Aktuelt · Film · Medier og internet
Facebook: Efter medieudspillet
Regeringens medieudspil satte sig godt og grundigt på kulturpolitikkernes Facebooksider i april.
April måneds mest likede Facebookopslag var uden sammenligning dette fra Radikales Zenia Stampe:
Jo mere jeg tænker over det, desto mere problematisk synes jeg, det er: Regeringen vil tvinge os til at se reklamer, hvis vi vil se public service. I fremtiden vil ikke bare TV2, men også Radio24syv og to andre public service-stationer blive helt eller delvist reklamefinansierede. Hvorfor? Fordi regeringen vil bruge mediestøtte på skattelettelser og gerne vil forkæle virksomhederne med nye muligheder for at promovere deres varer. Men jeg synes ikke, at det er i orden, at vi skal tvangsfodres med reklamer, bare fordi vi gerne vil følge med i samfundet. Public service er til for offentligheden, ikke for virksomhederne. Jeg håber, at du er enig, og vil være med til at sende et stærkt signal til regeringen: Reklamer, nej tak!
Opslaget opnår 1.400 likes, 178 delinger og hele 88 kommentarer. Næsten samtlige kommentarer er enige med Zenia Stampe.
Der var også voldsomt mange likes til dette opslag fra Zenia Stampe:
Først kom nyheden om, at regeringen vil spare 770 mio på DR. Og her til aften kommer det frem, at de vil spare yderligere 30 mio på Radio 24Syv. Samt grønthøsterbesparelser på TV2-regionerne. Og et delvist salg af TV2. Jeg ved godt, at den fjerde statsmagt – pressen – kan være irriterende for en regering. Men helt ærligt. Jeg foretrækker, at den offentlige debat bestyres af dygtige danske journalister end af udenlandske platforme med hemmelige algoritmer og nul presseetik eller kvalitetstjek. Facebook er god til mange ting, men vil aldrig kunne erstatte den frie presse og journalistikken i et demokrati. Kære regering. Pas nu på. I sælger ud af noget af det allervigtigste i vores demokrati: Kontrollen med magthaverne. Det er selve demokratiet, I gambler med!
Opslaget opnår 684 likes, 54 delinger og 38 kommentarer. Langt de fleste kommentarer er enige med Stampe, enkelte er modstandere af statsfinansierede medier.
De øvrige oppositionspartier havde tilsvarende synspunkter. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet skrev:
Regeringen er kommet med et medieudspil som er een stor nedskæringsplan for public-service og dansksproget medieindhold og konsekvensen er klar: der bliver mere plads til de store internationale mediegiganter og mindre dansk indhold! Det er ikke godt for Danmark. Udspillet er dermed desværre ikke et oplæg til et bredt medieforlig men Socialdemokratiet møder frem til forhandlingerne for at søge markante indrømmelser fra regeringen, hvor der ikke bruges færre penge på dansk medieindhold og danskernes adgang til godt dansk medieindhold ikke forringes…
Han linker til en artikel i Politiken: Socialdemokratiet melder sig klar til medieforhandlinger.
Opslaget opnår 81 likes, 26 kommentarer og tre delinger. Det gennemgående synspunkt er, at Socialdemokratiet ikke skal “blåstemple slagtningen” af DR ved at gå med i et forlig.
Jacob Mark, SF, skriver:
Store internationale techgiganter suger annoncekroner ud af det danske mediemarked. De sociale medier fungerer som lynspreder af fake news. De danske medier og public servicen er under pres. Og Regeringens svar er at rundbarbere alle vores public service-institutioner. Massive besparelser på DR, Radio 24/7 og salg af store dele af TV2…
SF vil en anden vej. Vi vil styrke de danske medier. Både de private og og de offentlige. Og vi vil lade de store techgiganter (som har taget annoncekroner fra danske medier uden at betale til vores fællesskab) betale for det.
Opslaget opnår 60 likes, en enkelt deling og to kommentarer. Den ene synes at alle virksomheder skal betale skat, den anden at DR driver for mange kanaler.
Søren Søndergaard følger trop:
Før påske blev DR rundbarberet med næsten 800 millioner kroner. Hvis rygterne om regeringens medieudspil står til troende, så er turen nu kommet til andre public service-medier, som TV2-regionerne og Radio 24/syv. Samtidig skal der sælges ud af TV2 og en række DR-kanaler. Det er åbenbart public service som helhed, regeringen ønsker at underminere. De multinationale mediegiganter, trolle-fabrikkerne og fake news-producenterne må slå sig på lårene af grin.
Opslaget opnår 207 likes, 39 delinger og 28 kommentarer, som stort set alle er enige.
I et senere opslag skriver Søndergaard:
NYT FRA MEDIE-FRONTEN nr. 1:
I formiddags mødtes alle partier i Kulturministeriet til et såkaldt “sættemøde” i medieforhandlingerne. Det er det første møde, hvor man lige fremlægger sine hovedsynspunkter og aftaler de kommende møder.
Jeg orienterede om, at Enhedslisten møder op uden ultimative krav, men med en klar rød linje i forhold til den endelige aftale, som ikke må krydses, hvis vi skal være med.
I en situation præget af udenlandske mediegiganter, trolle-fabrikker og fake news-producenter så er vores røde linje, at vi ikke vil stemme for en aftale, som betyder mindre dansksproget og danskproduceret public service-indhold. Det er vel ikke for meget forlangt?
Er det så realistisk? Det ser meget svært ud, for nu at sige det mildt. På mødet blev det klart, at regeringen ultimativt insisterer på, at der skal spares langt over en milliard kroner – mere præcist 1.117.800.000 kr. – på den statslige støtte til public service i fem-års-perioden 2019-2023.
Godt nok snakker Kulturministeren om, at også andre end staten kan bidrager til public service, men over en milliard er altså rigtig mange penge. Hvor skal de komme fra?
Det bliver derfor spændende at høre i forhandlingerne, hvad ministeren egentlig har tænkt sig.
Men lad os nu se. Jeg har et åbent sind og anerkender gerne genialitet, når jeg ser det??.
Opslaget opnår 69 likes, syv delinger og 16 kommentarer. Kommentarerne er enige og bruger en del ord på ministerens aftrædelsesordning fra DR.
Rasmus Nordqvist fra Alternativet skriver:
Det tegner til en endnu voldsommere udhulning af public service end vi så med DR udspillet.
Med så massive nedskæringer bliver der mindre dansk indhold og det er slet ikke hvad vi som samfund og demokrati har brug for – tværtimod.
Jeg er noget nervøs for at skulle læse hele udspillet i morgen men kære regering, Alternativet besked er stadig klar: Styrk public service. For demokratiets skyld.
Opslaget opnår 94 likes, 10 delinger og seks kommentarer. Kommentarerne er hovedsageligt enige, en enkelt synes dog, der er for meget pop og pjank i DR. Det lykkes for Rasmus Nordqvist at overbevise denne, om at pop og pjank også har sin berettigelse i public service.
Mogens Jensen, Socialdemokratiet skriver:
Syv ud af ti deltagere i de tunge debatprogrammer på Danmarks Radio og TV 2 kommer fra København, hvor kun 13 procent af befolkningen bor. Det giver et alt for skævt billede af virkeligheden, og såvel DR som TV2 er nødt til at stramme op for at sikre bedre repræsentation fra hele Danmark på deres programflade.
Han linker til en egen blogaartikel på TV2: DR, TV 2 og Radio24syv skal afspejle hele Danmark.
Opslaget opnår 25 likes og seks kommentarer. De fleste kommentarer stiller spørgsmålstegn ved den geografiske definition i Mogens Jensens blog. En enkelt gør opmærksom på, at der også er en væsentlig kønsskævhed.
Regeringspartierne
Naser Khader fra konservative skriver:
Bill Clinton har en pointe om public service.
Bill Clinton: “På vej herhen læste jeg, at der en debat om, hvorvidt I skal skære i støtten til public service. Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var jer, siger han og fortsætter:
– Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man er højre- eller venstreorienteret. I har brug for, at der er nogen, der fortæller jer, at to plus to er lig med fire – og som ikke sætter spørgsmålstegn ved det. Det er det, vi har gjort i USA, og nu er der ikke nogen, der tror på noget overhovedet. Og man kan ikke bevare et demokratisk system uden et pålideligt økosystem af informationer.”
Han henviser til en artikel på dr.dk: Bill Clinton roser og skoser: Fire ting danskerne er gode til – og tre ting, vi bør holde øje med.
Opslaget opnår 235 likes, 22 delinger og 43 kommentarer. Det gennemgående synspunkt er, at DR ikke er neutral og derfor bør beskæres.
Naser Khader svarer: “Venner, I sætter lighedstegn mellem DR og public service. Der er andre medier end DR, der leverer public service, fx radio 24/7. Jeg synes det ok, at DR slankes, men ikke ok, at vi skærer i public service generelt.”
Khader møder også stor modstand i et andet opslag:
’Den store bagedyst er public service!
»’Den store bagedyst’ insisterer på, at deltagerne skal komme fra forskellige egnsdele af Danmark, og de skal tale forskellige dialekter. På den måde lærer vi danskere hinanden at kende via ’Den store bagedyst’. Man samler børn, forældre og bedsteforældre om at se programmet. Derfor ser jeg ’Den store bagedyst’ som public service«, siger Naser Khader.
Han vil ikke pege på, hvilke programmer DR kan skære fra. I stedet opfordrer han DR til at udforme en liste over potentielle besparelser. Den skal danne grundlag for forhandlingen af den kommende public service-kontrakt.
»Hvis DR slagter en masse programmer og ikke skærer på deres bureaukrati, administration, chefer og aftrædelsesordninger, så vil jeg opponere«, siger Naser Khader.
Han linker til en artikel i Politiken: Konservativ før forhandlinger: Derfor ser jeg ’Den store bagedyst’ som public service.
Opslaget opnår 100 likes, en enkelt deling og 17 kommentarer. Ganske mange er uenige med Khader, i at Den store bagedyst er public service.
DR
Naturligvis fylder DR også ganske meget i debatten. Her Mogens Jensen:
Når Venstre mener at DR i fremtiden ikke skal sende folkelige og brede programmer som Den store bagedyst, Hammerslag og Bonderøven, står det klart at regeringen ønsker et meget smalt DR, der kun retter sig mod en lille del af befolkningen. Det er Socialdemokratiet imod. Alle betaler til DR og DR skal have mangfoldigt indhold, som også retter sig mod den brede del af danskerne…
Han linker til et interview med ham selv på dr.dk: S: Venstre vil have et meget smalt DR.
Opslaget opnår 120 likes, 37 kommentarer og 7 delinger. Den mest gennemgående kommentar er, at det er vigtigt at fastholde armslængden. Derudover er der en del, som håber, at Socialdemokratiet vil sige nej til besparelseskravet på 20% til DR, og nogle som ikke vil miste FM-båndet.
Og en anden vinkel fra Mogens Jensen:
DR har været frontløber når det gælder at sikre adgang til godt medieindhold til mennesker med særligt handicap på syn og hørelse. Regeringens nedskæringer på DR risikerer også at ramme her. Det er Socialdemokratiet imod og vil arbejde for mere tilgængelighed – ikke mindre…
Han linker til en artikel i Altinget.dk: Handicapformand: Mindre DR betyder mindre indhold for handicappede.
Opslaget opnår 64 likes, 16 delinger og 3 kommentarer. Kommentarerne er enige med Mogens Jensen.
Naser Khader vil fastholde DR på alle platforme:
DR skal fortsat levere nyheder på alle platforme, også de digitale, påpeger Naser Khader.
Er du enig?
Han henviser til en artikel i Jyllands-Posten: Konservative vil frede dr.dk i medieforlig.
Opslaget opnår 13 likes, tre delinger og ni kommentarer. Næsten alle handler om bevaring af FM-båndet.
Kulturminister Mette Bock, Liberal Alliance svarer på en drilsk vinkel fra Ekstra Bladet:
Ja, jeg mener præcis det samme om DRs rolle, som jeg skrev i min afskedsmail: DR skal være en kulturinstitution, der skal adskille sig fra markedet. Nu på en ny tids præmisser. Læs mailen og mine kommentarer her:
Hun linker til en artikel i Ekstra Bladet: Mette Bock i afskedsmail til DR: ‘Det går den rigtige vej’.
Opslaget opnår 22 likes og seks kommentarer, som primært består af perfiditeter.
I et andet opslag skriver Mette Bock:
Tak for nytænkning:
Medieforskning viser ifølge Mediawatch, at de 20 til 29-årige er gået fra at se 211 minutters tv i 2010 til 117 minutter i 2016 og kun 70 minutter i 2017. Samtidig har 30 pct. af målgruppen slet ikke et fjernsyn i deres hjem.
Derfor laver DR nu et fundamentalt strategiskift. Dejligt – men mærkeligt, at det er nødvendigt for DR at understrege, at det absolut ingen forbindelse har med de nye rammer og retningstilkendegivelser, der kommer fra politisk side. Tænk, hvis udmeldingen havde været, at strategiskiftet naturligvis er begrundet i de ændrede medievaner og i øvrigt bakker fint op i forhold til de politiske initiativer. Men den slags kan ikke finde vej gennem tændernes gitter.
Opslaget opnår 15 likes, en deling og to kommentarer (som begge efterspørger mere liberal mediepolitik).
Radio 24/7
Regeringsforslaget om at skære i tilskuddet til Radio 24/7 får negative reaktioner fra oppositionen. Jacob Mark:
Regeringen vil spare 33 % på Radio 24/7. Det vil gøre det voldsomt svært for kanalen at overleve. I SF vil vi bevare Radio 24/7. De leverer rigtig god radio ud til hele Danmark og har revolutioneret podcast-markedet.
Opslaget opnår 166 likes, 13 delinger og fem (enige) kommentarer.
Også Naser Khader er glad for Radio 24/7:
»Radio24syv har vist, at man kan lave taleradio til billige penge, og for at sige det lige ud så bygger succesen på beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed,« skriver Naser Khader i sin blog.
Han linker til sin egen blog i Jyllands-Posten: Radio24syv bør ikke flyttes.
Opslaget opnår 40 likes, to delinger og otte kommentarer. Kommentarerne er gennemgående uenige med Khader.
Indirekte svarer kulturministeren:
Nej, det er IKKE en straffeaktion mod Radio 24/7:
Af uransalige grunde er oplægget til en 33 procent udfasning af statstilskuddet til FM4/Radio 24/7 blevet udlagt som en straffeaktion.
Straf? For hvad? Det er en glimrende radio, som har formået at etablere sig på fornem vis gennem 8 år med massiv støtte.
Men statens opgave er i denne sammenhæng ikke at drive, men at være fødselshjælper.
Præcis som dengang TV2 skulle bryde DRs tv-monopol, har 24/7 skullet bryde DRs de facto radiomonopol. Det har de gjort godt.
Statens massiv støtte til TV2 er blevet gradvist udfaset over årene, og på samme måde skal Radio 24/7 også med årene kunne stå på egne ben.
De seneste 14 år har TV2 faktisk klaret sig fuldstændig uden statsstøtte og det er jeg fuld af beundring for. Stationen ville umuligt have set dagens lys uden statslig fødselshjælp. Nu kan den klare sig uden støtte.
Sådan skal det med årene – i min optik – også gå med Radio 24/7, som forhåbentlig fortsat vil udvikle sig.
Jeg forudser i de kommende forhandlinger, at de partier, der er imod den gradvise økonomiske udfasning af statens engagement vil kræve uændrede økonomiske vilkår – til gengæld vil de kræve flytning til Jylland.
Min dagsorden vil være den modsatte: Stationen skal blive, hvor den er og have langt større frihedsgrader. Til gengæld skal 24/7 økonomisk i stigende grad stå på egne ben.
Statens rolle er ikke permanent drift, men vigtig fødselshjælp.
Derfor er det også en del af medieudspillet at give fødselshjælp til en ny tv-kanal og en ny radiokanal, der får kultur som omdrejningspunkt. Måske kan nye veje i kulturformidlingen tilmed inspirere de etablerede, præcis som 24/7 har ført til udvikling af f.eks. P1.
Nå, nu vil jeg tage til LA landsmøde og glæde mig over, at vores lille parti trods mange tørre tæsk har skabt både nødvendig debat og konkrete liberale resultater – til gavn for samfundet. Politik er ikke for tøsedrenge og – piger
Opslaget opnår 80 likes, to delinger og ni kommentarer. Ingen af kommentarerne forholder sig til diskussionen om Radio 24/7.
TV2
Zenia Stampe har denne svada til Dansk Folkeparti:
Hvornår sætter Dansk Folkeparti en stopper for Liberal Alliances unationale og ideologiske eksperiment på medieområdet? Hvordan kan de overhovedet kalde sig DANSK Folkeparti, hvis de medvirker til at forære et nationalklenodie som TV2 til UDENLANDSKE mediegiganter? Hvordan kan de kalde sig DANSK Folkeparti, hvis de bevidst skærer i dansk-produceret tv og radio til fordel for UDENLANDSKE produktioner? Hvordan kan de kalde sig DANSK Folkeparti, hvis de svækker vores nationale samlingspunkter? Kort sagt: Hvordan kan DANSK FOLKEPARTI overhovedet støtte et udspil, som styrker det INTERNATIONALE på bekostning af det NATIONALE, og som prioriterer VIRKSOMHEDERNE over FOLKET? Kom nu! Træd i karakter som et ægte NATIONALT og FOLKELIGT parti i stedet for at optræde som Liberal Alliances NYTTIGE IDIOTER.
Opslaget opnår 288 likes, 27 delinger og 24 kommentarer. Kommentarerne er delte. En del er enige med Zenia Stampe, en anden del handler om udlændingepolitik.
I den mere fredsommelige ende, skriver Morten Marinus, Dansk Folkeparti:
Ifølge TV2 vil regeringen spare på TV2-Regionerne.
Det mener vi i DF er den helt forkerte vej at gå. Vi ønsker at styrke de regionale og lokale medier!
Opslaget opnår 12 likes og en enkelt kommentar (som undrer sig over at DF ikke protesterer mod lukning af FM-båndet – hvilket Morten Marinus gør i senere opslag).
FM-båndet
Kun Morten Marinus forholder sig til forslaget om at lukke FM-båndet.
Dels skriver han i et opslag:
Dansk Folkeparti er imod regeringsforslag om at slukke for FM radiosignalet i 2021.
Opslaget opnår 16 likes og en enkelt kommentar.
Dels deler han – uden kommentarer i øvrigt – et link til borgerforslag.dk: Bevar FM-båndet i Danmark.
Og noget helt andet: børneattester
Mogens Jensen er den eneste som også skriver om andet end medieudspillet:
Selvfølgelig skal der også indhentes børneattester på voksne, der arbejder tæt på børn i filmbranchen og den øvrige underholdningsbranche. Derfor har Socialdemokratiet foreslået, at der indføres regler for dette
Han henviser til en artikel i Politiken: Politisk flertal kræver børneattester i underholdningsbranchen.
Opslaget får 24 likes og en enkelt enig kommentar.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. til 30. april 2018.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medieordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.