt.

Processen frem til dette vil givetvis blive præget af alskens beregninger, hvor man så at sige vægter ud fra det ønskede resultat. Altså: skal ARoS og Louisiana have mindre, så skal besøgstallet måske tælle lidt mindre. Forhåndsdefinerede mål vil således kunne svække den faglige relevans af pointsystemer.

Uanset tilskudssystem må man forestille sig, at det vil blive baseret på flerårige opgørelser, fx gennemsnit af de seneste tre års besøgstal, publikationer osv. Dette vil sikre små udsving fra år til år – og forholdsvis gode flerårige budgetteringsmuligheder.