Knapt et år efter afslutningen på det europæiske kulturhovedstadsprojekt, Aarhus 2017, foreligger nu den endelige evaluering, Aarhus 2017. Før – under – efter, udarbejdet af en række forskere fra Aarhus Universitet.
Ud fra en række forskellige perspektiver gennemgår rapporten arbejdet med Aarhus 2017 og de langsigtede virkninger på baggrund af de strategiske mål, man havde sat med kulturhovedstaden. Det interessante med evalueringen er ikke, at den på de fleste stræk vurderer, at man opnåede, det ønskede. Det kan aviserne bruge til at skrive succes eller fiasko ud fra (de skriver succes).
Langt mere interessant er, at evalueringen lægger op til, at den skal bruges til læring. Det er tydeligt, at én af de stærke sider ved Aarhus 2017 var evnen til at skabe tværgående samarbejder (på tværs af fag, kommuner, genrer, privat/offentlig etc.). Dette kan der læres af, når andre vil skabe store og brede kulturmanifestationer.
Blandt de svagere sider ved Aarhus 2017 var en manglende evne til at inddrage vækstlaget og de mindre kulturaktører. Dette skyldes, dels at planlægningsfasen var meget lang i forhold til små kulturorganisationers tidsplaner, dels at organisationens centrale personer ikke havde tilstrækkeligt kendskab til det lokale kulturliv.
