Aktuelt · Clip · Medier og internet
Norge: NRK bidrager til mangfoldighed
Også i Norge diskuteres samspillet mellem den nationale public service-broadcaster, NRK, og de private medier. En rapport fra det norske medietilsyn, NRKs bidrag til mediemangfoldet, konkluderer, “at svække NRK som offentligt finansieret broadcaster vil ikke gøre de kommercielle medier mere konkurrencedygtige, det vil snarere svække end styrke den samlede mediemangfoldighed.”
Blandt de øvrige konklusioner kan man læse:
- NRK bidrager positivt til mediemangfoldigheden ved at opfylde sine public service-forpligtelser,
- NRKs bidrag til mediemangfoldigheden er klarest gennem distriktsvirksomheden (regionale nyheder),
- NRKs nyheds- og aktualitetstilbud på nettet påvirker det samlede tilbud til publikum positivt,
- NRKs tilstedeværelse på nettet lader ikke til at medføre væsentlige konkurrencebegrænsninger på de analyserede markeder,
- Der kan ikke påvises nogen sammenhæng mellem brug af NRKs tilbud på nettet og betalingsvillighed for digitale nyheder,
- Der er indholdsmæssigt større lighed mellem de nationale “populærmedier” end mellem NRK og disse aktører,
- NRK fungerer som en fællesarena, når det gælder medieforbrug,
- NRKs samarbejde med kommercielle aktører er i positiv udvikling.